6. juli 2008, 20:34 – opdateret 6. juli 2008, 20:41

BRUXELLES: Hvis Europas og USAs bilister synes, at det er blevet dyrt at fylde tanken, skulle de prøve den behandling, som de anderledes tyndt polstrede automobilejere udsættes for i lande som Indonesien, Indien, Kina og Pakistan.

Med en oliepris på vej mod 150 dollar pr. tønde er disse lande begyndt at skære i de subsidier – hvormed priser på benzin stiger yderligere – der i årtier har gjort det muligt for fattigfolk at få brændstof til det køretøj, som ofte udgør selve hovedredskabet til sikring af familiens indtægt.

Mens finansministre i Europa skovler energiafgifter ind i takt med, at prisen på olie stiger, fosser pengene samtidig ud af statskasserne i Jakarta, New Delhi, Beijing og Islamabad, hvor man trods alt stadig er nødsaget til at give tilskud til benzinen.

Den udvikling er ren gift for den økonomiske vækst, der skal til for at bekæmpe fattigdommen. Men udviklingen kan også være en fordel i kampen for klodens klima, da dyrere brændstofpriser alt andet lige bør føre til lavere udledning af drivhusgasser.­

Men økonomisk tilbagegang og social uro på grund af høje energi- og fødevarepriser kan også virke så lammende på regeringerne i en række af verdens store og fattige lande, at de helt går i baglås over for det rige Europas råben højt om nødvendigheden af at redde jordens klima.

Så galt mener klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) dog ikke, det står til. Hun mener, at den høje oliepris er med til at presse verdens regeringer til at indse, at energibesparelser og satsning på alternative energikilder er den eneste bæredygtige vej ud af olieafhængigheden.

Hedegaard har indvilget i at tage en helikoptertur hen over verdens stormagter, verdensdele og regioner, hér 17 måneder før det decemberkolde København i 2009 huser FNs klimakonference og på dagen, hvor verdens otte mest magtfulde landes mødes i Japan til G8-topmøde.­ Ministeren har da også været i Japan i et forsøg på at påvirke den japanske regering til at anlægge det højest mulige ambitionsniveau på topmødet. Hun har også været i Mellemøsten for at lodde stemningen blandt stenrige olieproducenter med udtørrende oliekilder og hos folkerige arabiske stater som Egypten, der både mærker klimaforandringerne og samtidig kæmper for at mætte millioner af sultne munde. Og hun har været i Indien for at opmuntre den folkerige nation til at satse på vedvarende energi.

»I dag siger alle, at vi skal være færdige i København i 2009. Men det er så ikke ensbetydende med, at vi bliver færdige. Og det er slet ikke ensbetydende med, at vi kan blive færdige med noget, der er tilstrækkeligt ambitiøst. Men det er dog et fremskridt, at alle er enige om, at vi har en fælles deadline,« siger Hedegaard.­

Hun erkender, at de store aktører i spillet om verdens klima i øjeblikket ikke rokker sig meget ud af flækken. Men hun insisterer på, at alene enigheden om, at København december 2009 er den fælles deadline, er vigtig.

»Den enighed var langt fra til stede, da Danmark i marts 2007 lagde billet ind på værtskabet i 2009. Dengang var der endnu ikke enighed om, at processen burde ende i København i 2009. Det var noget vi og EU sagde. Og pludselig siger hele verden København 2009,« siger Connie Hedegaard, der mener, at det i dag vil være pinligt at være det land, der »ødelægger den gode stemning«.

USA tøver, Australien skuffer
Formanden for EU-Kommissionen, Jose Manuel Barroso, udtrykte i går en smule optimisme og understregede dagen før G8-topmødet, at han tror, at at det vil lykkes at forpligte USA på bindende mål for begrænsning af CO2-udledning. Men på et pressemøde forud for topmødet understregede USAs præsident, George W. Bush, at enhver aftale vil være dødsdømt, hvis ikke Kina og Indien er med på vognen.

På den måde lurepasser landene på hinanden. Kina, Indien og en række lande afviser nemlig at gøre noget som helst, hvis ikke USAs regering flytter sig.

Det gør den ifølge Connie Hedegaard formentlig ikke. Mens håbet om klimafremskridt under George W. Bush altså er ved at rinde ud, arbejder Hedegaard og hendes folk intenst på at have et helt tæt kendskab til de relevante »klimafolk« bag præsidentkandidaterne John McCain og Barack Obama.

Begge er optaget af klimaproblemerne. Men det store spørgsmål er, om vinderen af duellen allerede i foråret 2009 er klar til at sætte et klart mål for, hvor meget USA skal begrænse sin udledning med i 2020.

Netop dette mål for reduktioner i 2020 – altså på mellemlangt sigt – er nøglen til et gennembrud i klima­forhandlingerne. De fleste store aktører accepterer, at man skal reducere CO2-udledninger kraftigt i 2050, mens det er sværere at binde sig til et mål, som skal realiseres på kun 11 år.

Ifølge Connie Hedegaard sidder eksempelvis Japan og lurepasser, mens hun uden omsvøb erklærer, at Australien fortsat mangler at indfri de forventninger, der blev skabt, da Labour-politikeren Kevin Rudd i november sidste år blev valgt med klima­sagen højt på dagsordenen.

»Australien mangler at vise, at de kan bidrage til at få USA og Japan til at flytte sig,« siger hun.

USA mod Kina
Mens disse rige industrilande ifølge Hedegaard står stille, mener hun, at en række indre forhold i Kina trækker kæmpelandet med de 1,3 mia. mennesker i den rigtige retning.

»Kina har kul til 400-500 år. Men det skaber store forureningsproblemer. Derfor skal de købe olie og gas. Så de køber afrikanske olielagre. Men det er dyrt. Derfor har Kina selv interesse i mere energieffektivitet. De har 3-400 mio. borgere, der er kommet op i middelklassen. Resten af befolkningen skal have drømmen, og derfor er det kinesiske regime pisket til at sikre fortsat høj økonomisk vækst,« siger Hedegaard og peger på, at ren luft og rent vand er en mangelvare i mange kinesiske storbyer.

Connie Hedegaard håber og tror, at Kina overvejer sin stilling i klimaforhandlingerne ud fra en strategisk synsvinkel, selvom man fortsat gemmer sig bag argumenter om lave udledninger pr. indbygger: »Min forventning vil være, at Kina også tænker det her strategisk. Kina siger selv, at deres udledninger vil toppe i 2030. Så kan vi andre sige: Uha, det var sørme lidt sent, fordi FNs klimapanel siger, at de globale udledninger skal stoppe inden for de næste 15-20 år. Kunne vi ikke få jeres udledninger til at toppe tidligere?,« siger Hedegaard og fortsætter:­

»Hvis det nu også var i Kinas egen interesse, så skulle Kina ikke flytte sig vanvittig meget, før vi ville sige: Hold da op, der flyttede Kina sig. Derfor siger jeg tit til amerikanerne, når jeg mødes med dem: Det vil betyde for utrolig meget for utrolig mange unge mennesker verden over og deres opfattelse af USA, hvis USA går ind og tager det her alvorligt. Og jeg tror, at hvis ikke USA gør det, så går Kina ind og tager et strategisk lederskab.«

Mens Danmark således forsøger at spille USA og Kina ud mod hinanden i et globalt Sorte Per-spil, appellerer Hedegaard til, at man i Europa forstår forskellen på Kina og Indien.

»Det gør altså et vist indtryk, at der stadig er 500 mio. indere, der ikke har el. Det viser, at vi må acceptere, at der er nogle økonomier, der nødvendigvis må have plads til at udvikle sig.«

Indien fremlagde i den forløbne uge en plan til styrkelse af landets energieffektivitet. Solenergi skal udvikles voldsomt. Der skal satses på vindkraft til vands og til lands. Og samtidig håber den indiske regering fortsat at kunne få gang i atomkraften.

»Indien udvikler sig voldsomt. Og det bliver voldsomt, når de alle sammen skal have deres egen bil. Men selvom man kan være bekymret ved udsigten til de mange biler, er det svært at sige, at de ikke skal have samme muligheder som alle andre mennesker på kloden,« siger Hedegaard.

Mens USA, Kina og Indien bløder økonomisk på grund af de høje oliepriser, er situationen diametralt modsat i Rusland.

Den russiske gåde
I Rusland skovler man penge ind på landets store eksport af olie og gas. Samtidig lukker Ruslands politiske system sig om magthaverne i Kreml, hvor miljøhensyn og klimapolitik ikke er voldsomt på mode.

»Rusland er et af de lande, det er sværest for os at forstå. De har meget store interesserer i olie og gas. Men vi skal helt ind i Medvedev-regeringen og finde ud af præcis, hvad vil de. Det vil være en hovedudfordring op til mødet i København, fordi vi før har set, hvordan det kan komme til at koste mange kræfter, hvis ikke man har styr på Ruslands interesser,« siger Hedegaard, der skal besøge Rusland i foråret 2009.

Også i Mellemøsten og Nordafrika tjenes der formuer på olie og gas. Men naturrigdommene er ulige fordelt både mellem landene og internt. Samtidig oplever regionen en befolkningseksplosion, og derfor skal der skabes millioner af nye job i de kommende år. Egypten og Jordan importerer det meste af deres energi, og derfor vil de satse på vedvarende energi – Egypten vil have 20 pct. fra vedvarende energikilder i 2020, hvilket er højere end flere europæiske lande.

Samtidig begynder menneskeskabte klimaforandringer for alvor at kunne mærkes i lande som Saudi-Arabien og Egypten. Derfor er saudierne ved helt at lukke deres hvedeproduktion ned og flytte den til lande som Sudan og Pakistan. Samtidig investerer arabiske oliemilliardærer gigantiske beløb i teknologiudvikling inden for vedvarende energi.

»Man er vant til, at Saudi Arabien sidder ved klimaforhandlinger og siger, at der ikke er noget problem. Og de vil have økonomisk kompensation, hvis verden skal være mindre afhængig af olie. Men deres industriminister ser helt anderledes på det. Han siger: Selvfølgelig er der klimaforandringer,« fortæller Hedegaard, der i foråret var på en større rejse i Mellemøsten.

»Der sker nogle ting, som endnu ikke afspejler sig ved forhandlingsbordene. For tre-fire år siden mente de ikke, at det var noget, der havde med dem at gøre. Men i Egypten skal havet ikke stige ret meget, før Nil-deltaet bliver oversvømmet. Og det er altså der, at langt størstedelen af egypterne bor. Så det kan have enorme konsekvenser for dem. Fokus ændrer sig altså.«

Klima og fattigdom
Hvad angår Afrika peger ministeren på, at Sydafrika spiller en positiv rolle, og at landene på kontinentet i dag har indset, at energi og klima bør tænkes med ind fra starten, når man taler om udvikling og fattigdomsbekæmpelse: »Afrikas – og verdens – store interesse i klimaforhandlingerne er, at verden viser, at den udvikling, der skal ske i Afrika, sker med de nyeste, reneste teknologier,« siger Hedegaard, der peger på, at denne overførsel af moderne klimavenlig teknologi også er vigtig i forhold til Sydamerika, hvor lande som Brasilien og Argentina »trækker læsset i den rigtige retning«.

Efter denne tur hen over kontinenter og stormagter er vi tilbage i Europa, der som bekendt er den globale bannerfører i kampen mod klimaforandringerne.

Connie Hedegaard har foråret igennem deltaget i en række ministerrådsmøder, hvor man har talt om detaljer i den store klima- og energiplan, som blev fremlagt af EU-kommissionen i januar.

Hun har også arbejdet tæt sammen med Frankrig, der overtog EU-formandskabet 1. juli, og som har gjort klima- og energi til en af sine topprioriteter. Dermed er den politiske vilje tilstede, og olieprisen understreger det økonomiske incitament til at finde alternativer til dieselolie og benzin: »Vi skal have hele pakken igennem i år, hvis EU skal kunne vise verden, at man er villig til at få foran. Og det tror jeg også lykkes, selvom alle landene brokker sig lidt over deres tal,« siger Hedegaard.