Det australske forsvar frygter, at den globale opvarmning kan føre til, at flere stater i Stillehavet bryder sammen. Den kan også føre til konflikt tæt på Danmark.
7. januar 2009, 10:10 – opdateret 7. januar 2009, 10:23
Global opvarmning, stigende vandstand og andre konsekvenser af global opvarmning forøger risikoen for militære konflikter.
Sådan lyder advarslen fra det australske forsvar, Australian Defence Force (ADF), der i en analyse ser nærmere på, hvad klimaforandringerne kommer til at byde på set med militære briller.
ADF vurderer, at den globale opvarmning og dermed vandstandsstigning kan føre til flere såkaldte failed states, altså stater, der ikke fungerer, i hele stillehavsområdet.
Det kan ifølge analysen betyde, at ADF vil blive nødt til at udstationer soldater til de ødelagte lande for at sikre ro og orden, nødhjælp og genopbygning, skriver avisen Sydney Morning Herald, der har fået adgang til et summary af den ellers hemmeligt stemplede analyse.
- Miljømæssigt stress udløst af bl.a. klimaforandringer…. vil forstærke trusselsbilledet i sårbare lande verden over og forøge risikoen for, at disse stater bryder sammen, hedder det bl.a. i analysen, der også advarer mod en fremtid med mange klimaflygtninge med kurs mod Australien.
ADF advarer også om, at klimaforandringer kan føre til en stor og alvorlig krise eller konflikt med mange lande involveret, og den vil givet fald finde sted i Arktis. Altså meget tæt på Grønland og dermed Danmark, og hvem ved, måske også med Danmark og EU som aktører.
- Klimaforandringer vil formentlig ikke føre til større konflikter, der er dog en undtagelse, som det hedder i analysen:
- Arktis smelter, hvilket kan gøre udnyttelsen af energiressourcer i undergrunden kommercielt rentabel. Konflikt er en fjern mulighed, hvis uenigheder ikke bliver løst på fredelig vis.
Analysen understreger, at det endnu for tidligt at sige, hvornår konsekvenserne af global opvarmning for alvor vil slå igennem.


































