Politiet rykkede tidligt i morges ud til en lagerbygning på Teglholm og tilbageholdt en gruppe klimaaktivister. Misforståelse eller ren chikane, mener aktivisterne.
4. december 2009, 13:15
Klimaaktivister og politi kommer de næste uger til at se rigeligt til hinanden ved de talrige planlagte demonstrationer. Men en hændelse tidligt i morges har slået skår i forholdet mellem de to.
En gruppe klimaaktivister på 15-20 personer blev således tidligt i morges tilbageholdt i en lagerbygning på Teglholm.
Politiet mente, at personerne opholdt sig ulovligt i bygningen, men aktivisterne kunne fremvise en lejekontrakt, der viste det modsatte.
Nu er de stærkt utilfreds med den uretmæssige tilbageholdelse. Især da de længe har haft en dialog med politiet om bygningen, som de har fået lov at opholde sig i.
- Københavns Politi er udmærket klar over, at vi er derude. Så enten er de meget dårlige til at kommunikere internt, eller også er der tale om chikane, siger Stine Gry Jonassen fra Climate Justice Actions pressegruppe til berlingske.dk.
Folk lå og sov
Københavns Politi fik, ifølge vagtleder Thomas Dyhr, klokken 6.15 melding om, at der befandt sig personer i bygningen. De sendte folk derud, og en gruppe personer blev tilbageholdt i omkring tre kvarter, indtil politiet fik kendskab til kontrakten, der viste, at aktivisterne havde lov til at være der.
Aktivisterne skulle, ifølge politiet, på det tidspunkt have været oppe og arbejde på de lokaler, som de er ved at gøre i stand, så de tusindvis af aktivister, der de næste uger kommer til byen, har et sted at sove.
Men den udlægning kan man ikke genkende i Climate Justice Action, der er et netværk, som tusindvis af klimaaktivisterne er samlet under.
- Jeg har fået at vide, at folk lå og sov. Og jeg synes, det er at skræmme folk, når politiet dukker op midt om natten og putter dem i håndjern, siger Stine Gry Jonassen.
Hændelsen gør hende usikker på, hvad man kan forvente fra politiets side under topmødet.
- Det her får mig til at tvivle på den dialog, som vi har haft med politiet og de aftaler, vi har lavet, siger Stine Gry Jonassen.
































