EU lægger klimapres på Obama

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, hylder EUs »historiske klimaaftale«, der blev endeligt vedtaget af EU-Parlamentet i går. Talen lægger pres på Barack Obama.

Danmarks regering fik i går det allervigtigste politiske våben på plads i bestræbelserne på at bringe alverdens lande til at indgå en global klimaaftale i København om præcis et år: En historisk aftale mellem EUs 27 medlemslande med i alt knap 500 mio. indbyggere, som forpligter hinanden til at reducere deres udledninger af drivhusgasser med 20 pct. i 2020. Og man er sågar klar til at reducere med hele 30 pct.

»... Hvis det er nødvendigt for at få en globalaftale,« som en tilfreds dansk klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) udtrykker det.

Mens miljøorganisationer og oppositionspolitikere i EU-Parlamentet beklagede, at aftalen var blevet mindre ambitiøs end ved forhandlingernes begyndelse, hyldede FNs generalsekretær Ban Ki-moon aftalen, da han i går i New York gjorde status over 2008 og så frem mod 2009.

»2009 bliver klimaforandringernes år, og det kulminerer i København næste december,« sagde Ban Ki-moon, som gjorde det klart, at han allerede i september vil holde et globalt klimatopmøde i FN-hovedkvarteret i New York for at forbedre mulighederne for en aftale i København. »Vi har kun tolv korte måneder til København ... Vi har ingen tid at miste. Vi skal nå en afbalanceret og omfattende aftale, der er ratificérbar for alle lande,« sagde Ban Ki-moon, der sagde, at det vil kræve »ekstraordinært politisk lederskab« at nå en sådan aftale, og han roste EU for netop at vise dette med Den Europæiske Unions »historiske« aftale.

EUs miljøkommissær, Stavros Dimas, var meget ligefrem, da han i forbindelse med EU-Parlamentets endelig blåstempling af aftalen ved samlingen i Strasbourg sagde, at USAs aktuelle præsident George W. Bush »heldigvis« går af nu.

I stedet ligger bolden ifølge Dimas – og Ban Ki-moon – hos USAs kommende præsident, Barack Obama. Han har netop udpeget en meget klimabevidst energiminister – Steven Chu – og Obama har sagt, at han vil engagere sig kraftigt i kampen mod klimaforandringerne. »Men man skal huske, at Obama kun har talt om, at man i 2020 skal stabilisere USAs udledninger. Set i det lys er det klart, at EUs aftale er meget ambitiøs,« siger Dan Jørgensen, socialdemokratisk næstformand i EU-parlamentets miljøudvalg.

Job-boom
EUs klimaaftale ventes at føre til et boom i jobskabelsen inden for såkaldte grønne industrier. Den modtages derfor med tilfredshed hos den danske vindmøllegigant Vestas, hvor topchef Ditlev Engel også bruger udtrykket »historisk« om aftale.

Peter C. Brun, senior vice president i Vestas, siger, at aftalen er et »meget vigtigt signal«, fordi den giver øget »investeringssikkerhed« mange år fremover, og fordi den vil cementere Europas ledende rolle i den »kommende globale energirevolution«. »I den meget usikre tid, vi befinder os i lige nu, er det signaler som denne aftale, markederne sukker efter. Og det gælder ikke kun inden for vores industri,« siger Peter C. Brun.