Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vandstanden løber fra FN-rapport

FNs viden om havstigninger vil være gammel viden, når verden mødes til klimatopmøde i København til december. Nu vil ti højt ansete universiteter finde ud af, hvor meget havet stiger som følge af menneskeskabte klimaændringer.

Når verdens lande mødes til klimatopmøde i København, risikerer de at forhandle på et falsk grundlag, hvis de udelukkende støtter sig til, hvad FNs officielle klimarapport siger om stigningen i verdens havniveau.

Derfor har ti af verdens mest velanskrevne universiteter, herunder Harvard, Berkeley, Oxford, Cambridge og København, sat sig for at finde ud af, om havet stiger en halv meter eller måske det tredobbelte.

»Det gør en helt grundlæggende forskel for udfordringens omfang og pris, om tallet er det ene eller det andet. Derfor er det klart vores intention at fortælle politikerne, hvad der aktuelt er videnskabens bedste bud,« siger professor Katherine Richardson, der står i spidsen for den opdatering af klimaviden, de ti universiteter vil servere for verdens beslutningstagere forud for klimatopmødet i København til december.

Forskere fra 70 lande
Initiativet kommer til at omfatte over 1.500 bidrag fra forskere i 70 lande. De videnskabelige input vil handle om alle aspekter af den menneskeskabte globale opvarmning, men stigningen i havniveauet kommer utvivlsomt i forgrunden, fordi en del ny forskning peger på, at den officelle FN-rapport fra 2007 kraftigt undervurderer, hvor meget havet stiger.

Hvor FNs klimapanel (IPCC) peger på en stigning på mellem 18 og 59 centimeter, har en række forskere publiceret undersøgelser, der rammer omtrent det tredobbelte. Det gælder USAs Geologiske Undersøgelser, en dansk forskergruppe med glaciolog Aslak Grinsted i spidsen og den tyske professor Stefan Ramstorf, der også har været førsteforfatter på netop IPCC-rapporten. Hver for sig har de tre forskerhold peget på havstigninger på op imod halvanden meter som følge af bl.a. en afsmeltning af indlandsisen, der har vist sig at være hurtigere, end IPCCs modeller har kunnet forudse.

Den danske forfatter bag to kritiske bøger om klimaændringer, Bjørn Lomborg, modsiger i et debatindlæg i Berlingske Tidende det resultat, Stefan Ramstorf er kommet frem til. Han henviser til, at havet ikke er steget mere end forudsagt af netop IPCC.

Men hertil siger Stefan Ramstorf, at Lomborg blander data for observerede stigninger med data for de forventede fremtidige stigninger.

»Det bekymrende er, at vi allerede nu ser stigninger i havniveauet, som IPCC havde forudsagt først ville komme i løbet af adskillige årtier. Siden 1990 er stigningen sket 50 procent hurtigere, end IPCC har forudsagt,« siger Stefan Ramstorf som reaktion på Lomborgs kritik.

Han henviser til, at IPCC selv gør opmærksom på, at deres tal ikke omfatter »hurtige dynamiske ændringer i isens bevægelse«.

20 cm højere vandstand
Verdenshavene er allerede steget med 20 centimeter som følge af de seneste godt 100 års opvarmning på 0,8 grader. Stigningen skyldes især, at vand fylder mere, når det bliver varmere, men også afsmeltning af is fra verdens gletsjere har betydning.

Universiteternes opdatering af klimaviden om bl.a. havstigninger samles op på en kongres på Københavns Universitet i næste måned. Slutmålet er et akademisk værk og en resume-rapport til politikere og presse.