Klimaopgør brudt ud i Venstre

Mens statsministeren kæmper for en global klimaaftale, er der højst ubelejligt et opgør om partiets klimakurs.

Kun tre dage før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal stå i spidsen for hele verdens bestræbelser på at lande en global klimaaftale, er et klimaopgør brudt ud i hans eget parti.

På torsdagens gruppemøde i partiet udtrykte flere medlemmer skepsis over, at klima- og energidebatten er gået for vidt. De mener, at den personlige handlefrihed bliver indskrænket urimeligt meget af klimatiltag. Gruppeformand Hans Christian Schmidt blev derfor på mødet nødt til at udsætte godkendelsen af et af regeringens egne lovforslag, der skal fremme energibesparelser i boliger.

Det skete, efter at flere gruppemedlemmer med folketingsformand Thor Pedersen (V) i spidsen havde udtrykt skepsis over for forslaget, som vil forpligte hussælgere til at energimærke deres bolig på en skala fra A til G.

Thor Pedersen advarede ifølge Berlingske Tidendes oplysninger imod, at den personlige frihed bliver trådt under fode. Han meddelte blandt andet, at han holdt af at komme hjem om aftenen og se lyset skinne fra alle vinduer i sit store hus. Det ville han blive ved med, lød budskabet.

Han blev bl.a. bakket op af Britta Schall Holberg og udenrigsordfører Søren Pind.

Ifølge flere gruppemedlemmer, som Berlingske Tidende har talt med efter gruppemødet, udtrykker debatten en indgroet skepsis over for regeringens klimakurs i dele af Venstres folketingsgruppe. Forsvarsminister Søren Gade (V) erklærer sig glad for, at flere forskere på den klimaskeptiske fløj nu i stigende grad kommer til orde.

»Det er fint, at nogle ting bliver nuanceret. Hvis der er uenighed mellem kloge mennesker, skal man ikke fortrænge den uenighed.«

Politisk ordfører Peter Christensen (V) understreger, at Venstres gruppe står helt bag regeringens ambitiøse målsætninger. Men han ser ingen problemer i Thor Pedersens ønske om at holde lyset tændt i alle rum, da el er kvotebelagt.

»Folk kan da bruge det lys, de vil betale for,« siger han.

Forslagets godkendelse er nu udskudt, men Lars Christian Lilleholt er overbevist om, at Venstre ender med at godkende forslaget.

»Vi bakker helt op om statsministerens ønske om, at Danmark skal være blandt de tre mest energieffektive lande i verden. Skal de mål nås, er dette lovforslag bare en begyndelse.«