Den danske klimaminister Connie Hedegaard er ankommet til Bruxelles, hvor hun vil give "en opsang" til nogle af EU's mest magtfulde stats- og regeringsledere
29. oktober 2009, 14:17
BRUXELLES: Som storfavorit til at få én af de mest magtfulde poster som klimakommissær i den næste EU-kommission ankom den danske klimaminister Connie Hedegaard i dag til Bruxelles.
Her skal hun tale for folk som kommissionsformand Jose Manuel Barroso, den tyske forbundskansler Angela Merkel, den polske premierminister Donald Tusk, den svenske formand for EU og statsminister Frederik Reinfeldt, Hollands premierminister Jan-Peter Balkenende og en række andre europæiske nøglespillere.
De har det til fælles, at de af den europæiske konservative familie, og ved en frokost forud for det EU-topmøde, der begynder senere i eftermiddag, skal de blandt andet diskutere klimaspørgsmålet forud for det afgørende topmøde i København til december. Connie Hedegaard er inviteret til det konservative møde i sin egenskab af vært for klimatopmødet, og hendes budskab var, at EU skal se at komme i sving.
"Der er brug for, at EU kommer med penge på bordet nu. Det er vigtigt, at EU tør tage det første skridt, også med at blive konkrete. EU ville vinde meget ved det, og vi ville vinde meget anerkendelse også blandt udviklingslandene, hvis vi siger, at nu gør vi det altså," sagde Connie Hedegaard på vej ind til mødet.
Hun henviser til den debat, som stats- og regeringslederne fra de 27 EU-lande skal have i dag og i morgen på topmødet, hvor netop finansieringen af en eventuel klimaaftale i København skal drøftes.
Det er ellers forventningen, at lederne netop ikke kan blive enige om at stille med konkrete løfter om, hvor meget de vil spytte i kassen, når regningen skal betales.
Vi kan ikke udskyde mere
"Det vi taler om på den korte bane er fem til syv milliarder euro for hele verden. Nu skal vi heller ikke gøre det til et højere tal, end det er. Det kan vi godt levere, hvis vi vil. Der har været en tendens til, at man hele tiden siger, at vi kan klare det på næste møde eller næste møde. Nu er der altså ikke ret mange møder tilbage før København, og det ville være et dårligt signal, hvis der ikke kommer penge på bordet nu. Jeg synes også det er underligt, hvordan EU vil gå til G20-topmøde den 5-6 november uden at have en finansieringsposition. Det er finansiering, der skal drøftes på det møde," lød det skarpt fra Connie Hedegaard, der i øvrigt ikke ville kommentere på spørgsmålet om kommissærposten. Overhovedet.
"Jeg er inviteret til at tale om COP15, og det er afgørende, få timer før lederne skal mødes til et topmøde og drøfte de her ting," sagde Connie Hedegaard.
Heller ikke hendes partiformand, vicestatsminister Lene Espersen, ville diskutere kommissærposten, selvom kommissionsformand Barroso har ladet forstå, at han gerne vil have Connie Hedegaard på posten.
"Vi kommenterer overhovedet ikke på det spørgsmål. Vi sidder i en konservativ familie med mange folk, der er regeringschefer i deres respektive lande, og jeg er glad for, at vi har lejligheden til, at Connie kommer og giver dem en opsang og forklarer dem, at det altså er nu, beslutningerne skal træffes. Man kan ikke blive ved med at udskyde beslutninger, der er meget, meget vigtige for at vi får en aftale i København," sagde Lene Espersen.