Første forsøg med bio-brændstof til passagerfly blev en succes.
9. januar 2009, 10:43 – opdateret 9. januar 2009, 11:06
Et fly Boing-737 passagerfly fra selskabet Continental Airlines har som det første nogensinde gennemført en testflyvning på brændstof udvundet af algesuppe og olie fra jatropha-planten.
Tanken til den ene af flyets motorer var fyldt med 50 pct. biobrændsel og 50 pct. almindeligt flybrændstof og efter den halvanden time lange flyvning over Den Mexicanske Golf, var testpiloterne ombord på maskinen fulde af lovprisninger over det nye brændstof.
”Alt gik efter bogen. Flyet opførte sig fuldstændigt perfekt, ” lød det ifølge BBC fra piloten Rich Jankowski
Mens jatropha-planten med dets olieholdige nødder er velkendt som leverandør af bio-brændstof er anvendelse af raffineret algesuppe mere på eksperimentalstadiet, men har den fordel i forhold til brændsel udvundet af planter, at algerne formerer sig hurtigt, så brændslet hurtigere kan udvindes.
Jatropha er en plante, der gror på marginaljord og kan dyrkes uden at bønderne behøver at bruge den jord, som ellers anvendes til fødevarer.
Der er altså ingen konkurrence eller noget etisk dilemma om hvad der er vigtigtst: Mad eller miljø.
Yderligere kaster planten 30 gange mere af sig, end andre afgrøder der omdannes til bio-brændsel.

































