Ghana holder vejret

Store dele af det nordlige Ghana står under vand, og når Burkina Faso åbner Bagre-dæmningen frygter hjælpeorganisationer en gentagelse af sidste års katastrofe, hvor mange liv gik tabt i vandmasserne.

I fredags kunne man i Tamale i det nordlige Ghana se ghanesere gå rundt i vand til livet. Det bliver værre, når Bagre-dæmningen åbnes.
I fredags kunne man i Tamale i det nordlige Ghana se ghanesere gå rundt i vand til livet. Det bliver værre, når Bagre-dæmningen åbnes.
De troede simpelthen ikke, det kunne ske.

Sidste års katastrofale oversvømmelser i det nordlige Ghana kom som et chok for både regering og lokalbefolkningen. Da man modtog de første rapporter om vandmasserne, der væltede ud over bredderne på White Volta River og dens mange bifloder, var det allerede for sent.

De, der kunne løbe, løb. De, der ikke kunne, blev skyllet væk. Sammen med dyrene, lerhytterne og de afgrøder, der skulle have sikret den ludfattige provinsbefolkning bare en smule mad på bordet. Mere end en kvart million stod uden tag over hovedet.

Denne gang var de advaret, men de troede simpelthen ikke, at det kunne ske igen.

Selv de gamle landsbyboer mindes ikke, at der to år i træk er faldet så voldsom og så intens regn, eller at man for den sags skyld nogensinde skulle have haft så store oversvømmelser to år i træk, og de mange nordghanesere, der ellers mistede alt sidste år, har bygget husene op det samme sted og plantet på den samme jord, mens de har forberedt sig på tørke.

Det fik de også hele foråret, men nu er tusinder af hektar med afgrøder igen oversvømmet, massevis af lerhytter er igen forvandlet til rød mudder og i følge ghanesisk radio er tre mennesker druknet, mens otte er omkommet de seneste dage, efter at deres hjem er væltet sammen under presset fra vandmasserne.

Og i går havde Burkina Faso så planlagt igen at åbne Bagre-dæmningen lidt nord for den ghanesiske grænse, der sidste år var skyld i, at situationen for alvor kom ud af kontrol. Sent i går aftes var det dog endnu ikke sket.

Ghana er de senere år, som flere nabolande i det vestlige Afrika, blevet hårdt ramt af klimaforandringer, og klimaminister Connie Hedegaard var netop i den forgangne uge til FNs forhandlermøde i Ghanas hovedstad, Accra, for at diskutere, hvad man kan gøre ved problemet, når man ved klimatopmødet i København i 2009 skal nå til enighed om en ny, global klimaaftale.

»Der er akut brug for handling. Man kan nu se de synlige tegn på konsekvenser af de menneskeskabte klimaforandringer fra den smeltende indlandsis i Grønland til tørker, oversvømmelser og ødelæggelse i Sahel-landene,« sagde hun i en tale forleden, og Ghanas præsident, John Agyekum Kufuor, benyttede ligeledes lejligheden til at udsende et nødråb:

»Der er et reelt behov for at styrke kapaciteten i ikke mindst Afrika, så vi kan håndtere den her form for klima-chok,« sagde han.

Allerede fredag kunne man fra den nordlige regions hovedby, Tamale, og opefter – da Berlingske Tidende besøgte området – se desperate ghanesere gå rundt i vand til livet i et forsøg på at redde høsten, ejendele og dyr. Alt, hvad der reddes kunne.

Kun de højtliggende marker langs den nordligtgående hovedvej var endnu ikke forvandlet til gigantiske søer, hvor kun de højest placerede trækroner akkurat holdt sig oven vande.

Burkina Faso ville oprindeligt have åbnet dæmningen i fredags, men det blev så udskudt til søndag i sidste øjeblik. Der vil formentlig gå nogle dage fra sluserne åbnes, til man for alvor mærker konsekvenserne i Ghana, men nødhjælpsorganisationer i området frygter, at det bliver slemt. Måske værre end sidste år.

Tæller man omkomne, vil det formentlig ikke blive lige så slemt som sidste år, for man har trods alt – i modsætning til sidste år – fået varsel om, hvornår Burkina ville åbne dæmningen, og folk er blevet rådet til at søge væk fra flodbredderne.

Man har desuden samlet NGOere og relevante myndigheder i en aktionsgruppe, der holder regeringen orienteret time for time.

Men yderligere tusinder og atter tusinder hektar med afgrøder, der stort set er landbefolkningens eneste mulighed for at få mad på bordet og penge til basale nødvendigheder, vil formentlig drukne, og mange vil igen stå uden tag over hovedet.

Og nu er der ikke tid til andet end at håbe, at Gud vil være nådig, som de gentager og gentager i landsbyer som Kokobila, Janga og Nasia – ca. 100 km nord for Tamale – hvor man stadig er i gang med at genopbygge efter sidste års ødelæggelser, og hvor man indtil videre er sluppet for de helt store oversvømmelser i år.

Et stenkast fra flere af de små bysamfund, der ikke er andet end spredte halv- og helcirkler af runde lerhytter og i nogle tilfælde et enkelt mere reelt fælleshus med vinduer og døre, ligger en stor sø, der egentlig ikke er en sø, men en smal flod der på grund af den megen regn allerede har bredt sig ud over marker og baghaver.

Det eneste, der afholder vandet fra at vælte indover byerne, er en primitiv dæmning, som byerne i fællesskab har bygget af jord og sten. En dæmning der gav efter, da Burkina Faso sidste år åbnede for Bagre-sluserne, og som man i øvrigt ikke har haft kræfter til at genopbygge fuldt og helt.

Dæmningens øverste kant er fyldt med udhulninger og løse sten efter sidste års vandmasser og allerede fredag var vandstanden ved at nå dæmningens top.

Selvom overfladen var blikstille og blank, så frygter både hjælpeorganisationerne og indbyggerne, at det snart er slut.

»Men hvor skulle vi tage hen? Dem, der ejer de områder, der ligger længere fra floden, de vil jo ikke give os deres land,« siger Kande Tindana fra Kokobila, en bestemt dame i 30erne, der iklædt et farverigt pirattørklæde gerne fører ordet, selvom det hovedsagligt er mændene i byen, der kommer ud af hytterne for at fortælle om deres problemer.

Kande Tindanas – eller rettere mandens – mark blev oversvømmet sidste år, men selvom hun er blevet advaret, så står der på samme plads igen i år flotte majsplanter på rad og række, så langt øjet rækker.

»Man kan jo aldrig vide, om næste år bliver tørt. Så er det jo bedre at have markerne tæt på floderne,« siger hun.



Det er også netop uforudsigeligheden, der gør det svært for både regeringen og hjælpeorganisationerne at rådgive befolkningen.

»Vi oplever i dag meget længere tørkeperioder. For tyve år siden forventede man den tidligere regn i januar, men i dag kan man opleve, at tørken fortsætter helt frem til maj, og regnen slutter så også tidligere. Som regel i oktober. Der er altså tørke otte måneder om året, og varmen bliver mere og mere intens – op til 45 grader,« siger Mohammed Ameen Lukumanu, der leder en række klimaprojekter for den internationale humanitære organisation, CARE, i det nordlige Ghana.

Når regnen endelig kommer, så kommer den ofte uventet og i enorme mængder, som man hverken er i stand til at absorbere eller inddæmme, fortæller han.

CARE har ikke mindst efter katastrofen sidste år forsøgt at få befolkningen til at tilpasse sig det nye vejrlig, men det er svært at tilpasse sig noget, der ikke er til at regne med, siger Munkaila Tia, en af mændene i landsbyen Kokobila: »Vi har altid haft en tid, hvor der var tørt, en tid hvor den tunge regn kom og en tid, hvor vi skulle plante, men det er ikke, som det har været. Tiden ændrer sig. Nu kan vi ikke regne med noget, og vi kan ikke gøre, som vi altid har gjort.«

Men trods de vanskelige vilkår mener CARE og andre organisationer, at man kan blive bedre til at indrette sig.

Sammen med den lokale organisation Presbytarian Agric har man fået nogle jordejere til at bruge gødning fra dyrene i stedet for at pløje og gøre jorden sårbar over for vandmasserne, de har fået andre til at bruge noget andet såsæd end det traditionelle, så man kan høste tidligere, og andre igen har man fået til at eksperimentere med at plante på forskellige tidspunkter, så man dels spreder risikoen, dels afprøver, hvilke perioder der er bedst egnede.

Den mest oplagte løsning ville dog være at få nogle af familierne til at flytte fra de hårdest ramte områder eller kaste sig over noget andet end landbrug, men ghaneserne er ikke – som i nogle af nabolandene – i særlig stort omfang et nomadefolk.

»Hvor vi dyrker jorden, er dér, vi altid dyrker jorden, for det er det, vi har fået tildelt. Det er familiejord. Men det er alligevel heller ikke til at få et stykke frugtbart jord herfra og til Tamale,« siger Munkaila Tia, og Evelyn Ngaanuma fra CARE, der selv er opvokset i regionen, uddyber:

»De har kulturelle, sociale og spirituelle årsager til at bo, hvor de bor, og de er ikke parat til at forlade deres jord og de traditioner, de har.«

Det er heller ikke så let, som det måske kunne lyde, at få lokalbefolkningerne til at ændre levevis og måske slå sig ind på handel eller andet.

Kvinderne samler shea-nødder og andre naturvækster og laver olie, smør og krydderier, som de sælger på de farverige markeder i småbyerne langs hovedvejen og i Tamale, men det er ikke noget, der kan erstatte jordbruget, og det kræver investeringer udefra, hvis det skal op på et niveau, hvor man eksempelvis kan eksportere det, man producerer.

De ved, at deres børn er nødt til at tilegne sig andre evner, hvis de skal overleve, og det kræver uddannelse, men det stiller også familierne i noget af et dilemma.

Da emnet kommer på bordet, ender indbyggerne i Kokobila i en mindre diskussion.

»Før sendte vi kun det svageste barn i skole, mens resten passede jorden, men i det moderne Ghana vil alle have alle deres børn i skole. Men hvem skal så passe markerne? Og det koster altså også mange penge,« siger Kande Tindana, men de andre kaster sig hurtigt over hende.

»Hvis ikke de går i skole, kan de ikke lære noget, og det er de lærte personer, der ved, hvordan man lever det ideelle liv,« irettesætter Adisheila Bukari, der er leder for kvinderne i byen, og Munkaila Tia sætter tingene på plads med denne nærmest filosofiske og alligevel praktiske betragtning:

»Hvis du er et dannet menneske, så bliver din jord ikke skyllet væk af vandet!«



Og det gør – i hvert fald noget af – deres jord formentlig, og det vil i hvert fald ske for mange af de omkringliggende samfund, der slet ikke har tilpasset sig.

Selvom indbyggerne i provinsen har respekt for uddannelse, så har de i følge Mohammed Ameen Lukumanu svært ved for alvor at tage den viden til sig, som hjælpeorganisationer bringer.

»Man har traditionelle måder at forudsige regnen på. Nogle kan se det på en bestemt type græs, der dukker op, andre lytter til nogle bestemte insekter, men mange går også til det, de kalder Soothsayers, som man mener kan konsultere oraklerne og forudsige, hvornår regnen kommer. Og før det sker, vil de ikke høste, uanset hvad vi siger,« fortæller han.

Og i landsbyen Nasia ender også han i diskussion med en lokal jordejer, der igen i år har sået på en mark, der ligger klods op ad floden.

»Hvor er det, du henter dine råd?« spørger han den ældre mand, der bærer en laset, sort hat, har rynket hud og et stort smil uden særligt mange tænder.

»Hos jer,« lyder svaret, som han tror, at Mohammed vil høre.

»Men hvor mere,« insisterer Mohammed: »Er det ikke rigtigt, at du plejer at følge rådene fra Soothsayerne?«

»Joh,« lyder svaret fra manden lidt forlegent, og de mange unge, der nysgerrigt følger diskussionen, fniser.

»Kunne de så ikke have forudset oversvømmelserne?«

»Nej,« siger manden og tænker sig lidt om, inden han bryder ud i et stort smil og får alle de unge og Muhammed selv til at knække sammen af grin:

»Jeg tror, de skyllede væk med vandet sidste år.«



Orakler eller ej, så får de små landsbyer i dette område brug for et lille mirakel, hvis marker og huse skal klare sig igennem de næste dage og uger.

De ville gerne være bedre forberedt, men det er ikke så lige til, når der stort set ikke er kræfter til andet end at forsøge at skaffe lidt mad på bordet til den næste dag.

Men næste år bliver det måske bedre, mener de lokale.

»Det er svært at ændre tingene, og det er hårdt, men vi gør det lidt efter lidt. Vi ved i hvert fald godt, at vi ikke bare kan gøre tingene, som vores forfædre gjorde det,« siger Munkaila Tia.

Men i år – mens de venter på vandmasserne fra Burkina Faso – gør de fleste nu som Kande Tindana:

»Nu sætter jeg min lid til Gud.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.