Politiet udsender guide til klimalømler

Politiet forsøger med en folder at komme konflikter med klimademonstranterne i forkøbet. På fem sprog bliver demonstranterne oplyst om pligter og rettigheder.

I Danmark er der forsamlingsfrihed og ytringsfrihed - under ansvar for domstolene.

Den let løftede pegefinger er det første punkt i politiets nye demonstrantfolder "Velkommen til Danmark".

Den skal forhindre, at en franskmand eller en spanier ikke føler sig taget med bukserne nede, hvis vedkommende eksempelvis bliver præventivt anholdt.

- Vi forsøger at ramme udenlandske gæster med lidt praktisk information og med oplysninger om, hvordan reglerne er i Danmark, siger Steen Søder fra Københavns Politi.

Rækken af punkter fortsætter med oplysninger om reglerne for masker, knive, visitationszoner, forsamlingsfrihed, og hvad enhver god demonstrant ellers bør vide. Dertil kommer nogle relevante telefonnumre til politi, hospitaler, hittegodskontoret og endda tandlægevagten.

Miljøorganisationen Greenpeace synes, at folderen er helt fin.

- Den er saglig og hjælpsom. Den dækker på en god og imødekommende måde det, man har brug for at vide, når man kommer til Danmark, siger generalsekretær Mads Flarup Christensen.

Folderen distribueres af sekretariatet Peoples Climate Action og er foreløbigt trykt i 10.000 eksemplarer. Den er oversat til engelsk, tysk, fransk og spansk.

/ritzau/