Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

To rædselsdøgn i Bella Center

Den danske drøm om at føre hele kloden på sikker klimakurs udviklede sig onsdag-torsdag til et mareridt for Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard. Følg klimaslaget time for time bag Bella Centers verdenspolitiske kulisse.

Trods begyndende snefnug over et frysende København onsdag formiddag er udsigten til at få en ambitiøs global klimaaftale hevet hjem i Bella Center fortsat rimelig klar.

Officielt i hvert fald.

Danmarks forhandlingslinje står til at bane vejen for en politisk sejr fredag formiddag, når 120 stats- og regeringschefer vil være samlet i den store Tycho Brahe-plenarsal.

Måneders benhårde anstrengelser med at bearbejde verdensopinionen og ikke mindst Kina og Afrika med hjælp fra den magtfulde inderkreds af verdensledere i Copenhagen Commitment Circle ser ud til at bære frugt.

Målet er et superresultat, der får USA og Kina til at binde sig til en global klimaaftale med klare forpligtelser.

Verden venter

De to supermagter står tilsammen for næsten halvdelen af hele verdens CO2-udslip, og samtidig står begge lande uden for den eneste bindende klimaaftale, der findes, Kyoto-protokollen fra 1997.

Derfor venter store dele af den internationale klimaverden på, at det danske COP15-formandskab i løbet af onsdagen smider et forhandlingsudkast på bordet, der kan samle hele verden om en bindende afløser for Kyoto-aftalen - eller sekundært to udkast, hvoraf det vil fremgå, at betydningen af Kyoto-protokollen er nedtonet til fordel for en global aftale med et to-graders mål.

Statsministeriets omhyggeligt udarbejdede udkast kommer bare aldrig på bordet.

Her følger en time-for-time beskrivelse af, hvad der skete - og hvorfor?

Onsdag 12.00: Statsminister Lars Løkke Rasmussen overtager hvervet som præsident for COP15, og dermed øverste klimaforhandlingsleder, fra Connie Hedegaard. Stats- og regeringscheferne er begyndt at ankomme, og FN-etiketten tilsiger, at værtslandets regeringschef overtager formandskabet i den situation.

Danskernes plan er at fremlægge et ret detaljeret kompromisforslag, der kan danne grundlag for de videre forhandlinger. Men i den store Tycho Brahe-plenarsal nedlægger Brasilien straks en protest, og den i FN-sammenhæng uerfarne Lars Løkke Rasmussen kommer under massiv beskydning. Mistilliden til Løkke og det danske formandskab bryder ud i fuld flor fra G77-landene, der bl.a. tæller Afrika og Kina.

Oppe fra podiet forsøger Løkke at tale til kritikernes gode viljer og understreger igen og igen, at verden forventer, at landene leverer et godt resultat i København.

12.45: Løkke overlader ordet til Sudans repræsentant, Nafie Ali Nafie, som bl.a. forlanger, at de rige lande indfrier deres klimagæld til ulandene. Løkke går til arbejdsfrokost med G77-landene.

Resten af eftermiddagen forsøger danskerne at få Brasilien og Kina til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Men intet sker. Brasilien og Kina undlader at møde op. De er først parat til at deltage i nye møder torsdag.

Spildt dyrebar tid

Det er et fælt tilbageslag. Meningen var, at Connie Hedegaard, der er udnævnt til særlig repræsentant for Lars Løkke Rasmussen, og som fortsat er den, der skal forestå detailforhandlingerne, skulle have en mindre gruppe af forhandlere samlet, så der kunne komme gang i processen. Men nedsættelsen af gruppen trækker ud.

Brasilien og hele G77-gruppen udpeger ikke deres repræsentanter.

20.00: Frankrigs chefforhandler, Brice Lalonde, beskylder ifølge avisen Liberation Connie Hedegaard for at være »uopdragen«, »klodset« og »utålmodig«. Connie Hedegaard står i det danske delegationsområde og ser træt og opgivende ud. »Det er en alvorlig krise,« siger hun.

Sidst på aftenen: Statsministeren sætter sig i ministerbilen og kører gennem det sneklædte København ind til hotel d'Angleterre. Her bor den brasilianske præsident Lula. De har et fint forhold og har haft gode samtaler undervejs, men nu er brasilianeren lige så kold som granitten på Kgs. Nytorv. Løkke må liste hjem med uforrettet sag.

Han ankommer til Bella Center, hvor han meddeler den danske delegation, at håbet om at fremlægge en dansk kompromistekst ikke ser ud til at få luft under vingerne.

Connie Hedegaard og statsministeriets chefforhandler Bo Lidegaard kommer med lignende meldinger. De har haft samtaler med centrale aktører og konkluderer, at det danske formandskab er kørt fast.

Den danske tekst erklæres død, og opgaven er nu at finde ud af, hvordan man får intentionerne indarbejdet i en andet kompromis. Man prøver at lave en strategi for, hvad man skal satse på at løse i København, og hvad man må udskyde til næste store FN-klimakonference i Mexico næste år. Et kæmpe nederlag.

Tæt på 04.00 torsdag: Løkke tager hjem for at sove. Danskerne føler sig som pryglede hunde og har svært ved at forstå, hvad der er gået galt.

Torsdag 08.00: Morgenen er gået med møder på hoteller i København, og Løkke er nu på vej til Bella Center. Det står klart for danskerne, at stats- og regeringslederne får det fulde ansvar for at hive et resultat hjem. Drømmen om en stor og samlet international klimaaftale i København er smuldret. Den vigtigste målsætning er formentlig røget - en aftale, der kan leve op til videnskabens anbefaling om en global temperaturstigning på maksimalt to grader i forhold til tiden før industrialiseringen.

Torsdag formiddag: Den danske forhandlingsdelegation kæmper for at få så meget indflydelse på mødet som muligt. Alle muligheder afsøges, men det står klart for danskerne, at der nu skal satses benhårdt på at få stats- og regeringslederne til at lave et resultat.

12.15: Lars Løkke Rasmussen sætter sig igen i formandsstolen og erklærer, at forhandlingerne kører videre uden et dansk kompromisforslag. Han foreslår, at Connie Hedegaard skal stå i spidsen for to kontaktgrupper, der får ganske få timer til at fylde parenteser ud i de to eneste officielle aftaleudkast, nemlig dem i de to forhandlingsspor, Kyoto- og det globale konventionsspor.

G77-gruppens talsmand, Sudans Lumumba Stanislaus Di-Aping, protesterer og forlanger, at Løkke understreger, at forhandlerne i kontaktgrupperne bliver personer »som alle kan stole på«, og at Kyoto-sporet får første prioritet i møderækken.

Løkke ser opgivende ud, men erklærer sig i diplomatiske vendinger enig.

13.00: Løkke indleder møder med Hillary Clinton, Kinas premierminister, Wen Jiaboa, Japans Yukio Hatoyama, Angela Merkel og andre EU-ledere.

Efter 18: Løkke forlader Bella Center og kører til Christiansborg for at deltage i Dronningens gallamiddag for stats- og regeringscheferne. Imens forhandler Connie Hedegaard i en kamp mod uret for at få de to aftaleudkast klar til verdenslederne. Danmark har udspillet sin rolle som forhandler. Europæerne, kineserne, afrikanerne og amerikanerne har reelt overtaget forhandlingsspillet.