19. september 2009, 16:58 – opdateret 19. september 2009, 20:23

»1+0« er diplomatiets fagudtryk for et møde, hvor politikeren er helt alene.

Hvor han eller hun må klare sig uden opbakning fra embedsmænd. Hvor den politiske aktør er »nøgen« med alt, hvad det indebærer af muligheder for banebrydende fortrolighed, men også risici for fejltrin.

Diplomater frygter »1+0«, fordi uforudsigelighed og improvisation i deres øjne er en uskik.

Tirsdag aften er Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen inviteret til en »1+0« hos FNs generalsekretær Ban Ki-moon i privaten i New York.

Her kommer Lille Lars fra Græsted til at sidde til bords med USAs præsident Barack Obama og Frankrigs Nicolas Sarkozy.

Det ventes, at i alt 20 stats- og regeringschefer fra verdens vigtigste lande deltager i middagen hos den sydkoreanske FN-chef, der kun synes at have en eneste passion i jobbet som leder af de Forenede Nationer: Kampen mod de menneskeskabte klima­forandringer.

Danmarks statsminister sidder med ved bordet, fordi han er vært for FNs klimakonference, COP15, i København til december. I New York forventes den danske statsminister at udnytte den unikke situation til at knytte relationer og gøre sig iagttagelser, der alt sammen senere i år vil kunne vise sig af afgørende betydning i kampen mod den globale opvarmning, som truer millioner af mennesker verden over.

Lars Løkke Rasmussen skal nemlig i løbet af de kommende måneder fuldende den danske regerings ihærdige klimapolitiske indsats gennem næsten fire år med underskrivelsen af en global klima­aftale i Bella Center i København fredag 18. december. Løkke Rasmussen skal gøre det arbejde færdigt, som hans rutinerede forgænger, Anders Fogh Rasmussen, indledte i foråret 2006. Fogh involverede Danmark i klimaarbejdet, fordi han mente, at det ville kunne styrke Danmarks anseelse og tjene danske erhvervsinteresser. Og han gjorde det ud fra en tillid til, at hans betydelige personlige netværk blandt verdens topledere som Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, Tysklands kansler Angela Merkel og EU-Kommissionens José Manuel Barroso ville kunne hjælpe ham igennem.

Fogh skabte sit netværk i perioden 2001 til 2009. Lars Løkke Rasmussen har skullet skabe sit netværk og sin diplomatiske fingerspidsfornemmelse fra 5. april 2009 og frem til i dag. Og dét samtidig med at han har skullet tilegne sig de store mængder teknisk og videnskabeligt stof, som klima­politikken bygger på. Et stof som selv Fogh Rasmussen har kaldt overvældende.

FN-chefen Ban Ki-moon har gjort den kommende tirsdag – dagen før åbningen af FNs generalforsamling – til et ekstraordinært globalt topmøde om klima for at tvinge verdens stats- og regeringschefer til at vise lederskab i klimapolitikken.

»Det er vigtigt, at alle forstår, at det er nu, der skal vises handlekraft. Dette handler ikke ’kun’ om vandstanden i søen og smeltevandet i floden. Dette handler om fremtidens vækst, om arbejdsplader og om fattigdom,« siger Lars Løkke Rasmussen i et intrview med Berlingske Søndag.

Han understreger, at 2009 er året, hvor man skal tage det helt store skridt i retning af en klimamæssigt bæredygtig fremtid. At det er i 2009, den omstridte Kyoto-protokol skal have sin afløser i en aftale, der også omfatter USA, Kina og Indien.

For Lars Løkke Rasmussen er tirsdag 22. september 2009 dagen, hvor han skal vise, at han er i stand til at løfte sine evner som en durkdreven politisk forhandler i amtsrådet i Frederiksborg Amt og fra Indenrigs-, Sundheds- og Finansministeriet i det centrale København til det absolutte topniveau på den internationale scene.

Vil han lykkes? Berlingske har været med ved en række af de »klimapolitiske køretimer«, som statsministeren har taget i de seneste måneder, og ser tilbage på præstationerne:

BELLA CENTER, København, 26. maj 2009:

Lars Løkke Rasmussen er tydeligt forvirret. Den amerikanske studievært gentager sit spørgsmål, og alligevel fanger Løkke Rasmussen ikke lige pointen. Scenen udspiller sig i slutningen af maj måned ved den storstilede erhvervs-klimakonference, som regeringen har bedt tænketanken Mandag Morgen om at arrangere forud for det københavnske klimatopmøde, COP15. Konferencen, der finder sted i Bella Center, har fået den pompøse titel World Business Summit on Climate Change, og det er hér Lars Løkke Rasmussen træder sine første skridt ud i den internationale klimapolitik. De første svære skridt. Det spørgsmål, der forvirrer, handler om, hvorvidt den danske statsminister er kalr over, at amerikanske bilejere ikke vil være glade for at miste de subsidier, de får til benzin. »Tilskud til benzin,« lyder det undrende fra statsministeren. Efter få sekunder tilføjer han hurtigt: »Den slags har vi ikke haft i Danmark i mange år.«

Mens Anders Fogh Rasmussen forekom at brænde for klimapolitikken, da først han havde lagt skepsissen fra sig, virker Lars Løkke Rasmussen mere forbeholden i sit forhold til emnet.

Fogh talte engageret om de sikkerhedspolitiske fordele ved gennem energibesparelser og satsning på vedvarende energi at ’gøre os fri af udemokratiske regimer, som vi ikke bryder os om’. Og ikke mindst talte han begejstret om de forretningsmæssige muligheder, Danmark efter hans opfattelse kan få, hvis hele verden slår ind på en ambitiøs politik til bekæmpelse af de menneskeskabte klimaforandringer.

Lars Løkke Rasmussen, derimod, synes helt frem til de sidste måneder af sin tid som finansminister at være præget af – om ikke klimaskepsis – så et meget distanceret forhold til sagen.

»Dette er en opgave, jeg har overtaget. Men det er klart, at efterhånden som jeg kommer dybere ned i det, får jeg stadigt mere i min eksempelsamling. Og dette er et område, der bærer mange muligheder for et land som Danmark,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Han vil ikke høre tale om, at regeringens skatteaftale fra foråret eller senere vækstpakken til fordel for byggeriet, ikke skulle være grønne.

Hos både klima- og energiminister Connie Hedegaard og i klima-orienterede dele af dansk erhvervsliv har man ellers været bekymrede for, om Lars Løkke Rasmussen ville være i stand til at løfte klimaarven efter Fogh.

Da EU-landenes stats- og regeringschefer mødes til sommertopmøde i Bruxelles i sidste halvdel af juni, står det før mødet klart, at de 27 EU-lande ikke vil løfte sløret for, hvor mange milliarder de vil investere i en global klimaaftale.

»En stor taktisk fejl,« lyder det senere om den beslutning fra en centralt placeret embedsmand.

BRUXELLES, Belgien, 18. juni 2009:

Lars Løkke Rasmussen lader sig imidlertid ikke slå ud. Efter at have røget et par cigaretter uden for Hotel Renaissance bag Place Luxembourg i den belgiske hovedstad, går han på talerstolen ved et arrangement i tænketanken European Policy Center.

Løkke taler om vejen til København på baggrund af den videnskabelige klimakongres, som Københavns Universitet var vært for i København i marts tidligere på året. Universitetets prorektor, Lykke Friis, er ordstyrer for en række klimaforskeres komplicerede opdateringer af den videnskabelige status. Selvom Lykke Friis holder forskerne i kort snor og introducerer statsministeren med stor entusiasme, brænder han langtfra igennem. Tværtimod snubler han flere gange over ordene i sin tekst, som han ikke synes at have set før. Selv ikke talens konklusion formår Løkke at aflevere med overbevisning, selvom ordene er store:

»COP15 i København kan være et af de vigtigste møder i dette nye årtusinde – et møde, hvor vi ikke har råd til at fejle,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Efter en lang sommerferie har statsministeren genoptaget klima­diplomatiet, hvor indeværende måneds hidtil vigtigste programpunkt var rejsen til Indien for to uger siden.

Lars Løkke Rasmussen havde to en halv times møde med premierminister Manmohan Singh, og det gik ifølge de diplomatiske formuleringer godt. Den danske statsminister kom til en forståelse med de 1,2 mia. inderes politiske leder. Og det selvom han ikke optræder med den samme systematik som forgængeren Fogh i den slags situationer.

Anders Fogh Rasmussen havde en politisk metode, der groft sagt bestod i, at han afleverede sit synspunkt i en sag i en knivskarp og offensiv formulering, som han begrundede med tre lige så skarpt formulerede argumenter. Det efterlod ingen tvivl hos samtalepartneren om pointen.

Lars Løkke Rasmussen er også kendt for at være en dygtig og dreven forhandler. Men han er samtidig kendt for at tackle forhandlinger på en langt mindre stringent og systematisk facon. Han siges som menneske at være mere interesseret i og åben over for samtalepartneren, og han er kendt for ofte at spørge: »Hvad synes du?«.

L’AQUILA, Italien, 10. juli 2009:

De gule post-it-sedler stritter ud alle vegne fra de papirer, Lars Løkke Rasmussen har med sig ind i det beskedne auditorium, hvor han møder de danske journalister. G8-møder dækkes sjældent af særligt mange danske journalister. Men i år er Danmark inviteret med på grund af værtskabet for FNs klimakonference. Derfor overværer hele det udsendte danske pressekorps briefingen, hvor statsministeren udstråler en sjælden nervøsitet. Løkke hakker sig igennem omstændelige forklaringer om, hvorfor det er så vigtigt, at USA, Kina og Indien har tilsluttet sig en målsætning om, at temperaturen i verden ikke må stige med mere end to grader celsius. Men da han nogle timer senere for første gang har mødt USAs præsident Barack Obama, og mødet er vel overstået, har Løkke pludselig meget lettere ved at få mundtøjet på gled.

»Det er super-vigtigt, at alle disse lande nu tilslutter sig denne målsætning. For når man først har sagt det, så betyder, at man må tage de nødvendige reduktionsforpligtelser på sig. Når man har sagt A må man også sige B,« siger en afslappet Løkke Rasmussen.

Når Lars Løkke Rasmussen på tirsdag sidst på eftermiddagen skal tale til stats- og regeringscheferne i New York, vil tonen være alvorlig, men samtidig optimistisk.

»Vi har set i de seneste måneder, at den politiske vilje til at gennemføre den grønne transformation er meget stærk. Nu gælder det om at oversætte den nationale handlekraft til det internationale spor,« siger Lars Løkke Rasmussen, der mener, at man ikke skal fokusere for meget på den amerikanske præsident Barack Obamas problemer med at få landets nye klima- og energilovgivning igennem Senatet.

»Jeg mener, at vi kan nå et kompromis,« siger statsministeren.

Han understreger, at man i internationale forhandlinger får meget foræret i kraft af embedet.

»Som i Bruxelles i torsdag. Der sidder jeg jo til bords med de andre, fordi jeg er Danmarks statsminister. De respekterer mig i kraft af det, Danmark står for. Og ud over at de synes, at det er praktisk, at jeg hedder Rasmussen, så fornemmer jeg også, at jeg bliver lukket ind i kredsen,« siger Løkke.

Han erkender, at han ikke kan matche sin forgængers netværk, og vedgår, at det ikke er embedet alene, der spiller en rolle, når stats- og regeringschefer sidder omkring et forhandlingsbord.

Lars Løkke Rasmussens embedsmænd ved, at de i Connie Hedegaard har »en glimrende sælger af sagen«. Og de krydser fingre for, at Lars Løkke Rasmussen på tirsdag viser, at han nu for alvor har rystet de sidste nerver af sig, når det gælder internationalt diplomati. Og at han viser, at han har så meget styr på materien, at han præcis kender den røde linje, som stormagterne af ikke kan overskride i klimapolitikken.

Det er nemlig præcis, hvad det store hold bag det danske klimadiplomati skal bruge statsminister Lars Løkke Rasmussen til. At han i de allersidste dage inden klimatopmødet til december – og sågar i de allersidste timer af fredag 18. december – har tilgang til og fortrolighed med verdens ledende stats- og regeringschefer. Derfor er det så vigtigt, hvordan Lille Lars fra Græsted på tirsdag klarer sin »1+0«.