København er blevet et fyord

Klimaforhandlere fra 185 lande er blevet enige om at fjerne adskillige referencer til København i den tekst, der skal danne grundlaget for en global klimaaftale.

København er blevet et fyord, som alverdens klimaforhandlere ikke længere ønsker at tage i deres mund.

Det står klart, efter at klimaforhandlere fra 185 lande i går afsluttede to ugers forhandlinger i Bonn i Tyskland.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters måtte man fjerne ordet »Copenhagen« mere end et dusin steder i den 22 sider lange sluttekst fra mødet, før der kunne opnås enighed om den.

»Teksten fjernede alle tidligere referencer til København, som i december var værtsby for et FN-topmøde, der måtte opgive at nå frem til en bindende aftale om at sænke stigningen i temperaturerne,« skriver Reuters.

»Klimaforhandlerne mener ganske enkelt ikke, at København fortjener den ære, det er at blive nævnt i teksterne. Det er en straf for den måde, som Danmark som formandsland håndterede COP15 på. I dag taler alle om »fiaskoen i København«,« siger John Nordbo, leder af klimaprogrammet hos verdensnaturfonden WWF.

Troels Dam Kristensen, der er leder af den danske miljø- og udviklingsorganisation 92-gruppen, mener, at København som brand har taget skade af det tynde resultat af klimatopmødet.

»Regeringen havde nok håbet, at København vil blive brandet positivt af en succes. Men nu betaler man prisen for, at Copenhagen Accord ikke formelt blev vedtaget under COP15,« siger han.

Dyr reklameværdi

Danmarks regering brugte mere end en milliard kroner på værtskabet for COP15 — ikke mindst i håbet om, at indgåelsen af en global klimaaftale i København ville styrke Danmarks brand som en grøn vindernation.

Under klimatopmødet udtalte Klavs A. Holm, der er Udenrigsministeriets ambassadør for public diplomacy og dermed for Danmarks omdømme i udlandet, bl.a., at »den her reklameværdi kan ikke købes«, og vil få en værdi for Danmark på »flere milliarder kroner.«

Mener du stadig det?

»Det mener jeg helt klart, ja. COP15 genererede over 150.000 avisartikler på nettet. Den gav København og Danmark en fuldstændig uhørt eksponering, som nærmest svarer til den, der bliver værtslandet for et OL til del. På et tidspunkt var »København« det mest googlede ord overhovedet. Hvis du kigger al på det, har det ingen betydning, hvor ofte der henvises til København i en diplomatisk tekst,« siger Klavs A. Holm.

Huskes som foregangsland

Så du mener ikke, at Danmarks image har taget skade af det tynde resultat af COP15?

»Jeg har forhørt mig mange steder i verden, om det samlet set har skadet Danmarks omdømme, når man havde højere forventninger til resultatet, end man kunne indfrie. Og det, som jeg samstemmende har hørt, er, at Danmark stadig står som et land, der har gjort en kæmpe indsats for klimaet — som et grønt foregangsland. Vi står altså ikke for en eller anden fiasko.«

Men det er jo ikke sådan, at Danmark ligefrem vælter sig i turister og store udenlandske investeringer for tiden...

»Nej, men nu er den slags meget vanskeligt at måle på bagtæppet af en økonomisk krise. Spørgsmålet er jo, hvor slemt det ville have set ud uden en COP15 i Danmark.«

Ifølge Reuters lever flere af de politiske resultater fra COP15 videre i den nye FN-tekst, som skal forhandles videre i Cancun i Mexico til december.