En isflage på fem milliarder ton er ved at rive sig løs fra en gletsjer i det nordlige Grønland.
21. juli 2009, 21:21 – opdateret 21. juli 2009, 21:26
Et gigantisk isbjerg eller isflage på cirka 100 kvadratkilometer og hele fem milliarder ton er ved at brække af Petermann-gletsjeren i det nordvestlige Grønland.
Gletsjeren er en af de største i Arktis, lige som det enorme isstykke, når det brækker af, vil være et af de største, der er brækket af en grønlandsk gletsjer.
Ifølge klimaforskere og organisationen Greenpeace er gletsjeren ved at sætte isbjerget til søs på grund af global opvarmning i form af varme havstrømme langs den grønlandske vestkyst og højere overfladetemperaturer.
Den fem milliarder ton tunge isterning svarer til næsten halvdelen af den ismængde, der årligt flyder fra Petermann-gletsjeren ud i vandet i Kennedy Strædet mellem Grønland og Canada.
Den store gletsjer har gennem de senere år sat flere store isbjerge til søs. Således mistede den i løbet af 14 dage i juli sidste år is svarende til 39 kvadratkilometer.
Men det 100 kvadratkilometer store stykke er så stort, at det bekymrer to forskere fra Ohio State University og University of Wales, der deltager i en ekspedition til gletsjeren højt mod nord om bord på Greenpeace-skibet »Arctic Sunrise«: »Mit skøn er, at ismassen river sig løs omkring 28. juli. Men det kommer an på tidevand og vindforhold,« siger glaciolog Jason Box fra Ohio State University:
»Den er stor, rigtig stor og helt sikkert en af de største i Grønland. Men den er mere som en isflage end et isbjerg. Nogle steder er den kun 20-30 centimeter tyk.«
Han skønner, at yderligere 20 kvadratkilometer is vil blive frigivet fra gletsjeren i løbet af sommeren. Men yderligere over 400 kvadratkilometer kan ifølge Jason Box løsrive sig, hvis vejrforholdene er de helt rigtige.
Når de store isstykker brækker af, får de ikke vandstanden til at stige. De flyder allerede. Til gengæld kan den manglende is medføre, at selve Petermann-gletsjeren begynder at smelte hurtigere. Isen foran gletsjeren har nemlig betydning for, hvor hurtigt is og vand fra gletsjeren bevæger sig ud i havet.
»Det er lidt som en champagneflaske. Når proppen bliver fjernet, begynder champagnen at vælte ud af flasken,« forklarer Jason Box.


































