28. oktober 2009, 11:09

Måske kan det lyde barsk, og måske kynisk. Det sidste er ikke tilsigtet, men når man spørger Malene Haakansson, der er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp og har opholdt sig i Etiopien mere end et år, om situationen i dag, lyder svaret:

»I Etiopien er der katastrofer hele tiden, fordi folk lever mere eller mindre på kanten. Det, der sker nu, er mere eller mindre det samme som det, der skete sidste år, og det er faktisk katastrofen ved Etiopien. En stor del af befolkningen har kun mad nok til lige at brødføde sig selv, og måske ikke en gang det.

Så hver gang regnen fejler, sælger de det, de har, men til sidst har de ikke noget at sælge ud af. Regeringen har gjort meget siden 1984. I dag dør der jo ikke en million mennesker af sult. De sulter bare hele tiden, lige så stille! Regeringen har siden 2005 lavet et sikkerhedsnet, hvor fem millioner mennesker på landet udførte et stykke offentligt arbejde for mad eller kontanter, men nu er tallet oppe på 7,5 millioner mennesker, behovet stiger og stiger bare.«

Hvorfor?

»Befolkningstallet øges, så flere og flere skal mættes, og da 80 procent af befolkningen lever på landet, skal flere og flere deles om de samme små jordstykker. Så når høsten er god, er der ikke en gang nok til at brødføde ens familie. Det er et af problemerne. Et andet kæmpeproblem er klimaforandringerne. Der bliver oftere og oftere tørke i Etiopien, og regnen bliver mere og mere uregelmæssig og ujævnt fordelt. Bønderne har jo intet alternativ, men har det her lille stykke jord, den samme såsæd, som de sår igen og igen. Og det er, hvad de har at leve af,« siger Malene Haakansson fra hovedstaden Addis Ababa.

»Regntiderne falder forskelligt i Etiopien, men i den nordlige del af landet har den fuldstændigt fejlet, og den store regntid, der skulle starte i sommermånederne, er startet for sent og har ikke været lang nok, og folk er helt afhængige af, at regnen falder. Så skrøbeligt er samfundet.

Faktisk har klimaforskere forudset, at regionen på Afrikas Horn vil blive ramt af tørke i tre ud af fire år i 2034, og at tørke nærmere vil blive normen i stedet for undtagelsen.

Også de stigende fødevarepriser har undermineret etiopiernes skrøbelige livsgrundlag: »De, der i forvejen er hårdt ramt, skal ud og købe mad på det lokale marked, hvor priserne stiger, så der er en masse ting, der bider sig selv i halen,« siger hun.

Betyder alt det her at situationen i 2009 er værre, end den var i 2008 eller tidligere, fordi tingene er akkumuleret?

»Ja, hvis regnen bliver ved med at slå fejl, bliver det kun værre og værre. Over 13 millioner mennesker kan ikke brødføde sig selv allerede nu, og det tal vil vedblive med at stige, efterhånden som folk sælger ud af deres husdyr og alt andet af værdi. Situationen bliver stille og roligt værre og værre,« siger Malene Haakansson og fortsætter: »Årsagen til at medierne nu igen begynder at interessere sig for Etiopien er 25-året for hungerkatastrofen, men man er nået meget længere i forhold til dengang. Der var intet fødevareberedskab, ingen organisationer til at hjælpe, ingen ordentlig information om situationen. Nu har vi lært, hvordan man holder alle disse mennesker i live.«

Vi kommer ikke til at se en situation, hvor hundredtusinder eller flere dør af sult?

»Nej, men vi er i en situation, man bedst kan betegne som "den stille sult". Op mod 38 procent af alle etiopiske børn under fem år er underernærede, og når vi ved, hvad kronisk underernæring betyder for et barns intelligens, er det jo et frygteligt perspektiv. Man kan heller ikke sige, at nødhjælpen ikke virker, men befolkningen får ikke brudt denne onde sultcirkel. Der skal investeres meget mere i landbrug, i andre indkomstmuligheder og sættes meget mere ind på forebyggelse. Og når jeg siger, at situationen lidt er »business as usual«, er det fordi, man ved, hvornår de her perioder med sult topper. Man kan forudsige dem. Derfor skal der sættes meget mere ind på at forebygge, hjælpe dem med at opsamle vandet, når det endelig regner, så de her mennesker kan opbygge nogle værdier, som de kan sælge ud af, når høsten slår fejl. Det er faktisk meget simple ting, der gør, at en familie kan overleve. Men det er klart, at klimaændringerne betyder uhyggeligt meget, for de her mennesker har ikke mulighed for at tilpasse sig med vandingsanlæg og andre dyre tekniske løsninger.«