Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Connie jubler over Obamas peptalk

Klimaminister Connie Hedegaard glæder sig over, at Obama lover et aktivt USA i klimaforhandlinger.

Den danske klimaminister Connie Hedegaard har svært ved at få armene ned efter, at USA's præsident Barack Obama onsdag kom med en regulær klimapeptalk og fastslog, at USA vil optrappe sin deltagelse i de internationale forhandlinger, som sigter på at bekæmpe klimaforandringer.

- Talen i går er helt i tråd med de meldinger, vi igennem længere tid har fået. Over hele linjen viser landet, at klimaforandringer står allerøverst på deres dagsorden, siger ministeren til Ritzau.

Med USA om bord er der gode udsigter til et tilfredsstillende slutdokument, når Danmark er vært ved klimatopmødet til december i år, mener ministeren:

- Vi har igennem længere tid sukket efter USA's lederskab på den her front. Og det er klart, at det ikke er gratis at komme med alle disse positive udmeldinger. Hver gang de siger det offentligt, forpligtiger de sig på virkelig at sætte ind, siger hun.

Ifølge Barack Obama agter USA agter at være førende i vindkraft og andre vedvarende energikilder. Præsidenten fremhævede i sin tale Danmark, fordi næsten 20 procent af vores strøm kommer fra vindmøller og solceller.

Og Connie Hedegaard er ikke ked af Barack Obamas erklærede mål at slå Danmark og overtage den gule førertrøje inden for vindmølleenergi. Tværtimod glæder hun sig over konkurrencen.

- Det vil være super godt, hvis USA kan forsyne sine 300 millioner indbyggere med vedvarende energi i samme størrelsesorden som herhjemme. Hvis det kan lade sig gøre, så må de gerne overtage førstepladsen, siger Connie Hedegaard.

/ritzau/