Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Otte mio. til alternativt klimatopmøde

De officielle forhandlere ved FN's klimatopmøde skal have modspil, mener danske og udenlandske græsrødder. Regeringen støtter dem nu med otte millioner kroner.

Ministre fra hele verden og de tusinder af embedsmænd, der kommer til FN's klimatopmøde i København til december, får et solidt folkeligt modspil.

Regeringen har bevilget otte millioner kroner til et alternativt topmøde i DGI-byen for miljøbevægelser og engagerede borgere, oplyser gruppen bag projektet, der får navnet Klimaforum09.

Pengene betyder, at en bred kreds af danske og internationale miljøaktører nu går i gang med at skabe et slagkraftigt parallelforum til de officielle forhandlinger i Bella Center, siger en af bevægelsens talspersoner, Safania Eriksen.

- Ambitionen er at skabe en ny form for folkeligt forum, der kan udvikle nye idéer til bæredygtige og socialt retfærdige løsninger og lægge det nødvendige pres på politikerne. Vi arbejder benhårdt på at gøre det her til en markant global begivenhed, siger Safania Eriksen.

Arrangørerne forventer op mod 15.000 deltagere fra hele verden i dagene 7.-18. december. Klimaforum09 bliver forbundet med Bella Center via videolink, så det bliver muligt at følge med i, hvordan forhandlingerne skrider frem. Græsrødderne vil på forskellige måder søge at få deres budskaber igennem til de officielle forhandlere.

- Der kommer en masse mennesker fra Syd, som har noget at bidrage med. Vi forholder os kritisk til Bella Center og vil komme med alternative løsningsforslag, og der bliver forskellige happenings i gaderne for at skabe opmærksomhed, siger Safania Eriksen.

Blandt andet planlægger græsrødderne en kæmpedemonstration den 12. december, kaldet Global Day of Action.

Bag arrangementet står 23 danske sociale bevægelser, heriblandt Noah, Klimabevægelsen, Rådet for Bæredygtig Trafik og Frie Bønder - Levende land. Klimaforum09 har netop oprettet eget sekretariat i Kødbyen i København.

I forvejen har Københavns Kommune som værtsby afsat to millioner kroner til det alternative klimatopmøde.

/ritzau/