Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

R vil have klogere energi

Vaskemaskinen skal snurre, når vindmøllerne gør det, mener de Radikale, der foreslår en klogere udnyttelse af energi i virksomheder og husstande.

Pak opvaskeren, læg det svedige sportstøj til rette i vaskemaskinen og vent på, at husets automatik tænder for maskinerne, når vindmøllerne snurrer for fulde omdrejninger. Lad husets smarte energiautomatik slukke for varmen i gulvet, når der ikke er behov for den.

Vores brug af el og varme skal være meget klogere end i dag. Automatik skal hjælpe os med at bruge energien mere effektivt. I takt med at Danmark fordobler forsyningen med vindkraft, skal husstande og virksomheder kunne aftage strømmen, når vinden blæser. Perspektivet er lavere elregninger til forbrugerne og en reduceret udledning af drivhusgasser, mener de Radikale, der forbereder et beslutningsforslag om intelligent energiforbrug.

Ifølge partiets forslag skal det i første omgang undersøges nøje, hvordan nye fjernaflæste elmålere i flere hundrede tusinde husstande ændrer på forbrugernes energiforbrug. Flere elselskaber er nemlig i fuld gang med at rive de gamle elmålere ned til fordel for nye, der kan aflæse elforbruget time for time og give forbrugerne adgang til detaljerede oplysninger om forbruget via deres hjemmecomputere. De nye, mere avancerede elmålere er forudsætningen for, at såkaldt »smart home automatik« senere kan styre energiforbruget intelligent.

Selskaber skal betale
Hvis undersøgelsen falder positivt ud, bliver næste skridt ifølge de Radikale, at el-, fjernvarme- og naturgasselskaber pålægges at installere de nye målere hos deres kunder. Det skal ske for selskabernes regning, bl.a. fordi de selv kan høste effektiviseringsgevinster af det mere fleksible energiforbrug, mener partiet.

»Der er helt åbenlyse fordele i, at forbrugerne aftager strømmen, når der er meget af den, fordi vindmøllerne kører. Det giver billigere strøm til kunderne, en bedre udnyttelse af vindkraften og i sidste ende gevinster i kampen mod klimaændringer,« siger de Radikales klimapolitiske ordfører, Margrethe Vestager.

Landets store statsejede energiselskab, DONG Energy, der har en million kunder, har dog svært ved at se intelligensen i de Radikales forslag.

»Vi vil ikke bruge rigtig mange penge på at installere nye målere til en million kunder, hvis kun en lille del af dem bliver brugt til at forbedre energiudnyttelsen. Folk, der bor i lejligheder, har eksempelvis ikke særligt gode muligheder for at påvirke deres forbrug. Så kan vi få meget mere klima for pengene gennem andre investeringer, siger direktør for selskabets eldistribution Jens Jakobsson.

Store forsøg i gang
Klimaminister Connie Hedegaard (K) undersøger for tiden, hvor mange energikunder, der med fordel kan bruge intelligent styret forbrug.

»Intelligente elmålere er en rigtig god idé, og vi er i fuld gang med at undersøge, hvordan man kan bruge dem mest fordelagtigt. Der foregår jo rent faktisk allerede storskalaforsøg, blandt andet i Sønderjylland, som vi er meget interesserede i. Og så ligger en stor del af arbejdet hos fagfolk, der kender teknikken bag og som skal komme med deres anbefalinger til, hvordan vi kan får rullet det mest muligt ud til borgerne,« siger Connie Hedegaard.

Ifølge Energistyrelsen er der dårlig samfundsøkonomi i at pålægge en udbredelse til alle landets energikunder. En arbejdsgruppe ser for tiden på, om regnestykket tegner bedre ved en mere begrænset og selektiv udbredelse.