Der blev kastet sten, spredt tåregas og sat biler i brand ved Christiania. Ca. 20 personer anholdt.
12. december 2009, 18:19 – opdateret 12. december 2009, 18:25
Ifølge Københavns Politi udbrød der uro i området ved Christiania lørdag eftermiddag ved 16-tiden.
Fire biler, der holdt parkeret på Ved Volden, blev sat i brand, og der blev kastet med sten mod politiet. Én betjent blev ramt på kæben, og han blev efterfølgende kørt til skadestuen.
Politiet svarede igen med tåregas, og ca. 20 personer blev anholdt.
Cirka en halv time senere blev en 43-årig svensker anholdt på Amagerbrogade og fragtet til sygehuset. Han antændte en kraftig krysantemumbombe, og blev altså selv skadet af den.
Københavns Politi oplyser, at de pt. ikke har et fuldt overblik over antallet af anholdte, men at der vurderes at være tale om et "betydeligt antal".
Det er tidligere blevet vurderet, at ca. 400 personer er blevet præventivt anholdt på Amagerbrogade, derudover kommer så eftermiddagens anholdelser på Christiania samt de i alt 19 anholdelser, der fandt sted før dagens demonstration, og bl.a. tæller overtrædelse af våbenloven og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
































