De fleste er skuffede over topmødet, men i Kina er der tilfredshed.
19. december 2009, 09:28
BEIJING: Den kunne have været bedre. Ingen tvivl om det. Men det er en udmærket aftale, som man indtil videre er kommet frem til i København.
Det mener Zeng Xiangang, der er professor i miljøpolitik på Renmin University. Selvom han gerne så, at USA havde taget et større ansvar.
Din mening: Var København en succes?
»Som et udviklingsland kan Kina ikke have de samme forpligtelser som USA til at reducere udledningen af drivhusgasser,« mener Xeng Xiangang.
Han mener, at USA burde have taget et større ansvar. Men når alt tages i betragtning er det en udmærket aftale, og uanset aftalens tekst står Kina ved sine løfter.
Læs også: Kinas grønne fremtid
Kina har de senere år haft økonomiske vækstrater, der for det meste har ligget godt over otte procent. Det er især provinserne i det sydlige og østlige Kina, der har oplevet den største vækst.
Men selv her vil man ikke have problemer med at finde fattige bønder, som ikke ejer for eksempel køleskabe, og som stadig bruger brænde til at fyre op under wokken i køkkenet.
Den økonomiske udvikling er først nu ved at brede sig længere ind i landet. Mod vest. Og nord hvor en provins som Indre Mongoliet nu har vækstrater på over 17 procent om året.
Den kinesiske regering argumenterer derfor, at man ikke kan og vil standse væksten, der også fortsætter med at trække millioner ud af fattigdommen.
Læs også: Hvad den kinesiske regering egentlig ved miljøet?
En af de største knaster i aftalen i København var, at Kina ikke ville tillade kontrol af landets miljøindsats.
»Kina gør det frivilligt, så holdningen er, at det ikke bør overvåges som i industrilandene,« siger Zeng Xiangang.
Indtil videre har de kinesiske medier ikke skrevet meget om aftalen.
I USA hagler kritikken derimod ned over Obama, men indtil videre har der stort set ikke været nogen kritik af Kinas rolle i de kinesiske medier.
Zeng Xiangang mener da også, at det først og fremmest er USAs skyld, når man indtil videre ikke er kommet frem til en bedre aftale.
»Selvfølgelig bør dem, der bedst er i stand til at gøre det, også tage et større ansvar,« mener Zeng Xiangang.
I Kina argumenterer man for, at de industrialiserede lande har skabt klimaproblemerne, og at de derfor også bør bære det største ansvar.
Men burde Kina – der i dag har overhalet USA som verdens største udleder af drivhusgasser – ikke snart begynde at kigge fremad?
»Vi bliver nødt til at løse de historiske problemer først og derefter bevæge os fremad. Derfor vil Kina indtil 2020 fokusere på det historiske ansvar, og efter 2020 vil Kina se fremad,« siger Zeng Xiangang.
Kina er kommet med mål for, hvor meget landet skal udlede af drivhusgasser i 2020. Det er det såkaldte »carbon intensity,« der måler udledningen af drivhusgasser i forhold til bruttonationalproduktet. Det betyder kort sagt, at der bliver flere fabrikker og mere forurening. Men at hver enkelt fabrik skal forurenen mindre end i 2005.
Zeng Xiangang siger, at de løfter som Kina hidtil har givet allerede er en del af national politik. Eller er på vej til at blive det. Så de uanset teksten i aftalen i København vil blive ført ud i livet.

































