28. juni 2008, 16:22 – opdateret 28. juni 2008, 20:55

Dronning Margrethe har en gang sagt, at hvis et plankeværk er nymalet, når hun kommer på besøg, så går hun ud fra, at det i forvejen trængte til en kærlig hånd og ikke blot blev malet for hendes skyld.

Kritikere af den danske regerings miljøpolitik varmer sig ved samme pointe, når Connie Hedegaard i dagens avis proklamerer, at det danske plankeværk skal shines op inden klimatopmødet i København næste år med skærpede krav om høj miljøbevidsthed hos de danske forbrugere: Regeringens nye miljøprofil hænger for dem også sammen med, at den trængte til en kærlig hånd. Ude i verden har den danske regering godt nok allerede en stærk grøn profil, men kritikere mener, at det er en kende ufortjent.

Da VK-regeringen trådte til i 2001, var der stærke kræfter i den borgerlige lejr, der anså miljø- og klimapolitik for at være spild af penge, og der blev skåret kraftigt ned på området. Siden har regeringen ombestemt sig og der er igen blevet satset på miljøet. Nu skal topmødet bruges til at satse mere.

»Før man skal have gæster, må man se at få ryddet op,« siger Connie Hedegaard, der som værten for alverdens topledere på topmødet skal forsøge at skaffe enighed om helt nye og bedre spilleregler i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.

Ifølge Connie Hedegaard må det borgerlige Danmark og regeringen se at komme i gang med at tænke nye, store tanker for et bedre miljø. Og chancen er der nu. For netop nu sidder der en skattekommission og arbejder. Og kommissionen bør ifølge Connie Hedegaard komme med forslag til omfattende ændringer af hele skattesystemet, så skatten på arbejde kan komme mærkbart ned, og de grønne afgifter kan skrues i vejret. Med andre ord: Skatten på arbejde skal flyttes over på de grønne afgifter, så det bedre kan betale sig at arbejde, og folks incitament til at gøre noget for miljøet skærpes.

»Vi skal bruge klimatopmødet som løftestang for omstillinger i det danske samfund, men vi skal have speedet op og fundet løsninger på nye udfordringer,« siger Connie Hedegaard og tilføjer, »at regeringen og de borgerlige partier må være åbne for at gøre det på andre måder, end vi er vant til.«

Connie Hedegaard har naturligvis allerede sine egne ideer.

Hun vil have danskerne til at betale ekstra for overforbrug. En dansk familie med to voksne og to børn bruger cirka 4.000 kilowatt. Men bruger familien energi derudover i form af elsultne apparater som store amerikanske køleskabe, espressokaffemaskiner og tørretumblere, så må familierne se frem til en ekstra regning.

»Kunne vi gøre det sådan, at en enlig pensionist eller en familie med to børn har et grundforbrug. Det, der hører sig til. Det skal have én takst – og her anbefaler vi omkring 4.000 kilowatt for en almindelig familie – men bruger du mere end dét, så ryger du op på en anden og dyrere takst. De, der ikke kan leve uden espressomaskinen, der koster meget i el, de må betale for det.«

Men det er ikke kun på grund af klimaet og miljøet, at Connie Hedegaard har fået øje på din elregning. Det er også big business. Jo flere incitamenter til at spare energi, politikerne kan stille op, jo stærkere vil udviklingen gå, lyder ræsonnementet. Og det kan blive altafgørende at være på forkant med udviklingen.

Allerede i dag eksporterer Danmark for 52 milliarder kroner energiteknologi om året. Pumper, vindmøller og energibesparende foranstaltninger. Og dermed er eksporten af energiteknologi tredoblet på bare ti år og overstiger nu værdien af olieeksporten.

Så danskerne kan se frem til, at et almindeligt hjem er udstyret med langt mere avancerede løsninger om ti år. For eksempel forudser Connie Hedegaard, at de såkaldt intelligente elmålere, som i øjeblikket er under udvikling, er obligatoriske om ti år. Det kloge består i, at de selv kan regne ud, hvornår det er billigt og fornuftigt at bruge strøm. Vindmøllerne drejer populært sagt rundt, uanset om vi sover eller ej, og derfor kan man udnytte den vedvarende energi, hvis intelligente elmålere selv sætter vaskemaskinen eller opvaskemaskinen i gang efter midnat, eller på et tidspunkt, hvor industrien alligevel ikke efterspørger strømmen.

Men det kræver naturligvis, at strømmen så også er billigere, når efterspørgslen er mindst.

»Derfor er det vigtigt, at skattesystemet understøtter dét her. Det er vigtigt, at rammerne er der. Så må vi have en diskussion om, det skal være energiselskabet, der skal betale for elmålerne eller dig selv. Den diskussion udestår, men i min vision skal man kunne strøm til en særlig billig tarif.«

Det bliver en slags gensyn med dengang, hvor det var billigere at ringe efter klokken 19.30. Samme system vil Connie Hedegaard nu have sine embedsmænd til at kopiere til energien.

Kan vi få det til halv pris?

»Det er vigtigt, at der er et økonomisk incitament, så måske ender vi med halv takst, men det er vi altså ved at få udredet, og mine bud vil jeg præsentere til april.«

En af de værste syndere er som altid bilerne. Sidste år ændrede regeringen under stor ståhej registreringsafgifterne på de store, tunge biler, så de blev dyrere. Det havde en hurtig effekt. Salget af firehjulstrækkere styrtdykkede og er nu halveret.

Connie Hedegaard mener, at den omlægning er en af regeringens allerstørste succeser, men regeringen må videre. Skattekommissionen er en gylden mulighed for at få lavet et par revolutioner – i hvert fald set med borgerlige øjne.

»Kigger vi ti år frem, så tror jeg, at bilerne ikke skal være så dyre at anskaffe, men de vil være dyrere at bruge. Vi kan ikke asfaltere os ud af vores trafikale problemer. Vi er nødt til at have en kollektiv trafik, der er der, når vi skal bruge den. Men det får man ikke ud af det blå. Det er ikke gratis. Vi har nu en historisk chance for at diskutere, hvordan vi beskatter bilerne, i og med vi har en skattekommission. Med den kan vi tænke stort og samlet.«

Dermed mener hun, at stiger skatten for bilejerne, så kan pengene bruges til investeringer i infrastruktur. Alt fra små hurtige busser til udbygning af veje. Connie Hedegaard ser blandt andet for sig, at der bliver etableret store parkeringspladser ved togstationerne, og når man så når sin endestation, kører der små hurtige busser som i Bologna. De kører hele tiden, og man kan springe af og på, som man vil.

»Det er jo ikke fornuftigt at spilde al den tid på at sidde i kø på indfaldsvejene, som vi gør i dag, og vi kan ikke bygge os ud af det. Vi må have mere intelligente måder at styre trafikken på.«

Og en mulighed er betaling for at køre på de mest trafikerede veje. Altså, skal man på museum eller noget andet, som ikke er livsvigtigt, så må man indstille sig på at betale. Det kunne minde lidt om Ritt Bjerregaards ide om roadpricing i København, men det er ikke tilfældet, hævder Connie Hedegaard.

»Der kan jo godt være nogle bestemte strækninger, hvor vi godt vil have folk væk, mens arbejdstrafikken er der. Måske vi kunne finde en måde, hvor man betaler, når belastningen er størst – der mener jeg, at regeringen og de borgerlige partier må være åbne for at gøre det på andre måder, end vi er vant til. Det skal ikke bare være en skat for at køre på en eller anden vej på et eller andet tidspunkt, hvor der ikke er nogen trafik. Hvor det ikke er adfærdsregulerende. Så er det bare endnu en skat, men der skal genereres nogle mia. kroner til investeringer. Det økonomiske råderum er jo brugt frem til 2015.«

Et af de områder, hvor de nye tanker er slået igennem er elbilen. Den er fritaget for afgifter, og dermed håber Hedegaard på, at det kan være med til, at elbilen dominerer om ti år.

Klimaministerens ideer falder sammen med, at den såkaldte trafikinvesteringsplan kommer til efteråret. Men mens Connie Hedegaard forsøger at få ryddet op herhjemme, så har flere europæiske lande og nu også USA fundet deres helt egen rengøringsplan: Atomkraft. Spørgsmålet om atomkraft som en alternativ mulighed er blusset op igen, og det kunne den måske også få i Danmark, hvor diskussionen frem til 1985 var sjælden religiøs, og hvor ja og nej-sigere stod stjelt over for hinanden.

Atomkraft?

Connie Hedegaard bliver for første gang stille i et par sekunder:

»Jeg har det sådan, at når jeg hører om atomkraft ude i verden, så slår jeg jo ikke syv kors og siger: Det må I sandelig ikke. I Kina har man brug for alt, man kan komme i tanke om. Det man bare glemmer er, at atomkraft er meget dyrt. Det, der præger USA, er, at de vil gerne have nye atomkraftværker, men barrieren er investorerne. Det er dyrt på grund af de mange sikkerhedsforanstaltninger og affaldet«.

Connie Hedegaard beskriver sig selv som pragmatiker i det spørgsmål. Hendes parti gik ind for atomkraft, men måtte i 1985 se et flertal uden om daværende statsminister Poul Schlüters regering slukke for den diskussion. Men måske var det nederlag ikke så ringe endda. Det må selv en konservativ minister i dag erkende.

»Danmark har haft enorm succes på at vælge vedvarende energi. Uanset hvad, så har ingen lande haft så meget succes, og hvorfor skulle vi fjerne fokus fra det, når der i resten af verden er enorm efterspørgsmål på det? Vi skal ikke endnu engang slå os til blods på atomkraft og have genopført sangene fra halvfjerdserne. Næh, så vil jeg hellere bruge diskussionen på, hvad det næste skal være. Vi har danske virksomheder, som er helt i front med brændselsceller. Brintteknologi. Lagringsteknologi. Det skal vi bruge penge og energi på.«

Næste år kommer gæsterne, men om der er ryddet op, vil den kommende politiske sæson afgøre.