5. juli 2008, 18:54 – opdateret 5. juli 2008, 19:06

Uindtagelig står den på toppen af kloden. Den har hele verden i sine hule labber. Skyder vi bjørnen, slipper den sit tag, og hvor er vi så henne. Uden klode, ingen isbjørn, uden isbjørn, hvilken klode.
Som et stolt symbol på det ukrænkelige i verden har isbjørnen på globen lagt pels til varemærket for Nordisk Film i over 100 år.
»Isbjørnen signalerer kraft og styrke, den fascinerer små og store med sit søde udseende og hvide, bløde pels. I Nordisk Film Shoppen kan du få et strejf af isbjørn – enten på tøj til børn og voksne eller på nogle af de mange spændende gaveartikler,« skriver Nordisk Film Shoppen på sin hjemmeside.
Isbjørnen er verdens største landlevende rovdyr. Med sine frygtind­gydende lapper flår den ringsælerne fra hinanden, æder spækket og efterlader resterne på isen.
Men isens konge er meget mere end et grådigt rovdyr i klodens iskolde, mørke og ugæstfri udkant. Den er sød, den er smuk, den er krammedyr og trods sin tilværelse i verdens mest afsides områder, er den tættere på mennesket, end de fleste andre kræ på kloden.
Så nærværende er den, at den har fået navne i Tyskland. Knut hed en af dem. Knut var nuttet, kendt og omklamret. Den fyldte spaltekilometer i aviserne og den bedste sendetid i fjernsynet. Et hint om Knuts betydning giver en søgning på Google. Søgningen »isbjørn Knut« giver 30.300 hits, det er 20 gange mere end søgningen »global opvarmning tørke Afrika.«

Hvor useriøs målingen end er, er den alligevel ganske betegnende for den vægt, isbjørnen har fået i diskussionen om konsekvenserne af den menneskeskabte globale opvarmning. Menneskets fascination af det hvide pelsdyr bliver kalkuleret udnyttet af miljøbevægelser i kampen for at skabe opmærksomhed om klimakampen. Billeder af fortabte og forpjuskede isbjørne på skrøbelige isflager skal minde verden om, at den globale opvarmning er ved at ned­smelte selve grundlaget for dyrets eksistens. Hvis beslutningstagerne ikke kan se, at det er synd for mennesker i Afrika, at opvarmningen skaber tørke, der underminerer muligheden for at indvinde vand og dyrke afgrøder, så kan de måske se, at det er synd for isbjørnen, at isen smelter i Arktis.
Ideen om at lade rovdyret blive trækdyr i klimakampen har endog fundet talrige udtryk uden for miljøbevægelserne. Bjørnen har lagt logo til debatspalten »Kaas om Klima« i magasinet Ingeniørens netudgave. Og den har fundet vej helt ind i det danske regeringsapparat, hvor den er blevet frontfigur i logoet for klima- og energiminister Connie Hedegaards (K) kampagne for at få danskerne til at bidrage personligt til klimakampen. Sælg en tørretumbler og red en isbjørn, lyder det usagte budskab fra ministeren.

Men selvom bjørnen foreløbig har fået 40.000 danskere til at forpligte sig til at spare i alt 50.000 tons CO2, er det et ret beskedent resultat i sammenligning med det, pelsdyret som symbol tilsyneladende har fået for USAs indstilling til den menneskeskabte globale opvarmning.
Landets præsident, George Bush har længe markeret sig som en klimakampens mest skeptiske aktører. Stik imod talrige rapporter fra sine faglige rådgivere har han gentagne gange offentligt stillet sig tvivlende over for, om mennesket virkelig bidrager til et varmere klima og deraf følgende skader på natur og miljø.
Men for nylig anerkendte han – angiveligt for første gang – at den globale opvarmning har miljøkonsekvenser. Han udnævnte isbjørnen som et muligt offer for klimaændringer ved at placere dyret på USAs liste over truede dyrearter. Mens digre rapporter om stærkere orkaner, hyppigere oversvømmelser, tørkekatastrofer, ødelagte stillehavsøer, klimaflygtninge og andre konsekvenser for menneskeheden i nogen grad har ladet præsidenten kold, har truslen fra smeltende havis mod isbjørnens livsgrundlag måske blødgjort knæene på den afgående præsident. Og selvom kritikere peger på, at USAs regering fik solgt en række olieindvindingsrettigheder i isbjørnens territorier, før den kom på listen, ser de det som et principielt vigtigt skridt, at sammenhængen mellem global opvarmning og truslen mod bjørnen nu er anerkendt af verdens største udleder af drivhusgas.

Som symbol på truslen fra den globale opvarmning har isbjørnen måske gjort mere for menneskeheden end 100 tykke rapporter. Spørgsmålet er nu, hvad menneskeheden kan gøre for isbjørnen og den trussel mod rovdyret, der netop har givet den sin status som klimaikon.
Buddene er mange. Bush har udpeget den som truet. Den danske forfatter og klimadebattør Bjørn Lomborg foreslår man indstiller skydningen af bjørnene. I sin bog »Køl Af« skriver han, at man nemt og billigt kan redde 49 isbjørne om året i Hudsonbugten ved ikke at skyde bjørnene, mens verdenssamfundets klimaaftale, Kyotoprotokolen kun kan redde 0,06 bjørn om året. Og WWF (Verdensnaturfonden, red.) er på vej med en omfattende plan for beskyttelse og forvaltning af isbjørnene.
Udgangspunktet for alle forslag er antagelsen om, at isbjørnen er truet af den globale opvarmning. Bjørnen lever på isen, hvor den finder sin føde, ringsælen, i isens randområder. Når det bliver varmere, smelter isen og dermed bjørnens jagtmarker. Det bliver sværere at finde føde nok til at klare den lange periode i hi. Hunnerne bliver slankere og får sværere ved at føde unger. Kuldene bliver mindre, ungerne svagere. Færre overlever, flere efterlades på land eller drukner, fordi de ikke kan svømme ud til hav­isen. I jagten på føde er der beretninger om kannibalisme. Opvarmningen slår også bjørnene ihjel på en mere direkte måde. Hyppigere og kraftigere regnbyger får huler til at brase sammen og dræbe hunner og unger. Sådan lyder katastrofekursen udmålt i en forenklet fremstilling.

Men lige så indlysende det lyder, at isbjørnen ikke kan være rigtig isbjørn uden is, ligeså kompliceret er det at tilvejebringe den videnskabelige dokumentaton for, at dyrets eksistensgrundlag rent faktisk er under nedsmeltning. Forskerne har identificeret 19 underbestande af isbjørnen, der befinder sig i et kolossalt område fordelt på Rusland, Alaska, Canada og Norge (Svalbard). Overflyvninger og satellitregistreringer af mærkede dyr har den seneste snes år givet et fingerpeg af den samlede isbjørnebestand, der anslås til at være på mellem 20.000 og 25.000.
Men forskerne ved næsten intet om, hvordan det er gået med bestanden over længere tid. Ældre data er simpelthen for ringe til, at de kan sammenlignes med de nyere. Særligt intensive undersøgelser af en bestand isbjørne i den vestlige del af Hudson Bugten i Canada, taler dog et tydeligt sprog om, at varmere vejr ikke er ønsketænkning for dyr, der lever bedst i kulden. Fra 1987 til 2004 faldt bestanden af isbjørne i området fra 1.200 til 935, Samtidig vejede bjørnene mindre og der var færre og svagere unger i kuldene. Udviklingen faldt sammen med et varmere klima og en kortere sæson med havis.
Og mens undersøgelsen understregede isbjørnenes afhængighed af havis, tyder en anden opsigtsvækkende undersøgelse på, at netop den arktiske havis smelter langt hurtigere, end FNs klimaeksperter har forudsagt. Forskere fra det Nationale Sne og Is Data Center i USA, har publiceret data om en afsmeltning, der er mere omfattende end selv de mest pessimistiske modelberegninger har peget på,
Spørgsmålet om, hvor hurtigt isen smelter og vil smelte i fremtiden står dog fortsat åbent. Nogle forskere peger desuden på muligheden for at den særligt kraftige opvarmning af Arktis er helt eller delvist naturskabt og derfor ikke kan imødegås ved at begrænse drivhuseffekten.

Uanset at en global aftale om at begrænse udslippet af drivhusgasser på langt sigt vil kunne afværge de værste konsekvenser af den menneskeskabte drivhuseffekt, vil den ikke hjælpe isbjørnene ret meget isoleret set og på kort sigt. Her kan det vise sig, at en ornitolog og nogle tykke kosteskafter kan udrette mere for bjørnene end Kyoto-protokollen og en eventuel opfølgende global aftale næste år i København.
Som led i en omfattende redningsindsats for isbjørnen har WWF Verdensnaturfonden sat sig for at anvende tommetykke kæppe som våben på det korte sigt.
Ideen er at få befolkninger til at leve med isbjørnene i stedet for at skyde dem, hvis de trænger ind i beboede områder. Og her har igangværende forsøg i Sibirien vist, at det ellers så frygtindgydende rovdyr trækker sig tilbage, hvis mennesket gør sig større ved at fægte med lange tykke stokke. Ideen kommer fra en ornitolog, der var kommet på fuglekig uden konventionelle våben, da han blev overrasket af en isbjørn. Til alt held var han til gengæld bevæbnet med en paraply, som han med held benyttede i forsøget på at gøre sig selv mere skræmmende for en isbjørn at se på.

Eksperterne er ikke enige om, i hvor høj grad isbjørnen er truet, og om den helt vil uddø i løbet af de næste 100 år. Nogle peger på, at løbet nok allerede er kørt, andre, herunder FN og Verdensnaturfonden, holder sig til, at der også på langt sigt vil være havis nok til isbjørnen i det højarktiske område nord for Canada og i havet ud for Nord- og Nordøstgrønland.
Under alle omstændigheder vil den i mange år endnu kunne bevare sin status som tilstrækkeligt truet til, at den stadig kan bruges som et gangbart symbol i kampen mod menneskeskabte klimaændringer.

Kilder: FNs klimapanel IPCC, Arctic Climate Impact Assessment, IUCNs Polar Bear Specialist Group (PBSG), »Køl Af« af Bjørn Lomborg, »Vejrmagerne« af Tim Flannery, programleder Anne Marie Bjerg, WWF Danmark, seniorforsker Erik Born, BBSG.