Danmark stiller nu et kontroversielt krav før de afsluttende klimaforhandlinger i København. Kontrol med befolkningstilvækst skal ind i aftalen.
19. november 2009, 23:19
Danmark trækker nu et opsigtsvækkende krav frem i de afgørende forhandlinger forud for FNs klimatopmøde i København i december. Den danske regering vil bremse befolkningseksplosionen i de fattige og underudviklede lande, fordi det spiller en afgørende rolle i at tackle klimaproblemerne. Derfor skal den endelige klimaaftale i København slå fast, at verdens borgere har ret til at bruge prævention og til at få familieplanlængning.
Det fastslår udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der erkender, at kravet er kontroversielt.
»Det her er et stort tabu i flere lande. Men Danmark er forpligtet til at sætte det på dagsordenen og få det med i klimaaftalen. Dels fordi det er en dansk mærkesag, at vi støtter kvindernes ret til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have. Dels fordi der er en sammenhæng mellem befolkningstilvæksten og klimaforandringerne,« siger Ulla Tørnæs, der understreger, at hun har fuld opbakning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Ulla Tørnæs lægger ikke skjul på, at der indtil videre ikke er EU-enighed om sagen.
»Det håber jeg meget, at vi kan opnå i ugerne op til mødet i København,« siger Ulla Tørnæs, der henviser til, at det danske krav bakkes op af en helt ny rapport fra FNs Befolkningsfond, UNFPA.
Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik ved Københavns Universitet, tvivler dog stærkt på, at der kan opnås fælles fodslag i EU.
»Det er af flere grunde, herunder klimaforandringerne, nødvendigt at begrænse befolkningstilvæksten. Men jeg tror ikke, at det kan blive fælles EU-politik under klimaforhandlingerne i København. De er svære nok i forvejen,« siger Peter Viggo Jakobsen.

































