Den våde vej til København

Klimaminister Connie Hedegaard besøgte i denne uge DET VESTLIGE AFRIKA og fik ved selvsyn konstateret, at mens de store miljø-syndere diskuterer CO2-kvoter og 40-årsplaner inden topmødet i København i 2009, så har den globale opvarmning allerede på dramatisk vis forværret de i forvejen katastrofale levevilkår i nogle af verdens fattigste lande. Klimaflygtningene er på vej.

En ældre mand og hans magre ko kommer vandrende ud af den silende regn. Et mørkeblåt hovedklæde og en kappe, der matcher Mali-steppens akaciebuske, yder ikke manden megen beskyttelse mod den kraftige nedbør. Men det betyder heller ikke det store.

For at komme ind i Nioro – en mellemstor landsby i den vestlige del af landet, lige inden den ørkenlignende Sahelzone begynder – skal han alligevel krydse en 50 meter bred og brusende flod. Selvom indbyggerne har anlagt en slags bro af slidte betonblokke, sprøjter vandet op ad de spinkle ben, mens han med sin kæp forsøger at dirigere dyret fremad.

I vandkanten står i forvejen tre unge mænd klædt i beskedne, grå og sorte klæder. De er gennemblødte, men ignorerer det tilsyneladende også og tilegner i stedet de cociofarvede vandmasser deres fulde opmærksomhed.

Manden med koen ved det måske ikke, men de ved sikkert, at floden om få øjeblikke kan være væk, og at der ikke er nogen garanti for, at de ser den igen i en rum tid.

»Om tre timer er her tørt,« siger en høj, gråhåret mand med rynket, sej hud, med noget der kunne ligne et palæstinensertørklæde om halsen og på hovedet en lys hat med gyldne broderinger.

Han er en af de ældste i byen Nioro, og han kender egnen bedre end de fleste. Eller kendte.



Hvor floden lige nu løber, var der tidligere frodige marker og lunde med hundredvis af mangotræer, fortæller han, men i dag står kun et par stædige stammer vaklende tilbage med et blottet rodnet, der udelukkende holdes fast af enkelte, stærke rødder.

Det er kun et spørgsmål om tid, før også de sidste træer lader sig rive med af strømmen, der udover jord, afgrøder og træer har berøvet folk deres huse, baghaver og levegrundlag.

Men det paradoksale er, at de fleste indbyggere i Nioro denne dag har et smil på læberne.

I de mere centrale dele af byen søger mænd og kvinder – flest kvinder – denne dag skjul i de primitive hytter og under halvtag af blik, der med nød og næppe holdes på plads af løse sten.

Strategisk placerede gryder holder kun i ringe grad gulvet tørt, de hjemmelavede lerovne smuldrer, og skraldet flyder.

Men stemningen er afslappet, mens børnene pjasker rundt i Nioros smalle og stort set oversvømmede gader.



Forklaringen er nok dels, at byen i dag har fået en mærkværdig gæst, dels at hovedparten af folk i byen i endnu højere grad end oversvømmelser frygter det, der følger.

Det er tørken, og man frygter, at den kommer snart. Derfor begræder de førreste regnen, selvom den ikke kan bruges til så forfærdelig meget, fordi den kommer, når de mindst venter det og gerne – som i dag – i usædvanligt store mængder.

Det er et valg mellem skidt og værre, og det er en situation, man i stigende grad har måttet vænne sig til over de seneste par årtier.

Mens de forudgående generationer i Nioro stort set kunne indrette livet efter en årlig cyklus med otte-ni måneders tørvejr og tre-fire måneders regnsæson, har befolkningen de seneste to årtier kun kunnet stole på, at der hvert år formentlig kommer mindre regn end i det foregående.



En ung mand, der er ansvarlig for landbruget i Nioro, forsøger at forklare situationens alvor for den danske klimaminister, Connie Hedegaard (K), der i denne uge har besøgt Mali, Burkina Faso og Ghana.

Formålet har været at tale ved et forhandlermøde i Ghanas hovedstad Accra, der er en forløber for klimatopmødet i København 2009, hvor verdenssamfundet både skal sætte nye mål for reduktionen af Co2-udledning og nå til enighed om, hvordan man ruster især de fattige lande til at håndtere klimaudfordringerne.

Desuden har Connie Hedegaard ved selvsyn skullet skabe sig et indtryk af de allerede eksisterende konsekvenser af de stigende temperaturer.

I dag har hun taget den ca. fem timer lange køretur fra hovedstaden Bamako til Nioro sammen med Malis miljøminister Agathane Ag Alassane. Den unge landbrugsekspert fra Nioro skubber sin brille til rette på næsen og gør sig umage med at forklare, at klimaforandringer ikke kun er noget, man skal frygte i fremtiden, men noget der skal håndteres her og nu.

»Før havde vi mere end 400.000 hektar jord, der kunne dyrkes. I dag har vi 73.000 hektar tilbage, og indkomsten er generelt faldet med 50 pct..Det er meget vigtigt, at vores små producenter lærer at håndtere de her klimaforandringer. Både teknologisk og biologisk. Landet bliver ødelagt,« siger han.



Connie Hedegaard nikker, og Agathane Ag Alassane, siger:

»Da jeg var barn, så det her område slet ikke sådan her ud. Der var skov, når man kom til Nioro ad vejen fra Bamako, og jeg spørger mig selv, hvad vi har gjort.«

I Nioro undrer man sig også over, hvad man har gjort galt, som man i øvrigt gør det i hovedparten af den uudannede og fattige, muslimske befolkning, der langt overvejende lever uden el og nogen form for moderne bekvemmelighed.

Man beder til den højere magt og man regner med, at næste år bliver bedre.

Det bliver det bare ikke, mener i hvert fald de få klimaeksperter i landet.

Deriblandt Ibrahim Togolá, leder af Mali-Folkecenter Nyetaa, der bl.a. hjælper den fattige befolkning med at håndtere klimaforandringerne.

»Vi havde godt nok også tørker i 70erne og 80erne, men fra 1985 og frem til nu er den totale nedbør konsekvent mindsket. Ørkenen er rykket 200 km mod syd, og alt er blevet uforudsigeligt. Tidligt i juli fik den her region næsten halvdelen af den regnmængde, man normalt får på et helt år, og det gav selvfølgelig store problemer. Huse faldt sammen og kvæget havde også svært ved at håndtere det,« siger han.



I flere vestafrikanske lande er gennemsnitstemperaturen de seneste to-tre årtier steget, de ekstremt varme dage er blevet varmere og mængden af regn er – med lokale udsving – mindsket med mere end 20 procent. En udvikling der spås at fortsætte med uformindsket styrke de kommende årtier.

I mangel på bedre alternativer er løsningen for borgerne i Nioro indtil nu at flygte eller i hvert fald flytte sig.

»Sandet breder sig ind på steppen, steppevæksterne ses nu på savannen, og Bamako i syd er blevet det første sted, man møder kvæghyrderne, hvilket skaber konflikter mellem de forskellige grupper,« siger Togolá.

De unge, der ikke længere sætter deres lid til Allahs velvilje, flygter til hovedstæderne, til nabolandene eller til Europa og Asien med livet som indsats.

»Der er mange singlekvinder og mødre alene tilbage i Nioro, fordi mændene er forsvundet. Mange af mændene ender i hovedstaden Bamako som tiggere og ofte i stofmisbrug, men mændene vil jo bare hjælpe deres familier. Har en familie i Nioro ikke børn i Europa eller andre steder, så er de i store problemer,« siger Ibrahim Togolá.



Det er ellers ikke fordi, man er uden fornemmelse for, hvad man skal gøre i Nioro. Man planter træer på livet løs, der dels skal forhindre ørkenen i æde sig endnu længere ind på marker og savanne, hvor afgrøder skulle gro og kvæget skulle æde sig slagtemodent, dels bremse de altædende floder, der udvikler sig, når regnen endelig kommer med tredobbelt styrke.

Men med de ressourcer, man har til rådighed, er kampen mod naturen en ulige kamp, og der bliver plantet mindre end ti procent af de træer, som er nødvendigt for blot at holde status quo.

Men som de lokale embedsmænd i Nioro konstaterer, så er det et godt tegn, at den danske klimaminister i dag har bragt regn med sig til byen, og Malis miljøminister lægger ikke skjul på sine forventninger til den danske minister.

»Vi er et fattigt land, der er hårdt ramt, og Danmark forsøger at hjælpe os, og ved topmødet i København vil hun gøre sit bedste for at få de fattige lande på dagsordenen. Udviklingslandene i Afrika er de mindst forurenende lande, men alligevel har de fået mindst fordele, og det er vi nødt til at se på,« siger Agathane Ag Alassane til de lokale fremmødte.



Og måske er der grund til håb.

»Jeg vidste godt, der var ørkenspredning og oversvømmelser, og jeg vidste godt, at man siger, at det kan skabe millioner af klimaflygtninge, men det betyder noget at få det helt konkret ind på lystavlen,« siger Connie Hedegaard. Men hun opfordrer de mindst udviklede lande til at formulere deres ønsker mere klart end hidtil, hvor alle udviklingslande har forhandlet i samlet flok i det såkaldte G77- samarbejde, en vifte af lande lige fra Kina, Saudi Arabien, Brasilien til de fattige lande i Afrika.

»Jeg tror, at de mindst udviklede lande ville stå stærkere, hvis de optrådte i et særskilt samarbejde og havde nogle bud på, hvordan netop deres interesserer varetages. USA vil jo automatisk reagere negativt, hvis de skal hjælpe Kina eller Saudi Arabien til noget teknologi, som de kan få på andre måder.«

Ministerens bud er, at man bliver nødt til at indføre en mekanisme, der udover ulandsbistanden sikrer en stabil overførsel af midler fra de lande, der bærer hovedansvaret for den menneskeskabte opvarmning af kloden, til de lande, der lider mest.

De skal lære at håndtere den nye vejrsituation, måske skifte afgrøder, måske finde helt andre måder at tjene til føden. Og så skal de sørge for at bevare den sparsomme skov, der findes, om de så skal belønnes kontant for at gøre det.



Skov tiltrækker regn, skov giver mad, skov giver energi, og i lande som Mali og Burkina Faso er skoven desuden landbefolkningens eneste tilgang til »medicin«.

Men skoven bliver fortæret af ørkenen, ædt af tørken, slugt af oversvømmelser og ikke mindst fældet af landets kvinder, for hvem det ofte er den eneste mulighed for tjene penge.

I den lille landsby Tafele sidder »præsidenten« for kvinderne i lokalsamfundet sammenkrøbet på jorden ved siden af en lille bålplads.

Landsbyen er reelt en 40-50 spredt beliggende stråtækte lerhytter halvanden times kørsel på hullede, røde, jordveje fra Bamako, hvor geder og høns trisser afslappet rundt, mens en flok nysgerrige børn dropper deres leg og forsigtigt nærmer sig.

Kvinden er »præsident«, fordi hun er ældst – et sted i 70erne, mener man – og mens byens unge er ude og arbejde her midt på dagen, er hun alene tilbage med mødre til nyfødte og dem, der er for unge til at arbejde.

Den ene arm er dækket af et utal af farverige armbånd, og de spinkle ben er trukket helt op til brystet, mens hun sidder og vugger stille og roligt.

»Da jeg var yngre, lå byen i udkanten af skoven. Der var et lille vandløb, men når man krydsede det, kunne man hente brænde til madlavningen dér,« fortæller kvinden, der kalder sig noget i retning af Bodouly.

I dag begynder skoven ved foden af en højderyg, et stykke ude i horisonten, og når kvinderne i dag skal hente brænde, skal der først tilbagelægges mindst fem kilometer til fods. Og det er altså ikke fordi, at byen har flyttet sig, understreger hun.

»Jeg henter jo ikke brænde længere, så I må spørge de andre kvinder, hvad de synes om det,« nøjes Bodouly med at konstatere og smiler listigt.



Men distancen er heller ikke det største problem. Kvinderne i områdets landsbyer har i de seneste årtier fældet skov og solgt træet til udvikling af trækul i storbyen i et omfang, der betyder, at livsvigtige træsorter uddør, så føde, indtjening og helende naturprodukter går tabt, mens byerne og afgrøderne i omegnen bliver mere sårbare overfor tørke, vind og kraftig regn.

Først for to år siden stoppede man med at fælde skov i dette område, fortæller Coulibaly Aminata Barry, der af den lokale kommune Bougoula blev bedt om at forsøge at gøre noget ved problemet.

»Da vi i 2001 skulle lave en udviklingsplan for de her områder, fandt vi ud af, at det var kvinderne, der ødelagde skovene i området, men da vi bad dem om at mindske eller helt at stoppe med at fælde skov, forklarede de, at det var deres eneste mulighed for at have en indkomst. Derfor besluttede vi os for at forsøge at finde alternativer,« siger Coulibaly Aminata Barry.

»Det handlede bl.a. om at spare penge ved eksempelvis at lære dem at dyrke deres egne grøntsager, men derudover fik vi 600 kvinder i otte byer til at slå sig sammen og løbende samle penge ind. Da de havde indsamlet måske 25.000 eller 50.000 var vi mellemled, så de kunne få et mikrolån. Pengene blev investeret i småhandel og dyrkning af haver i de områder, hvor de havde fældet skov, og for langt de fleste af kvinderne betød det en klar forbedring af økonomien,« siger hun.



Og »præsidenten« i Tafele er godt tilfreds, for kvinderne er nu sikret en fast forsyning af bl. a. løg og cassava, ligesom afkastet fra sheatræerne skæpper godt i kassen.

I dag bliver der kun fældet træ til brug til egen madlavning, men det skov, man har reddet i denne kommune, er som en dråbe i havet, og hvert år bliver titusinder hektar skov ødelagt. Som det er tilfældet med de desperate forsøg på at forhindre ørkenens indtog i Nioro, er der her tale om en kamp, der umuligt kan vindes alene, mener Ibrahim Togola fra Mali-Folkecenter.

»Klimaforandringerne koster Mali mange penge, og man er nødt til at gøre økonomien mindre sårbar. Det kræver både internationale og private investeringer og en forståelse for, at vi kun kan vinde den her kamp, hvis vi uddanner os i nye retninger og indser, at vi ikke kan fortsætte med den type landbrug, vi har i dag,« siger han og understreger, at topmødet i København i 2009 er ved at være sidste udkald, hvis man vil undgå en regulær katastrofe og store strømme af klimaflygtninge.



Og her kommer Connie Hedegaard så igen ind i billedet.

Selvom tilpasning og teknologioverføring til de mindst udviklede lande er kommet mere og mere på dagsordenen, så understreger hun, at de industrialiserede og Co2-udledende lande godt kan indstille sig på at medbringe den store pengepung, når de tjekker ind i den danske hovedstad om 16 måneder.

»Den her opgave bliver ikke løst indenfor de rammer, der er i dag. Man skal ikke være lang tid i Mali for at finde ud af, at behovet er enormt, og hvis skal løse den her opgave, så må verdenssamfundet finde nye former for finansiering. Jeg har oplevet, at vi skulle diskutere, om der overhovedet var klimaforandringer, eller om det var noget, vi måske skulle bekymre os om langt ude i fremtiden. Når man ser det her, så forstår man, at hvis ni milliarder mennesker skal leve fredeligt her på kloden i 2050, så skal vi nok til at finde ud af, hvordan vi tilpasser os de ændringer, der sker. Der er millioner af mennesker, der meget snart vil flygte. Det er faktisk i gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.