Et varmere klima øger i sig selv luftforureningen med den sundhedsskadelige ozon, viser danske beregninger, som præsenteres på den stort anlagte videnskabelige klimakongres, der indledes tirsdag i København.
9. marts 2009, 22:30
Når klimaet bliver varmere, øges forureningen af omgivelserne med det sundhedsskadelige ozon. Det fremgår af modelberegninger, geofysikeren Gitte Brandt Hedegaard fra Danmarks Miljøundersøgelser præsenterer på den verdensomspændende klimakongres, der starter i København i dag.
Danmark har i forvejen sit hyr med at holde atmosfærens indhold af ozon under de gældende grænseværdier. Nu peger den nye viden på, at det kan blive en endnu større udfordring at bekæmpe den skadelige ozonforurening.
Ozon er en luftart, som er nyttig i de øvre luftlag, hvor det beskytter mod solens ultraviolette stråler. Men i den jordnære del af atmosfæren er det skadeligt for luftvejene, ikke mindst hos børn og personer, der i forvejen døjer med luftvejslidelser. Og det er den sidstnævnte version af ozon, der stiger, hvis luften, som klimaforskerne forventer, bliver varmere.
Varme udløser forurening
Gitte Brandt Hedegaard har set på, hvordan kemien i atmosfæren ændrer sig, hvis den globale middeltemperatur stiger med tre grader frem mod år 2100, hvilket er et af scenarierne fra FNs klimapanel. Og hun kommer frem til, at et varmere klima i sig selv vil øge luftens indhold af ozon og sulfat. Selvom om udslippet af forurenende stoffer fra biler, fabrikker og kraftværker forbliver uændret, vil forureningen med de to stoffer alligevel stige som følge af de ændringer i atmosfære-kemien, et varmere klima giver anledning til.
»Det betyder, at politikere, der vil begrænse luftforureningen, ikke kan nøjes med at vurdere effekten af en reduktion i udslippet fra forskellige kilder. De må også indregne, hvad klimaændringer kommer til at betyde for luftforureningen,« siger Gitte Brandt Hedegaard.
Planter skaber mere ozon
Grundlaget for hendes beregninger er avancerede modeller for, hvordan kemien opfører sig under givne meteorologiske forudsætninger.
Derudover forudsætter Gitte Brandt Hedegaard i sine beregninger, at udslippet af forurening er konstant i perioden op til 2090. Det sker for at kunne isolere, hvor meget et varmere klima alene betyder for forureningen.
Forklaringen på at et varmere klima øger forureningen med ozon er ifølge Gitte Brandt Hedegaard, at stigende temperaturer får den naturlige produktion af såkaldte isoprener fra planter til at stige. Isoprener indgår i produktionen af ozon og vil dermed øge den fremtidige ozonkoncentration i atmosfæren.
Gitte Brandt Hedegaard fortæller, at Danmark er langt fremme internationalt, når det gælder forskning i klimaforandringernes betydning for luftforureningen. Men hun understreger også, at der er tale om et relativt nyt forskningsfelt, der er forbundet med en del usikkerhed.
»I princippet kunne et varmere klima føre til såvel positive som negative effekter for luftforureningen. Men på grundlag af den hidtidige forskning, er mit forsigtige bud, at luftforureningen generelt vil accelerere som følge af et varmere klima,« siger Gitte Brandt Hedegaard.
Hun giver ét af over 1.000 videnskabelige bidrag fra 80 lande til klimakongressen i København, der har som ambition at opdatere verdens viden om klimaændringer op til FNs vitale klimakonference i København til december.


































