EU-landene er på deres topmøde i Bruxelles blevet enige om at tilbyde en ”fair andel” af finansieringen af en global klimapakke, som kan indgås på topmødet i København i december.
30. oktober 2009, 16:07
Men det står også klart, at der langt fra er enighed internt mellem EU-landene om hvordan den økonomiske byrde skal fordeles. I aftalen hedder det således, at man anerkender, at der skal skaffes 100 mia. euro (750 mia.kr.) til den endelige finansiering af en klimaaftale. Heraf skal halvdelen flyde fra de nationale kasser i de store industrilande, og EU har påtaget sig at levere godt en tredjedel heraf. Til gengæld hedder det også, at aftalen i første omgang indenfor EU-kredsen skal bygge på ”frivillige aftaler”, og at der skal tages hensyn til de økonomisk svageste lande.
Dermed mener de central- og østeuropæiske medlemslande, at de har fået en særlig rabat i forhold til klimafinansieringen. Men det står ikke klart, hvordan denne rabat skal betales internt blandt de ”gamle” EU-medlemslande, hvor især Tyskland og Frankrig stadig har holdt sig tilbageholdende med at melde ud på det økonomiske.
- Det er et meget positivt resultat. EU kan nu melde sig klar på banen. Slutspillet er i gang nu, og der skal rykkes, og at det er Europa klar til, siger Lars Løkke Rasmussen (V) om topmødets resultat.
EU og USA holder topmøde i næste uge i Washington, hvor man fra EUs side vil presse på for at få en amerikansk tilkendegivelse af, hvor meget man vil betale til en klimaaftale.
- EU har sendt et stærkt signal i forhold til, om topmødet i København skal ende i en succes eller ej, sagde den svenske statsminister og nuværende EU-formand Fredrik Reinfeldt, der i næste uge skal mødes med præsident Barack Obama.

































