18. december 2009, 21:30

Sådan erklærede statsminister Lars Løkke Rasmussen i begyndelsen af de to uger lange klimaforhandlinger. »En halv aftale er ingen aftale,« har Connie Hedegaard understreget. Verdens ledere vil ikke igen få samme mulighed for at indgå en global aftale mod klimaforandringer.

Men verdens ledere fejlede. Selv om der kommer en aftale, er den langt fra så stærk som forventet, og blandt mange forklaringer er den vigtigste, at den gamle verdensorden er under hastig forandring. USA og resten af den vestlige verden er ved at miste den dominans, som de i årtier har siddet på i international politik og økonomi. Nye magtfulde spillere - især vækstøkonomierne Kina, Indien og Brasilien, lader sig ikke koste rundt med. De nyindustrialiserede lande kan ikke længere købes med løfter om bistand, sådan som det er sket på utallige FN-topmøder om verdens store udfordringer siden 1960erne. Den gammelkendte konflikt mellem Nord og Syd, den forudsigelige brudflade mellem de rige i-lande og de fattige og underudviklede u-lande er afløst af en ny verdensorden. Den har været undervejs gennem nogle år, men den ny verdensorden har aldrig manifesteret sig så klart som på klimatopmødet i København.

Allerede for et par dage siden kunne man ane konturerne af, at Kina - den mægtigste af alle de fremadstormende lande i Den 3. Verden - ville blive det afgørende problem for en stærk klimaaftale.

Styret i Kina bryder sig ikke om at blive kontrolleret af andre lande. Det vidste vi godt, når det drejer sig om menneskerettighedskrænkelser, manglende demokrati og kinesernes fantastiske evne til at kopiere omverdenens teknologiske fremskridt. Nu ved vi også, at Kina ikke vil åbne døren for omverdenens kontrol med, om landet lever op til løfterne om at mindske CO2-udledningerne, der er de største i verden.

Kina erklærede ellers tidligt i forhandlingerne, at de var parate til at give afkald på at få del i de milliarder af dollars, som den rige verden som led i en københavneraftale skulle overføre til de fattige landes klimatilpasning. Pengene skal gå til de fattigste u-lande, understregede styret i Beijing, og hatten af for den solidaritetserklæring. Men den er altså også en bekræftelse af, at den kommende kinesiske supermagt ikke er til fals for mammon.

Samtidig er det værd at notere sig, at Kina vælger at blokere for en aftale, selv om landet allerede er ramt af klimaforandringerne og endnu ikke har set det værste. Men pointen er, at styret i Kina mener, at de selv kan klare ærterne. Selvtilliden fejler ikke noget, især ikke hvis alternativet er, at Kina skal underlægge sig international inspektion.

Det er også bemærkelsesværdigt, at de kinesiske ledere med deres veto i klimaforhandlingerne vælger at lægge sig ud med store dele af udviklingslandene. Kina har ellers travlt med at bejle til u-landene, ikke mindst i Afrika, hvor kinesisk bistand giver vestens ditto baghjul. Kina har ikke bare brug for Afrikas naturressourcer til at fodre landets mægtige produktionsapparat med. Kina har også brug for u-landenes politiske opbakning, når Kinas interesser er på spil i FN og andre internationale fora.

Et flertal af de afrikanske lande - nemlig de fattigste - har tigget og bedt om en klimaaftale. Også selv om den ikke er perfekt. For de fattigste afrikanere er de mest udsatte for klimaforandringerne sammen med indbyggerne i de lavtliggende østater og deltaerne i blandt andet Bangladesh og Vietnam. Præsidenten for oversvømmelsestruede Maldiverne har sagt det lige ud: »Generationen før os rejste til månen. Vores generation skal beslutte, om vi vil overleve på denne planet.«

Og Meles Zenawi, Etiopiens præsident, der har været de afrikanske landes fælles forhandlingsleder, så allerede først på ugen, hvor det bar hen og erklærede, at Afrika ville stille sig tilfreds med en langt mindre økonomisk håndsrækning end oprindeligt krævet, hvis bare der i København kom en aftale, der bremser klimaforandringerne.

Sådan skulle det ikke gå. Og om et år skal det vise sig, om den ny verdensorden giver plads for en aftale, når FN-landene - efter planen - mødes til endnu en klimakamp i Mexico City.