Nye stormagter fandt sammen i vrede over Danmark

Det var i vid udstrækning Danmarks USA-venlige strategi for FNs klimatopmøde, der bragte Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina sammen i den pagt, de beseglede 28. november i Beijing. Den uhellige alliance mellem de fire såkaldte BASIC-lande dikterede udfaldet af COP15, der blev en ydmygelse for EU og Danmark.

COP15. Et l
COP15. Et l

København/Berlin/Bruxelles/Paris: »Danmarks hemmelige klimaplan afsløret«. »Ulandene raser over den danske tekst«.

Der var drama i luften tirsdag 8. december i Bella Center, hvor FNs klimakonference, COP15, var begyndt dagen før. Midt på eftermiddagen sprang en »mediebombe«, som skulle vise sig at få afgørende betydning for FNs klimatopmøde, der fredag 18. december sluttede med en svag international klimaaftale.

Den britiske avis The Guardian offentliggjorde på sin hjemmeside »den danske tekst«. Denne tekst var produktet af den danske strategi for COP15, som statsminister Lars Løkke Rasmussen omtalte første gang 24. oktober, og som han havde opbakning til i Europa og USA.

Lækken førte til voldsom ballade i den danske delegation. Statsminister Lars Løkke Rasmussen ville vide, hvordan det hemmelige dokument var landet i den britiske avis.

Embedsmænd i Statsministeriet lagde skylden på Klimaministeriets folk, som med klimakonferenceminister Connie Hedegaard i spidsen vredt afviste beskyldningerne.

Ikke desto mindre blev det Klimaministeriet, der måtte rykke ud med den pressemeddelelse, der forgæves forsøgte at lægge en dæmper på miseren.

»Dette er under ingen omstændigheder Danmarks »hemmelige udkast« til en ny klimaaftale. En sådan findes nemlig ikke,« hed det.

Teksten var udtryk for en markant nedskrivning af ambitionsniveauet for en kommende klimaaftale, og den bragte Kyoto-protokollen i fare. Offentliggørelsen udløste et diplomatisk uvejr over statsminister Lars Løkke Rasmussen - et uvejr som kulminerede, da han onsdag 16. december blev ydmyget i plenarsalen.

»Denne tekst går imod alt, hvad der er arbejdet med frem mod dette topmøde. Det er yderst uheldigt, at den person, der skal lede forhandlingerne på en saglig måde, bryder den tillid for i stedet at beskytte de rige landes interesser,« lød det fra Lumumba Stanislaus Di-aping, Sudans FN-ambassadør i New York og her talsmand for G77-gruppen, hvor i alt 130 u-lande - herunder Kina og Indien - sidder sammen i FN-forhandlingerne.

I dag går nogle af spekulationerne på, at det lækkede papir, der er dateret 27.11, blev affotograferet under et multilateralt møde i Udenrigsministeriet 1. og 2. december. Men mistanker og beskyldninger fyger fortsat heftigt blandt involverede embedsmænd.

I Statsministeriet gav man i løbet af november udtryk for, at tingene gik, som de skulle.

Strategien var clearet med EU-partnerne og med USA. Lars Løkke Rasmussen rejste til Indien, til APEC-topmøde i Singapore og til Commonwealth-topmøde i Trinidad 27. november. Og hver gang var meldingerne tilbage fra Statsministeriet til danske medier, at alt skred planmæssigt frem. Også klimaminister Connie Hedegaard gav udtryk for, at tingene gik godt, og at man ville kunne få en ambitiøs aftale i København.

Parallelt forløb

Sådan forholdt det sig ikke. Det danske strategiskifte 24. oktober havde nemlig sat gang i en helt modsatrettet udvikling.

I det skjulte udarbejdede Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina en fælles strategi, der kom til at blokere Danmarks muligheder for at stå i spidsen for et globalt klimakompromis, og som reelt dikterede indholdet af The Copenhagen Accord, som de fire lande indgik med USAs præsident, Barack Obama, fredag 18. december.

I november viste det sig, at Sydafrikas præsident Jacob Zuma ikke havde villet møde statsminister Lars Løkke Rasmussen, der var klar til at rejse hele vejen til Sydafrika. Zumas talsmand bekræftede over for Berlingske Tidende, at man ikke havde kunnet finde en dato.

I Statsministeriet slår man episoden med sydafrikanerne hen og henviser til, at Lars Løkke Rasmussen mødte Zuma i New York i september og senere i Trinidad 27. november. Og at Zuma havde deltaget i videokonferencer med statsministeren.

Sydafrika har i flere år fra dansk side været anset som et nøgleland i bestræbelserne på at sikre succes ved COP15. Derfor har man haft en særlig dansk klimaattaché udstationeret i landet - lige som man har haft det i Indien og Brasilien.

Sydafrikas miljøminister, Buyelwa Sonjica, var stærkt kritisk over for den danske linje, da hun var i København i midten af november.

»Danmark har som vært et særligt ønske om at se et resultat komme ud af København. Statsministeren har sikkert forsøgt at hjælpe... Men det er ikke tilfældet... Han har ladet USA slippe af krogen,« sagde hun.

Efter COP15 kritiserede hun direkte statsminister Løkke Rasmussen for tidsspilde under processen i København og for »dårlige beslutninger fra dem, der skulle styre processen«.

Pagt indgået i Beijing

Alliancen mellem Sydafrika, Brasilien, Indien og Kina er resultatet af flere års klimapolitisk samarbejde mellem de fire lande, og Danmark har sågar finansieret et forhandlingsmøde mellem de fire lande.

Deres uhellige alliance forud for COP15 blev officielt beseglet ved et møde mellem topembedsmænd i Beijing 28. november, hvor de gjorde det klart, hvad de ville og ikke ville acceptere i København.

Dette skete stort set samtidig med, at Sydafrikas Zuma og Indiens premierminister, Manmohan Singh, mødtes med Løkke Rasmussen i Trinidad, og samtidig med at Brasiliens præsident Lula da Silva hjemme i Brasilien havde besøg af Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy.

Alt tyder i dag på, at det var fra et af BASIC-landene, det danske papir nåede frem til The Guardian. Og at de fire lande spillede et imponerende diplomatisk dobbeltspil, der sikrede dem en politisk sejr ved COP15, som verden endnu ikke er færdig med at måle omfanget af.

Manden, de skulle bruge til at føre deres plan til ende, ankom til København fredag 18. december kl. 9 om morgenen.

USAs præsident, Barack Obama, var blevet presset af sine europæiske allierede til at komme, efter at man i kraft af den danske strategi havde fjernet presset på ham for at levere mere, end han indenrigspolitisk kunne holde til.

Sammenbrud truede

Men da Obama landede, var der fortsat en overhængende risiko for et regulært sammenbrud ved FNs klimatopmøde, selv om 128 stats- og regeringschefer var kommet til den danske hovedstad.

»Omkring 100 stats- og regeringschefer ventede i timevis uden at være involveret i forhandlingerne. Man behøver ikke at være psykolog for at forstå, hvordan deres humør var,« siger en central kilde.

En anden kilde undrer sig over, at det danske COP15-formandskab ikke havde drejebøger for, hvad der skulle ske i Bella Center onsdag, torsdag og fredag for de forskellige verdensledere.

»Der skulle have været detaljerede planer for, hvad man skulle stille op med den ene og med den anden af disse betydningsfulde gæster. Man skulle have haft plan A, B, C og D. Men der var intet.«

Obama var desperat

Allerede onsdag var statsminister Lars Løkke Rasmussen »blevet hældt ned af brættet« i plenarsalen, som en kilde formulerer det. Og den danske statsminister var ifølge en kilde tæt på EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, »ikke ordentlig forberedt« og virkede, som om han »ikke havde forstået substansen«.

Fredag morgen havde Kina sendt sin viceudenrigsminister, He Yafei, til mødet i mødelokalet Arne Jacobsen, hvor de 26 lande holdt til. He Yafei, som nogle dage tidligere havde haft en drabelig ordveksling med USAs chefforhandler Todd Stern, afviste alle forsøg på at skaffe et gennembrud. Premierminister Wen Jiabao ville ikke engagere sig i de komplicerede direkte forhandlinger.

I plenarsalen holdt stats- og regeringscheferne den ene tale efter den anden, men ingen - hverken Wen Jiabao eller Obama da det blev deres tur - kom med indrømmelser, der kunne få den anden til at flytte sig.

Præsident Obama blev mere og mere desperat, og sidst på eftermiddagen udbrød han ifølge en amerikansk embedsmand:

»Jeg vil ikke rode mere med dette. Jeg vil bare tale med premierminister Wen.«

Obamas folk enedes herefter med kineserne om et bilateralt møde. Altså et rent kinesisk-amerikansk møde. Men sådan blev det ikke.

Da Obama sammen med udenrigsminister Hillary Clinton ankom til mødet med Wen Jiabao, sad Zuma fra Sydafrika, Singh fra Indien og Lula fra Brasilien der allerede.

Obama og Hillary fandt stole ved siden af Lula, og i de følgende 75 minutter når man frem til den aftale, som Obama senere samme aften præsenterer europæerne for.

Slagsmål til det sidste

Europæerne er rystede. Aftalen er tyndere end tynd. Stats- og regeringscheferne flygter ud ad bagdørene uden at stille op til det traditionelle familiefoto. Aftalen er så ringe, at ingen har lyst til at stille sig op og fejre den.

I plenarsalen må Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, natten igennem og igen lørdag eftermiddag kæmpe med bl.a. den sudanesiske talsmand for G77-gruppen, Lumumba Stanislaus-Kaw Di-Aping.

Nu anklager Lumumba verdens rige lande for at have vedtaget en klimapagt, der vil gøre ved Afrika, hvad nazisterne gjorde ved Europas jøder.

Denne sammenligning fordømmes af en række lande, og optrinnet kommer i nogen grad til at skygge for den langt væsentligere politiske fadæse ved afslutningen på COP15:

At flere end 100 stats- og regeringschefer må rejse hjem igen fra København uden nogensinde at være blevet del af de forhandlinger i baglokalerne, som afgjorde den højest profilerede klimapolitiske begivenhed, verden endnu har set.

Denne fiasko burde EU, Danmark og FN-systemet ifølge Frankrigs tidligere premierminister Michel Rocard have set komme, eftersom man allerede i sommeren 2009 vidste, at det ville blive nærmest umuligt at få en ambitiøs aftale i København. Derfor burde man have udsat det stort anlagte globale klimatopmøde i to år.

»Det var det forberedende arbejde, der manglede,« siger Michel Rocard til Berlingske Tidende. »For at løse problemerne krævede det rigtignok, at magtfulde mænd stillede op som garanter og ordnede en eller to mindre uoverensstemmelser. Men magtfulde politikere kan ikke udføre deres forvaltningers tilbundsgående diplomatiske arbejde på 24 timer i stedet for to år.«

En kritik som afvises af lederen af WWFs globale klimainitiativ, Kim Carstensen: »Jeg tror ikke, vi ville have opnået andet ved at udsætte beslutningen, end at man havde taget al dampen af, taget hele presset af, og så i virkeligheden ville have siddet om et halvt eller trekvart år i samme situation endnu en gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.