17. december 2009, 23:00

Det har statsminister Lars Løkke Rasmussen, klimakonferenceminister Connie Hedegaard og statsministerens særlige klimarådgiver Bo Lidegaard måttet sande under FNs klimakonference COP15, hvor Danmarks klimapolitik i de seneste to døgn er løbet ind i et markant nederlag.

Danskerne har igennem de seneste to år arbejdet ud fra den filosofi, at den hidtidige globale klimaaftale - Kyoto-protokollen - skulle dø for at give plads til en ny og historisk klimaaftale, hvor også verdens største udledere, USA og Kina, var med.

FNs klimapolitik, der i årevis er foregået i to spor, skulle samles til en aftale. Det lød fornuftigt, og besnærede mange.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lancerede den danske strategi tilbage i oktober, men den havde været i støbeskeen længe. Løkke talte om »én aftale - to formål«, og det var det projekt, han forsøgte at sætte helt konkret i plenarsalen i Bella Center onsdag middag

Projektet gik i realiteten ud på at slå Kyoto-protokollen ihjel. Og dér havde den danske statsminister forregnet sig.

Kina, Indien, Sudan og andre var ikke til sinds at slippe en vigtig international aftale, der giver dem papir på, at verdens rige lande har hovedansvaret for den globale opvarmning. Og dét slet ikke, når det stod klart for dem, at Danmark i vid udstrækning kørte denne linje, fordi det var den, der passede USA.

»At ville aflive Kyoto svarer til at ville rive biblen i stykker,« siger en mangeårig iagttager af FNs klimapolitik.

»De sidder jo inde i salen og refererer fra skriftsteder i Kyoto. Det er det eneste, de fattige lande har.«

Resultatet blev, at Danmark onsdag og igen i går nærmest blev sat på hjul og stejle i Bella Center, hvor det danske formandskab igen og igen blev beskyldt for at være USAs skødehund, for diplomatiske fodfejl og for proceduremæssig inkompetence.

I den danske lejr bemærkede man bittert, at vennerne i EU og i andre lande ikke havde gjort noget for at hjælpe Danmark, da stormen af protester rejste sig.

I dag bliver det andre lande og ledere, der løber med æren for den globale klimaaftale, som er det mest sandsynlige resultat. Den bliver ikke så ambitiøs, som Danmark og mange andre havde håbet på.

Den bliver også reelt bygget på den danske strategi om at lave en global aftale for alle: Den kommer til at ligge i det såkaldte konventionsspor, mens Kyoto-sporet i realiteten bliver en stadigt mere hul skal.

Men på papiret overlever Kyoto, og om ikke andet kommer den til at stå som et udtryk for, at verden siden finanskrisen i efteråret 2008 og valget af Barack Obama som USAs præsident har forandret sig.

Verdens ulande sidder i dag med ved bordet, når store beslutninger af global betydning skal indgås. Og vestlige regeringschefer har lært, at aflivning af hellige køer er en farlig disciplin.