Ufaglærte danske job inden for klima- og energiområdet tabes til udlandet i langt højere grad end hidtil antaget. Vismand: Regeringen må gribe ind.
10. december 2009, 23:00
Danmark ser ud til at miste arbejdspladser inden for klima- og energiområdet i hidtil uset omfang. En ny analyse, som fagforeningen 3F har udarbejdet på baggrund af kvartalstal i energisektoren og forventningerne til årets sidste kvartal, viser, at op til 8.000 ufaglærte klimajob vil være væk ved årets udgang.
Flere fagfolk og eksperter forklarer de dystree perspektiver med regeringens miljønedskæringer, da de kom til magten i 2001, og manglende energirenovering af offentlige bygninger.
»Det er i mange år gået trægt med udbygningen af vindmøller, mens vores nærmarkeder har udbygget i stort tal. Det gælder bl.a. Tyskland og England, og det lider vi under,« siger professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der betegner tallet som voldsomt.
Regeringen er for bovlamme
Vismændene har anbefalet regeringen at fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. næste år og ser gerne, at de investeringer får fokus på Danmarks klimamålsætninger, herunder energirenovering. Det har regeringen dog undladt at gøre, og vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener, at det kan koste arbejdspladser, også på klimaområdet:
»Regeringen har gjort en del i forhold til offentlige investeringer, men man kunne gøre mere, og man kunne give det en stærkere klimamæssig drejning. Det ville så også bedre fastholde arbejdspladser i klima-virksomhederne,« siger han. 3F er helt enig.
»Regeringen er alt for bovlamme i forhold til at fremtidssikre dansk erhvervsliv bedst muligt,« siger formand Poul Erik Skov Christensen.
Grønne elementer i alle aftaler
Venstres finansordfører Tina Nedergaard afviser at tage ansvaret for jobtabene:
»Det var måske en fejl ikke at prioritere anderledes i starten af regeringsperioden. Men nu er vi nået op på 17 pct. vedvarende energi i Danmark, og fra den ene aftale til den anden har der været grønne elementer.«





























