20. december 2009, 10:35

Verdens statsledere lover langt mere, end de kan holde.

Det konstaterer to førende danske klimaforskere på baggrund af det sidste-øjebliks-resultat, der i går ved middagstid kom ud af næsten 14 dages maratonforhandlinger mellem 193 lande i Bella Center. Et resultat, der nævner en maksimal to graders stigning i klodens middeltemperatur i forhold til førindustriel tid som en målsætning, landene er enige om.

»Selv om verdens lande havde været i stand til at enes om de mest ambitiøse CO2-målsætninger, der har været nævnt op til konferencen, ville temperaturen alligevel risikere at stige med mere end to grader. Nu er det hævet over enhver tvivl, at stigningen bliver endnu større — med mindre man slår bremsen hårdt i om få år,« siger klimaforsker ved DMI Jens Hesselbjerg Christensen, der er en af hovedforfatterne til FN-klimapanelet IPCCs seneste klimarapport.

Professor og klimaforsker ved Københavns Universitet Eigil Kaas er fuldstændig enig og konstaterer:

»Med det her skuffende resultat vil vi opleve en kraftig stigning i udledningerne i de kommende år. Det vil forstærke drivhuseffekten, hvilket vil skubbe yderligere til temperaturstigningen.«

Kun indledende skridt

Ifølge aftalen anerkender landene det videnskabelige synspunkt, at stigningen i den globale temperatur bør holdes under to grader. Men målet er ifølge videnskaben umulig at nå, hvis viljen ikke følges op af tilsvarende handlinger.

Ifølge IPCC kræver det som mindstemål CO2-begrænsninger i ilandene i 2020 på mellem 25 og 40 pct. i forhold til 1990 og en halvering af hele det globale udslip i 2050 i forhold til 1990.

Men 2050-målet er slet ikke nævnt i den såkaldte Copenhagen Accord, og aftalens 2020-mål er milevidt fra IPCC-anbefalingen (se grafikken her på siden).

De to forskere hæfter sig dog ved, at der trods alt er taget et indledende skridt i den rigtige retning, og Hesselbjerg Christensen udtrykker håb om, at verdens lande inden for få år kan slå CO2-bremsen væsentlig hårdere i:

»Det vigtigste er at sikre, at de globale udledninger topper inden for ti år.«

Eigil Kaas mener på sin side, at den hule klimaaftale beviser, at man skal gå væsentligt mere radikalt til værks for at knække udledningskurverne. Han foreslår derfor, at man i verdenshandelsorganisationen WTOs regi introducerer en særlig »kulskat« på importerede varer.

»Det er en meget effektiv måde at sænke udledningerne på,« siger han.

Klimaprofessoren peger også på overbefolkning som en helt central del af problemet. Og han advarer om, at de stadigt mere knappe reserver af især olie om ret få år vil føre til så skyhøje energipriser, at lande, som ikke har omstillet deres energisystemer i tide, vil blive voldsom ramt økonomisk. Og som han tilføjer i den forbindelse:

»Folk er generelt slet ikke klar over hvor stort et problem, vi står over for om ganske få årtier.«