Hvad skriver de kinesiske medier om klimaaftalen? Det korte svar er ikke meget.
19. december 2009, 07:38 – opdateret 19. december 2009, 07:54
BEIJING: Det skyldes måske først og fremmest tidsforskellen. Men langt op ad eftermiddagen lokal tid var der ikke mange artikler om Cop15 på det kinesiske hjørne af internettet.
Den foreløbige aftale blev nået, mens det stadig var nat i Kina, så de færreste aviser har fået den med i lørdagens udgave.
Det er selvfølgelig umuligt at give et præcist og dækkende billede af, hvordan de tusinder af kinesiske aviser, magasiner, tv-stationer og onlinemedier har dækket forhandlingerne i København.
De kinesiske medier er generelt heller ikke kendte for, at være hurtige og gode til »breaking news.«
Relativ tavshed
Sammenlignet med Europa og Danmark, så har der dog ikke været meget i de kinesiske medier om klimaforhandlingerne i de seneste par uger. Det kom først for alvor, da premierministeren for de 1,3 milliarder kinesere, Wen Jiabao, tidligere på ugen ankom til København.
På det officielle nyhedsbureau Xinhuas kinesiske hjemmeside var topnyheden lørdag eftermiddag i Beijing, at præsident Hu Jintao nu var ankommet på officielt besøg til den tidligere portugisiske koloni, Macau, der ligger ved Hong Kong.
Nyhedsbureauet har dog flere artikler om København. Både på bureauets kinesiske og engelske hjemmeside.
Xinhua skriver blandt andet, at »repræsentanterne for udviklingslandene understregede, at Kinas forpligtelser i kampen mod klimaændringer var solide, og de kaldte Kinas standpunkter for reelle og retfærdige.«
Xinhua citerer Brasiliens klimaambassadør, Sergio Barbosa Serra, for at kalde Wen Jiabaos tale under mødet for »meget imponerende.« Ambassadøren kaldte også Kinas nuværende mål og politikker for »imponerende«.
Hvorefter Xinhua citerer en repræsentant for Nigerias miljøminister, Roni Ajao, der siger: »Det er en fair bedømmelse.«
Hun siger også, at både Kina og Nigeria er udviklingslande, der har sociale problemer som fattigdom og en stor befolkning. Og at industrilandene har brugt århundreder på at komme til det punkt, hvor de er i dag. Mens udviklingslandene forsøger at gøre det samme på kort tid.
»Industrilandene kan ikke pålægge udviklingslandene de samme krav, det ville være unfair,« siger Roni Ajao til Xinhua.
På nyhedskanalen CCTV 1 var det København, som var topnyheden. CCTV er kinesernes svar på Danmarks Radio, og kanal et er stationens nyhedskanal.
I udsendelsen klokken 13 blev aftalen fra København nærmest udlagt som en fiasko. CCTV citerede kun udenlandske medier og aviser. Blandt andet den amerikanske avis Washington Post, der ifølge CCTV kaldte det for et stort møde med små resultater.
Stationen citerede også en indisk avis for at sige, at de danske værter havde forpurret forhandlingerne ved at satse på et lukket møde med en lille gruppe lande.
I en artikel på Zhongguo Xinwenwang - Chinanews.com står der, at man kun nåede til en kort og mindre aftale i København. De citerer den amerikanske præsident Barack Obama for at sige, at det er en fornuftig aftale. Men at den ikke er tilstrækkelig på lang sigt.

































