1. februar 2010, 22:30 – opdateret 1. februar 2010, 23:01

Danmark er nemlig officiel formandsland for FN-klimakonferencen COP15 helt frem til åbningen af COP16 i den berømte mexicanske ferieby Cancun i december. Af samme årsag er klima- og energiminister Lykke Friis (V) officiel formand for de fortsatte globale klimaforhandlinger i FN-regi i de næste ti måneder.

Men som bekendt gik hendes eget partis klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt i går i Berlingske Tidende ud med følgende erklæring: »I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO2-udledningen.«

Med andre ord: Statsministerens eget parti ønsker - til både oppositionens og regeringspartiet de Konservatives store fortrydelse - at sænke EUs klimaambitioner til de lavest mulige.

Det er et udspil, som sætter Lykke Friis på en vanskelig opgave. Hendes forgænger i stolen, den nuværende EU-klimakommissær Connie Hedegaard, var og er formentlig fortsat en stor fortaler for, at EU bør gå forrest og snart hæve EU-ambitionen til 30 pct. reduktion i 2020.

Ej heller bør det glemmes, at forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2008 erklærede, at »vi skal skabe et fossilfrit Danmark, vi skal skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark«.

Der er med andre ord tale om noget nær en dobbelt-tallerkenvending fra Danmarks store regeringspartis side på klimaområdet, og det inden for mindre end to år.

Det vil formentlig blive bemærket ude i verden, at den i 2009 så internationalt klimaombejlede statsminister Lars Løkke Rasmussens eget parti har sænket klimaparaderne. Af samme årsag må man formode, at Venstre-udmeldingen vil svække Danmarks troværdighed som klimaforegangsland og Lykke Friis’ forhandlingsposition.

Iagttagere, som Berlingske Tidende har talt med, hæfter sig yderligere ved, at det med Venstre-udmeldingen nu er blevet definitivt cementeret, at ikke Danmark, men langt snarere Tyskland, Frankrig og Storbritannien, har klimaførertrøjen på i EU.

Det er politisk afgørende klimatider, vi befinder os i. I søndags udløb FNs oprindelige deadline for indberetning af de enkelte landes klimamål - en deadline, der blev nedfældet i det ret hule slutresultat af klimatopmødet i Bella Center i december, den såkaldte Copenhagen Accord eller Københavner­erklæring.

Flere lande, herunder Kina, Indien, Japan og USA samt EU, overholdt deadline, og da disse lande og regioner tilsammen er ansvarlige for op mod 80 pct. af klodens samlede menneskeskabte CO2-udledninger, var det afgørende at få dem til at fastholde de tilkendegivelser, de spillede ud med i København i december.

Vejen derfra og til en juridisk bindende global klimaaftale er imidlertid særdeles vanskelig. De store landes aktuelle klimaudspil er næppe ambitiøse nok til at holde stigningen i klodens middeltemperatur på under to grader i forhold til niveauet før industrialderen. To graders-målsætningen er ellers specifikt nævnt i Copenhagen Accord som en grænse, landene i fællesskab anerkender, at man bør holde sig indenfor.

Iagttagere peger på, at hvis man seriøst vil arbejde for en sådan målsætning, er det af afgørende betydning, at nogen viser vejen, ikke mindst EU med et 30 pct. reduktionsmål i 2020. Spørgsmålet er bare, hvordan Lykke Friis vil tackle en sådan langsigtet ambition, når hendes eget parti er lodret imod den?

Heldigvis for Lykke Friis, kan man næsten sige, vil hendes FN-formandsrolle helt naturligt svækkes løbende i de kommende måneder i takt med, at Cancun-mødet nærmer sig, og det kommende mexicanske formandskab af samme årsag påtager sig flere forpligtelser.

COP16-mødet i Cancun kommer næppe til at munde ud i en bindende global klimaaftale. Men den kommer til at udgøre et afgørende skridt, der formentlig især vil bestå i så at sige at oversætte det politiske sprog fra Copenhagen Accord til et FN-sprog, som landene i højere grad kan tilslutte sig.

Der er med andre ord lagt op til en central, måske ligefrem historisk klimakonference, som Danmark nu måske mister muligheden for at præge med troværdighed og et højt ambitionsniveau.