3. december 2009, 22:30

WASHINGTON: Udgangspunktet for, hvad der et ambitiøst resultat for klimatopmødet i København, afhænger naturligvis af, hvilken grundholdning man selv har tid global opvarmning:

Tag nu Mohamed Nasheed, præsident på Maldiverne, et ø-rige, hvor 80 procent af landet kun er en meter over havets overflade.

For Nasheed er global opvarmning til at tage og føle på. Han frygter ganske enkelt, at selv små stigninger i havets overflade på grund af smeltet is i Grønland eller Antarktis vil gøre hans land ubeboeligt. Derfor holdt han for en måned siden et regeringsmøde under vand - iført dykkerudstyr - for at understrege, at der er behov for dramatiske reduktioner i udslippet af drivhusgasser nu.

Eller tag James Inhofe, republikansk senator fra Oklahoma, der er en af USAs førende stater, når det handler om at udvinde olie og gas.

For Inhofe er tanken om, at global opvarmning er menneskeskabt noget notorisk sludder. Det er, som han sagde, da han var formand for Senatets Energiudvalg indtil for to år siden, det »største fupnummer«, som USA er blevet udsat for. Ren Gestapo-teknik, mener han, at de, som kæmper for reduktion af drivhusgasser, står for.

Historien om præsident Nasheed og senator Inhofe illustrerer ganske godt, hvor langt der er mellem de mere end 190 lande, der i den kommende uge kommer til København for at forsøge at indgå en stor klimaaftale.

Ilande skal kompensere

Der er rige lande, som især EU og Japan, der har meget store mål for reduktioner. De vil have en bindende aftale, der kan styres og kontrolleres. Andre rige nationer, mest mærkbart USA, mener, derimod, at vi godt kan skyde de store mål et par årtier.

Der er fattige lande, især i Afrika og ø-staterne, der mener, at den globale opvarmning allerede er så alvorlig, at der skal bremses dramatisk for udslippet omgående - og at ilandene i øvrigt skal sende enorme beløb til den fattige verden for at kompensere for den negative virkning af opvarmningen.

Der er også de store udviklingslande, især Kina og Indien, som oplever meget store vækstrater i deres egne økonomier - og som derfor højst er interesserede i at bremse væksten i deres egne stigende udslip. De vil ikke gå med til egentlige reduktioner, fordi de mener, at den pris skal betales af ilandene.

Det mulige kompromis, der tegner sig mellem de vidt forskellige interesser, ser nogenlunde sådan her ud:

For det første - bred enighed om alvoren:

Landene vil formelt anerkende, at den globale opvarmning er menneskeskabt, fordi det globale udslip af drivhusgasser skyldes vores forbrug af olie, kul og gas og vores massive skovhugst. Man vil formentlig vedtage, at den globale temperatur aldrig må stige med mere end to grader - fra den nuværende gennemsnitstemperatur på 14 grader til maksimalt 16 grader.

For det andet - store løfter på lang sigt:

Politikerne vil være meget ambitiøse, når det gælder om at opsætte mål, der først skal indfries, når de selv for længst har forladt deres embeder. Derfor er der stor sandsynlighed for, at landene vil vedtage, at det samlede globale udslip af drivhusgasser skal halveres i 2050 - og at ilandene både skal stå for den største reduktion og overføre store beløb til ulandene til den tid.

For det tredje - svage mål på kort sigt:

Stats- og regeringschefernes får langt sværere ved at enes om, hvad der ske i det kommende årti, fordi konsekvensen af store reduktioner i drivhusgasserne måske vil genere deres vælgere. Det er svært at forestille sig, at der kan indgås en aftale, hvori USA er med, hvor udslippet vil falde med mere end fem procent - meget langt fra FNs drømme om 20 til 40 procent.

For det fjerde - udsættelse af alt det svære:

Landene har for længst afvist at indgå en juridisk bindende klimaaftale, som måske bliver vedtaget om et år i Mexico, eller som muligvis helt opgives. I hvert fald bliver kompromisset i København kun en langt mindre forpligtende politisk aftale. Alt det vanskeligere - præcise landemål for reduktioner, sanktioner for overtrædelser, konkrete beløb til ulande - når man ikke til enighed om nu.

Der er ingen garanti for en aftale i København - men fra næste uge bliver det alvor. Ikke mere snak. Tid til politiske kompromisser.