Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politikernes klimaviden pudses af

Klimaforskere fra 70 lande vil nu opdatere verdens klimapolitikere på den nyeste viden. Lomborg kalder initiativet politisk.

BRUXELLES/KØBENHAVN: Verdens førende politikere skal have det bedst mulige videnskabelige grundlag til rådighed, når de til december i København skal træffe beslutninger om, hvad man skal gøre ved de menneskeskabte klimaforandringer.

Det er baggrunden for en stort anlagt konference om klima-videnskab, som finder sted på Københavns Universitet 10. til 12. marts. Konferencen samler verdens førende klimaforskere til en konference med undertitlen »Globale risici, udfordringer & beslutninger«. Konferencens formål er at opdatere det videnskabelige grundlag for de politiske forhandlinger frem mod FNs klimatopmøde i København i december.

Den seneste rapport fra FNs klimapanel (IPCC), der er det officelle videnskabelige beslutningsgrundlag for verdens lande, er baseret på forskningsresultater fra før 2005. Men nu vil klimaforskere fra 70 lande opdatere klimapanelets rapport med de seneste års forskningsresultater, og de tegner generelt et endnu mere alvorligt billede af de konsekvenser, menneskeskabte klimaændringer kan få.

Politikerne skal opdateres
Konferencens leder er Katherine Richardson, professor og prodekan ved Københavns Universitet og formand for regeringens Klimakommission. Hun har netop i interviews med flere end 30 internationale medier forklaret om konferencen, som ud over de mange klimaforskere også får deltagelse af prominente politikere.

Det gælder blandt andre EU-Kommissionens formand, portugiseren José Manuel Barroso, formanden for IPCC, Rajendra K. Pachauri og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Sidstnævnte er som bekendt vært ved FNs klimakonference til december i København og således i klimapolitisk sammenhæng en central global politiker, når det gælder udformningen af det politiske svar på klimaforandringernes udfordringer.

»Det handler ikke længere om at debattere, hvorvidt klimaforandringer, som finder sted, er menneskeskabte. Vi har IPCCs ord for, at der er mere end 90 pct. sandsynlighed for, at det er tilfældet. Men konferencen i København i marts handler om at opdatere politikerne om den nyeste viden,« siger Katherine Richardson.

Kritik fra Lomborg
Forfatteren og miljødebattøren Bjørn Lomborg kritiserer i dag i et debatindlæg Katherine Richardson for i højere grad at bedrive politik end videnskab. Og han belægger sin påstand med følgende citat fra Richardson i den britiske avis The Guardian:

»Dette er ikke en almindelig videnskabelig konference. Dette er et velovervejet forsøg på at øve politisk indflydelse,« siger Richardson til avisen, og det bekræfter hun over for Berlingske Tidende.

Ifølge Lomborg er »dette skridt dybt uheldigt på et tidspunkt, hvor debatten om klimaforandringer burde præges af mere regulær forskning og mindre politik.« Men det afviser Richardson.

»Vi vil ikke bestemme, hvad politikerne skal mene. Men konferencen er meget tæt på den politiske proces i den forstand, at vi skal forklare dem, hvad der er vigtigt for dem at vide, når de skal træffe deres beslutninger, Det gør jo en stor forskel, om vi vil få en stigning i havniveauet på en meter eller på 40 centimeter.«