Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stormagter kæmper inden klimatopmøde

I de internationale klimaforhandlinger advarer Indien advarer om, at USA forsøger at splitte verdens fattige lande for ud for klimatopmødet i København til december.

Mens blomsten af verdens ungdom i de seneste dage i Sønderborg har tænkt kreative tanker om, hvordan man kan redde verdens miljø, har særligt USA's regering sat turbo på de internationale forhandlinger om en global aftale i København til december.

FNs klimakonference COP15 i København til december er det sted, hvor USA's præsident Barack Obama, Danmarks regering og FN’s generalsekretær håber, at alle verdens lande vil underskrive en historisk aftale om at stoppe de menneskeskabte klimaforandringer.

På den storpolitiske klimafront er der i øjeblikket aktivitet på to fronter.
Dels er over 2.000 delegerede samlet i FN’s klimahovedkvarter i Bonn, hvor man frem til på fredag skal forsøge at barbere nogle af de 250 sider væk, som udkastet til Københavns-aftalen er svulmet op til.

FN’s klimachef Yvo de Boer advarede mandag om, at tiden er knap for ud for København. Mens der ikke ventes markante politiske udviklinger fra Bonn, har særligt USA's regering i øjeblikket meget travlt med at bane vejen for et positivt resultat i København.

Præsident Obamas chefdiplomat inden for klimapolitikken, Todd Stern, har således haft forhandlinger med Indien, Brasilien og Mexico i de seneste uger. Og han har tidligere gjort rigtig meget ud af at forhandle med Kina.

De fire store udviklingslande er afgørende for fremtidens klima på jordkloden, fordi deres befolkninger er meget store, og fordi de fire landes økonomier vokser kraftigt. Mexico og Brasilien har i de seneste uger igen vist sig positive over for at forpligte sig til at gøre noget ved klimaet, mens Kina og særligt Indien forsat stejler over for at indgå en aftale.

Indiens regering siger, at de mange fattige indere skal have lov til at anskaffe sig biler, køleskabe og andre forbrugsgoder som folk i Vesten, og derfor vil Indien ikke love at begynde at begrænse sine udledninger. Men nu frygter Indien, at USA splitter de fattige landes alliance, fordi de har overbevist både Brasilien og Mexico om, at det er vigtigt at lave en aftale i København.

”USA har en masse penge, store muskler og der er en mulighed for, at Indien nu kommer til at stå alene,” siger eksperten Sunita Narain fra Centre for Science and Environment i New Delhi til nyhedsbureauet Reuters.

Internationale politiske eksperter regner dog med, at også Indien til sidst vil gå ind i aftale, fordi landet vil få store milliardbeløb og adgang til Vestens grønne teknologi som betaling for at sige ja i København.