4. december 2009, 22:30

Hvad er succeskriteriet for klimakonferencen i København?

Vi vil kæmpe for en aftale, der kommer til at rumme alle de store vitale spørgsmål. Det gælder reduktion i udledning af drivhusgasser, finansiering i u-landene, tilpasning til de klimaændringer, der ikke kan undgås, og overførsel af renere teknologi til udviklingslandene. Aftalen skal bringe os på sporet af det mål, eksperterne har anbefalet, nemlig at verdens lande får stabilliseret udledningen af drivhusgasser på et niveau, der betyder, at opvarmningen højst bliver på to grader.

 
Klimaforskerne har peget præcist på, hvilke reduktioner i udledningen der skal til for at nå målet om en maksimal opvarmning på to grader, så hvad ligger der i, at aftalen blot skal bringe verden på sporet af målet?

Industrilandene skal reducere med 25 til 40 procent inden 2020. Og med de bud, der er på bordet nu, ligger vi kun på omkring de 18 procent. Så må vi se, om vi kan presse det tal yderligere i vejret i slutspurten.

Men USA har jo ikke spillet vanvittigt ambitiøst ud på kort sigt, de vil reducere med fire procent i 2020. Til gengæld vil de reducere med hele 32 procent i 2030. Så det kan være, at kursen mod målet om de to grader tager fart med en stejlere kurve efter 2020.

Hvad betyder det for forhandlingerne, at USAs præsident kommer allerede 9. december, og ikke når alle de andre stats- og regeringsledere kommer til slutspillet 17. til 18. december?

Det vil jeg ikke spekulere i. Vi har sendt nogle invitationer ud, og dem kan man sige ja eller nej til. Vi lever i en fri verden, og der er frit valg i forhold til at acceptere invitationer. Lige nu betyder det meget for en succesfuld konference, om USA kan komme med finansiering. Fokus er meget rettet mod reduktioner i udledning af drivhusgasser, men den største hurdle på konferencen kan blive spørgsmålet om, hvordan de rige lande skal finansiere overførsel af teknologi, opbygning af kapacitet og tilpasning til klimaændringer i u-landene. Og i den forbindelse vil der blive lyttet meget til, hvad præsident Barack Obama siger, når han kommer til København 9. december.

Hvad tyder på, at du kan være med til at hive en succesfuld global klimaaftale i land?

I modsætning til situationen forud for vedtagelsen af den seneste klimaaftale, Kyotoprotokollen, er der denne gang udbredt enighed om, at vi står foran en stor udfordring, og at der skal handles. Alle de store aktører har forholdt sig til det og er kommet med bud på, hvordan de selv kan bidrage til at tackle det. Det gælder bl.a. Kina, USA, EU, Brasilien og senest er også Indien kommet med et udspil. Vi står med et politisk momentum som aldrig før.

Hvordan skal aftalen komme i hus?

Det seneste par år har vi set en massiv bevægelse i villigheden til at indgå en aftale i København. Der er skabt en forventning i befolkningerne om, at København bliver stedet. Så det vil være en stor byrde for regeringeslederne, hvis de skal vende tomhændede hjem og se deres vælgere i øjnene og fortælle dem, at det ikke lykkedes. Vi har aldrig tidligere set sådan en forventning bygget op. Så den politiske pris for at blokere en aftale vil være meget høj. Derfor vil der også være stor vilje til at indgå en aftale.

På det seneste har en gruppe forskere peget på, at klimaændringerne kan blive mere alvorlige, end FNs klimapanel forudsagde i sin rapport fra 2007. Hvordan vil det påvirke forhandlingerne?

Udgangspunktet er stadig klimapanelets rapport fra 2007, der har samlet og koncentreret den eksisterende viden. Vi kan ikke justere forhandlingsgrundlaget hver gang, der kommer en ny videnskabelig undersøgelse. Vi må så se, om vi kan blive enige om at rette ind efter den næste rapport fra klimapanelet, der kommer i 2014.

Forskere og andre, der tvivler på, at mennesket bærer et hovedansvar for den globale opvarmning, har på det seneste erobret en del af pressens dagsorden. Hvad vil du sige til de læsere, der er kommet i tvivl om, hvad de egentlig skal tro?

Vi lever i en fri verden, hvor der skal være plads til alle synspunker. Langt de fleste klimaforskere fortæller os, at vi står over for en meget stor udfordring. De seneste meldinger tyder oven i købet på, at det kan blive en større opgave, end man antog for blot få år siden. Jeg opfatter skeptikernes offensiv som et last call op til klimakonferencen.

Jeg har svært ved at forstå, at man bare vil lade stå til og sorgløst håbe på, at der ikke er noget om snakken, når så mange forskere er enige om, at vi har et problem. Og jeg har også svært ved at se, hvilken skade det gør, at verden indgår en aftale, der gør os uafhængige af fossile brændsler, sikrer en bæredygtig vækst og mindsker luftforureningen. Det er under alle omstændigheder en god idé.