Klimamål skaber splid i V og K

Venstre advarer kraftigt imod at lade EU skrue op for klimaambitionerne på CO2-området. Konservative er uenige.

Blot en måned efter klimatopmødet er regeringspartierne kommet på kollisionskurs i klimapolitikken. Venstre og de Konservative ser nu vidt forskelligt på, hvor ambitiøst Danmark skal føre sig frem på klimafronten i EU.

Venstre siger lodret nej til at skærpe EUs mål for, hvor meget CO2 medlemslandene og dermed Danmark må udlede i 2020 fra 20 til 30 pct. Den ambitiøse målsætning var ellers højt på dagsordnen op til og efter klimatopmødet i København.

»I Venstre vil vi advare kraftigt imod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procents reduktion i CO2-udledningen. Det vil få ganske alvorlige konsekvenser for europæiske arbejdspladser og erhvervsliv,« siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V).

Han har i de seneste uger fulgt opbakningen til den erklæring, som blev resultatet af klimatopmødet i København. Lilleholt mener, at det, verden hidtil har set fra bl.a. Kina, er så beskedent, at forudsætningerne ikke er til stede for at lade EU hæve ambitionsniveauet.

Klima- og energiordfører Per Ørum Jørgensen (K) ser imidlertid anderledes på det. Han understreger, at sagen endnu ikke har været drøftet i den konservative folketingsgruppe, men han vil selv tale for, at EU og Danmark skal have mere ambitiøse klimamål.

»Hvis du spørger mig, skal EU gå op til 30 pct. Jeg er ikke enig i præmissen om, at det koster arbejdspladser. Faktisk tror jeg, at det kan skabe en proces, der skaber flere arbejdspladser og nye grønne job,« siger Per Ørum Jørgensen.

Berlingske Tidende har forgæves forsøgt at få en kommentar til Venstres melding fra EUs klimakommissær, tidligere klimaminister Connie Hedegaard (K).

SFs klimaordfører, Anne Grete Holmsgaard, ser Lilleholts melding som udtryk for, at Venstre ikke mere vil noget på klimafronten.

»De har, så vidt jeg kan se, tabt interessen for klimaspørgsmålet«.

Klimaminister Lykke Friis (V) erklærer sig dog enig i meldingen fra Lille-holt.

»Man har nu i EU-regi besluttet sig for, at EU bliver på de 20,« siger Lykke Friis.