Politiske ledere fra hele kloden bare venter og venter i Bella Centret, hvor den store plenarforsamling er udskudt på ubestemt tid. Et krisemøde for lukkede døre med præsident Obama i spidsen trækker ud.
18. december 2009, 10:56
Billederne fra Bella Centret taler deres eget sprog.
Hundredvis af statsoverhoveder, regeringsledere, diplomater og tolke fra hele kloden har i strid med al etikette ventet i nu over en halv time på, at den store generalforsamling skal gå i gang.
De trisser omkring, sludrer, ryster på hovederne og bruger ventetiden, ser det ud til, på at få hilst på gamle venner og bekendte.
Hvornår mødet begynder, er uvist. Det skulle efter planen være sket kl. 10. Men det trækker ud, fordi en kerne af nøglespillere i klimaforhandlingerne er trådt sammen bag lukkede døre for at få skabt et fælles udkast, som der kan opnås støtte til fra resten af verden i løbet af dagen.
Ifølge Ritzau deltager USAs præsident Barack Obama sammen med den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen og yderligere 29 statsledere - især fra EU.
Ifølge DR er de såkaldte G77-lande ikke med på mødet. U-landene i G77 har gennem hele klimatopmødet anklaget Vesten og især den danske mødeledelse for at holde de fattige lande uden for de reelle forhandlinger. G77-landene anklages modsat for obstruktion.

































