Den danske supermodel blander sig i klimadebatten med en fortælling om en uddøende peruviansk kultur.
20. november 2009, 08:22 – opdateret 20. november 2009, 09:05
Den danske model og designer Helena Christensen udstiller fotografier i et galleri i London.
Helena Christensen, der siden i fjor har arbejdet med design af økologisk børnetøj, viser i London Proud Gallery billeder, hun har taget i den peruvianske landsby, Pacchanta, hvor indbyggernes eksistens er truet af klimaforandringer.
- I Pacchanta, fortæller Helena Christensen, lever indbyggerne, som de har gjort i hundredvis af år. De ernærer sig af områdets afgrøder og er meget afhængige af, at temperaturen ikke stiger, og at vandstanden og nedbørsmængden er stabil.
Som Helena Christensen fortæller i sine billeder af landskabet, landsbyen og de børn, voksne og dyr, der lever der, er isen forsvundet fra bjergtinderne og floderne ved at tørre ud, og det betyder, at indbyggerne i Pacchanta er ved at miste deres livsgrundlag. Beboerne lever udelukkende af de afgrøder, der kan dyrkes i området.
I en kommentar til sine billeder beklager Helena Christensen, at en enestående og gammel kultur er ved at forsvinde sammen med den is på bjergene, der var indbyggernes livsgrundlag, og hun forudser, at beboerne må flytte ind til byerne, hvorved store dele af deres originale måde at leve på forsvinder.
Helena Christensens udstilling - Meltdown - vises frem til den 29. november.

































