Milliardæren fra Brande

I forblæste Brande bor en af Danmarks skjulte milliardærer. Peter Stubkjær Sørensen har skabt sin formue gennem vindmøllefirmaet Bonus Energy, som han har drevet med noget så gammeldags som forsigtighed og solgt til tyske Siemens på det bedst tænkelige tidspunkt.

Historien om Peter Stubkjær Sørensen er bl.a. en udsædvanlig fortælling om, hvordan man skaber en international vindmølleforretning i milliardklassen på et fundament af små armbevægelser og vindblæst jysk sindighed.
Historien om Peter Stubkjær Sørensen er bl.a. en udsædvanlig fortælling om, hvordan man skaber en international vindmølleforretning i milliardklassen på et fundament af små armbevægelser og vindblæst jysk sindighed.

Han venter på stationen med vindblæst hår og en stak turistbrochurer i hånden, da toget kører ind på sporet. Det er ham selv, der over telefonen har insisteret på at køre distancen fra stationen til hans store landsted i udkanten af byen. En taxa kunne der ikke være tale om. For sådan gør man ikke her. Imens den kriseramte globale økonomi har fået dyder som fornuft og forstandighed til at vende tilbage, har Peter Stubkjær Sørensens univers altid været formet af sindighed. År efter år har den placeret ham på den øverste del af listen over Danmarks rigeste personer.

Historien om Peter Stubkjær Sørensen er en udsædvanlig fortælling om, hvordan man kan skabe en international vindmølleforretning baseret på stor forsigtighed og små armbevægelser og stadig ende med en milliardformue i hænderne. Vel at mærke uden at flytte sig en meter fra Brande. En by, som hans kone selvironisk beskriver som et sted, hvor »vi selv mener, at vi er verdens navle«. Peter Stubkjær Sørensen nærer til gengæld en stærk lokal stolthed over byen.

»Jeg har altid boet her, og jeg har set mange gode Brande-borgere. Der er en masse fighterånd her i det vestjyske. Der er et overlevelsesgen. Man sætter selv tingene i gang, for ellers sker der ikke noget. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men det ligger bare i ånden herude,« siger han.

I 2004 solgte han sin vindmøllevirksomhed Bonus Energy til tyske Siemens. Dengang fik han massiv opmærksomhed i medierne, fordi han valgte at udbetale bonus til alle medarbejderne.

Begge ben på jorden

Det udløste både meromsætning på mørbrad i den lokale Kvickly og et tilnavn som Peter Bonus. Siden har Peter Stubkjær Sørensen haft det fint med en ubemærket tilværelse som en af Danmarks ukendte milliardærer.

»Selvfølgelig betyder penge da noget for mig, men det er ikke det eneste her i livet. Jeg har prøvet at holde begge ben på jorden. Jeg har ikke nogen problemer med det, men jeg kender da mange, der har. Når man lige pludselig får den her formue, kan det være svært.«

Som 21-årig kom han ind i sin fars firma Danregn, der producerede markvandingsanlæg. Der arbejdede han som smed, montør og sælger. Sidst i 1970erne stod landbruget i en krise, og Danregns forretning gik pludselig nedad. Peter Stubkjær Sørensen og hans far satte sig ned og gennemgik forretningsmulighederne, og valget faldt på vindmøllerne. Projektet var ikke formet af idealisme eller miljøovervejelser. Det skulle bare skabe noget indtjening for familien Sørensen. Med en egenkapital på 300.000 kroner fra salget af en båd, navnet Danregn Vindkraft og smeden Egon som andenmand gik automekanikeren Peter Stubkjær Sørensen i gang med at skabe fundamentet for Bonus Energy.

»Vi sad bestemt ikke med en fornemmelse af, at det her kunne blive stort. Da vi gik ind i vindmølleindustrien, skreg folk af grin. Vores venner og bekendte havde svært ved at se fremtiden i det. Den normale reaktion på virksomheden var, at vi var skøre i hovedet,« siger han.

Undgik risici

I begyndelsen var den største udfordring at få møllerne til at holde. Men uden socialdemokraten Svend Auken og et velvilligt amerikansk marked havde hverken Bonus Energy eller den danske vindmølleindustri fået succes.

»USA var det første udenlandske marked. Alle andre lande var lukkede. Det amerikanske marked faldt jo til jorden igen. Industrien har kørt op og ned, og Bonus er den eneste vindmølleproducent, der ikke har været nede og vende på et tidspunkt. Vi overlevede på grund af forsigtighed. Vi vidste, at det hele kunne vende. Så man skulle være forsigtig med at være optimistisk. Virksomheden var bygget op omkring lønarbejde, og det gjorde den utrolig fleksibel.«

Bonus Energy gik aldrig ind på det indiske marked, og man sagde nej til projekter, der var for usikre. Virksomheden undgik store risici, og den blev aldrig børsnoteret. Peter Stubkjær Sørensen var bevidst om, at det politiske klima altid kunne vende til virksomhedens ulempe.

En dag i 2004 stod han så i fabrikkens produktionshal og fortalte sine ansatte, at Bonus Energy var blevet solgt til tyske Siemens.

»Det var hårdt, for der løb mange følelser gennem ens krop. Det var helt klart noget, jeg skulle mande mig op til. Jeg kunne ikke drive virksomheden videre. Jeg havde for mange år siden sagt til mig selv, at min egen person ikke måtte ødelægge virksomheden, hvis det gik rigtig godt. Omverdenen krævede, at der skulle ske noget, og mit eget kapitalgrundlag var ikke lige så stort som Siemens',« siger han.

Efter salget tog han hen til virksomheden tre gange. Første og anden gang gik rigtig godt; men tredje gang erkendte han, at det ikke længere er hans virksomhed.

»Jeg gik rundt sammen med min tidligere produktionschef, og jeg lagde mærke til, at de nye medarbejdere hilste på ham og ikke på mig. Det var en mærkelig følelse at gå rundt i sin 'egen' virksomhed og ikke kende folk. Dér besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tage derned længere. Jeg kom ikke engang igennem hele fabrikken. Jeg havde ikke regnet med, at det ville påvirke mig så meget.«

Køreturen gennem Brande er slut. Peter Stubkjær Sørensen har stoppet bilen foran en stor, sort blank sten ved indgangen ved den gamle Bonus-bygning, hvor Siemens ligger nu. Han peger ned på venstre hjørne, hvor hans navn står indgraveret med Bonus Energys logo.

»Det var mit eneste ønske, da jeg solgte virksomheden. At den sten skulle nå at blive indgraveret, så alle kan se, hvad virksomheden oprindelig kommer fra,« siger han med en stolthed i stemmen, som man kun hører hos en selvskabt milliardær fra Brande.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.