9. juni 2009, 23:00

BONN: Som så meget andet i livet lader det til, at forhandlingerne om klimaforandringerne kan gøres op i én ting – penge. For på trods af de mange store ord fra politikere, virksomheder og organisationer om en ny grøn revolution og et fælles ansvar for den klode, som vore børnebørn skal overtage, så handler klimaforhandlingerne fra nu af og frem til, at verdens topledere mødes i København til december, primært om én ting. Nemlig penge. For hvem skal betale den kæmpe regning – på måske op mod 250 mia. dollar om året i 2020 – som hænger over hovedet på verdens befolkning, hvis vi skal løse klimaproblemerne?

Skal klimaregningen betales ved en international skat på blandt andet fly- og skibsbrændstof? Skal den betales ved handel med kvoter, hvor rige lande kan købe CO2-kvoter af ulande, der ikke bruger deres egne kvoter? Skal det være en kombination af begge dele og bidrag fra de enkelte stater eller skal der noget helt andet til?

Kolossal uenighed
Uenigheden blandt verdens klimaforhandlere er så stor, at frygten nu er, at manglen på en global finansieringsmodel, som alle kan leve med, vil forhindre en global forpligtende aftale i København:

»Jeg tror ikke, at vi når en fuld og hel aftale i København, for uenigheden om finansieringen er kolossal. Kina, USA og Europa står meget langt fra hinanden, og ingen ser ud til at være villige til at tage det første skridt og afsætte de nødvendige midler. Derfor tror jeg, at det, vi vil se komme ud af København, er en ikke-forpligtende aftale, der vil sætte en ramme for den videre klimaindsats i tiden frem til 2020. Men en decideret forpligtende aftale tvivler jeg på, at man når,« siger Elliot Diringer, chef for internationale strategier i den amerikanske uafhængige klimatænketank The Pew Center.

Bekymring hos OECD
Også hos OECD er man stærkt bekymret over den manglende villighed til at forpligte sig til en finansieringsmodel på klimaområdet.

»Vi har brug for, at alle industrialiserede lande deltager i en global CO2-kvotehandel, hvis vi skal nå selv de mindst ambitiøse klimamål. Men også Kina og Indien skal være med i 2050, for uden dem bliver indsatsen ikke effektiv nok – selv ikke i en situation, hvor de industrialiserede lande ingen drivhusgasser udleder. Det kan ikke understreges nok, at der er brug for enighed om en finansieringsmodel,« siger Helen Mountford, leder af OECDs afdeling for klimaforandringer.

Flere lande, lavere pris
Hun understreger, at nye beregninger fra OECD viser, at en indsats på klimaområdet vil blive mere økonomisk overkommelig, jo flere lande der forpligter sig på en finansieringsmodel:

»En international pris på CO2 vil være meget forskellige fra land til land, og vil afspejle hvor omfattende en indsats, der er brug for i de enkelte lande for at reducere deres udledning af drivhusgasser. Det er dog helt tydeligt, at prisen vil falde for alle, jo flere lande der deltager i en handel med CO2. Samtidig mener vi også, at man vil opnå det mest effektive resultat, hvis man udfærdiger CO2-priser som en kombination af blandt andet kvoter og skatter.«

Elliot Diringer fra tænketanken The Pew Center tror dog ikke på, at USA, der ellers så småt er på vej med en nationale kvotehandel med CO2, vil forpligte sig på globale afgifter:

»Min fornemmelse er, at der i USA er en general aversion mod internationale mekanismer, der skal sikre finansiering af klimaindsatsen. Jeg fornemmer mere, at der i USA er interesse for at skabe en form for proportionalt system, hvor de enkelte nationer bidrager til klimaindsatsen efter en fordelingsnøgle, afhængig af deres belastning af klimaet.«