Julecoachen hjalp Eva med hendes julestress

Du burde også, og du skulle også. Hvad med julekort? Og hvem sørger for mandelgaven? Decemberdyret er løs, men kan heldigvis tæmmes, erfarede Eva Hansen, der fik julecoaching på Rådhuspladsen.

Midt i menneskemylderet – blandt bilos og brændte mandler – er 34-årige Eva Hansen i gang med en meget personlig samtale. Den handler om julestress, og om de forventninger hun har til 24. december.

»Det er ikke så meget gaverne og det, jeg skal nå. Det er mere de der opskruede forventninger, der er til selve juleaften. Jeg mistede min far for nyligt, og i år er første jul uden ham, og nu frygter jeg, hvordan det skal gå med os, der er tilbage. Om det kan lykkes at få den gode stemning op at stå,« siger 34-årige Eva Hansen, der skal holde jul hos sin mor i Nyborg. Det skriver Urban.

Eva bor på Frederiksberg og kom tilfældigvis forbi Rådhuspladsen, hvor Helle Bertram, professionel coach i firmaet MÆRKBAR, har taget opstilling sammen med fem andre kvindelige coaches. Deres formål er at tilbyde julestressede danskere hjælp til at overkomme december. Samtidig håber de at gøre reklame for begrebet coaching, som en metode til at komme snart sagt al slags stress til livs.

De færreste forbipassernede bider dog på.

»De fleste har et andet fokus, når de passerer her forbi,« forklarer Helle Bertram og varmer hænderne på en kop kaffe:

»December er en måned, hvor vi drøner rundt for at få afrundet alt det, vi skal. Samtidig sætter vi alt ind på at få den sublime julestemning. Vi har så mange forventninger og spænder ofte hinanden op på et helt urimeligt julepres. Men forventningerne bestemmer man i bund og grund selv, om man vil leve op til. Det, som kan give en rolig jul, er, at man sætter sig ned et øjeblik og tænker over, hvad det egentlig er, der giver mest glæde ved julen,« siger hun.

Hvis det vigtige ved julen er, at man får en romantisk, stille og rolig jul sammen med kæresten, bør man med andre ord ikke drøne fra Thy til Slagelse for at tilfredsstille alverdens slægtninge. Og det råd kan Eva Hansen fra Frederiksberg godt bruge til noget.

»Nu har jeg fundet ud af, at jeg har et valg. Jeg bestemmer ikke over juleaften, og jeg kan ikke styre, hvad der sker. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil reagere på det, og hvor store forventninger jeg selv vil have til den aften,« siger Eva Hansen, der efter en halv times coaching forlader Rådhuspladsen i opløftet stemning.

Lidt længere nede af Strøget drejer en julemand på sin lirekasse.

»Det lyder som om, vi har gjort det rigtige,« siger Urbans fotograf.

»Kæresten og jeg har valgt at holde jul helt alene – bare os to,« siger han og ligner en mand, der er 14 kilo lettere.