Københavns Politi tager nu alternative metoder i brug i deres forsøg på at fratage så mange danskere som muligt lysten til at blande sig i de eventuelle uroligheder under klimatopmødet.
24. november 2009, 15:43
Lad være med at blande dig i ballade og uro. Det er essensen i det budskab, som politiet sender ud til københavnerne op til klimatopmødet.
De sender nemlig et klart budskab afsted på bunkevis af gratis postkort.
Københavns Politi er lige nu i gang med at få trykt en masse af de såkaldte Go-Cards, der omdeles til en lang række caféer, restauranter og værtshuse i hovedstaden, hvor alle kunderne kan tage postkort gratis.
Kort med en løftet pegefinger
- KLOKKEN ER ..., står der med stor fed skrift på postkortene og bagpå fortsætter ordensmagten med den løftede pegefinger til danskerne:
- ... Det er den besked, politiet giver, hvis du bliver anholdt. Vi håber ikke, det sker for dig, men vores erfaring viser, at man risikerer at blive anholdt, hvis man kommer for tæt på uroligheder, lyder det på kortet.
Ifølge Københavns Politis talsmand Flemming Steen Munch bliver de trykte postkort leveret på torsdag, og så vil de ellers blive sendt i omløb.
- Det er vores forsøg på at få budskabet ud om, at man skal undgå at ende midt i balladen, fastslår talsmanden.

































