V beskyldes for at svigte klimaet

De Konservative tror ikke på Venstres påstand om, at det vil koste arbejdspladser, hvis EU forpligter sig til mere ambitiøse mål for CO2-udledningen i 2020.

Oppositionen beskylder Venstre for at være på vej tilbage til de klimaskeptiske synspunkter fra inden tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev grøn.

Klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholts (V) advarsel mod at lade EU love at sænke CO2-udledningen med 30 pct. i 2020, udløser skarpe reaktioner fra både Socialdemokraterne og SF.

Men også de Konservative advarer. Klimaordfører Per Ørum Jørgensen (K) tror ikke på Lilleholts advarsel om, at det vil koste europæiske arbejdspladser, hvis EU melder mere ambitiøse mål ud for CO2-reduktionerne frem mod 2020.

»I Danmark har vi mange års erfaring med, at hvis du netop stiller nogle skrappe miljøkrav til bæredygtig produktion, så får du også skabt ny industri. Det gælder i mange europæiske lande, at der ligger et meget stort eksportpotentiale for dem, der satser endnu mere på vedvarende energi,« siger Per Ørum Jørgensen.

Han understreger, at folketingsgruppen endnu ikke har drøftet, hvorvidt det skal være konservativ politik at arbejde for, at EU hæver CO2-ambitionerne.

»Jeg tror ikke, at regeringen er afstemt omkring det, men jeg har nævnt for vores ledelse, at det er en diskussion, vi skal have,« siger Per Ørum Jørgensen.

S: EU skal gå forrest

Under en forespørgselsdebat i sidste uge blev oppositionen stemt ned af VKO-blokken med et forslag til vedtagelse, der bl.a. indebar, at regeringen skulle forpligtes til at arbejde for, »at EU hurtigt udmelder et reduktionsmål på minimum 30 pct. i 2020.« Energiordfører Mette Gjerskov (S) mener, at det er på høje tid, at EU går forrest i den globale klimapolitik.

»Den strategi, man havde på klimatopmødet med at vente med at byde ind med de 30 pct. virkede jo ikke. Der er hårdt brug for, at nogen smider nogle kort på bordet nu, og det bør EU gøre,« siger Mette Gjerskov.

Samme holdning har SFs klimaordfører Anne Grete Holmsgaard, der ser Lilleholts melding som udtryk for, at Venstre ikke mere vil noget på klimafronten.

»De har så vidt jeg kan se tabt interessen for klimaspørgsmålet. Man så det jo også med statsministerens fadæse om ikke at møde op til ambassadørmødet og få drøftet, hvad de syntes om det,« siger hun.

Minister venter på slutspil

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) peger på, at EU netop har besluttet at blive på 20 procents CO2-reduktion i 2020, men samtidig opretholder løftet om at gå op til 30 pct., hvis der er bevægelse hos andre stor CO2-udledere.

»Som bl.a. Angela Merkel (tysk kansler, red.) gav udtryk for i sidste uge, står EU for 13 pct. af verdens samlede CO2-udslip. Derfor løser det ikke verdens klimaproblemer, hvis EU går til 30 pct. solo for nu at bruge det udtryk,« siger Lykke Friis.

Hun tror ikke på, at det vil have den store effekt at melde de 30 pct. ud nu.

»I Bella Center så vi, at det ikke havde haft den store effekt, hvis EU var gået til 30. Man skal ikke spille det kort, før det i et slutspil kan bruges til at få resten af verdens store udledere med,« siger Lykke Friis.