B Mennesker

»Jeg behøver kun tre par shorts og mit pas«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor

Da farmor havde holdt ud til de 100, så hun kunne få et brev fra Dronningen, døde hun og efterlod sig et helt livs indsamling af gods og guld. Størst af alt var nu den sølvske, som havde huller i bunden, og som var en decideret jordbærske. At nogen havde en sølvske specielt designet til at tage jordbær med, var for mig tegn på, at man var rigere end Dronningen, tænkte jeg, når jeg som barn sad en sommerdag og øste op, mens jeg lyttede til bornholmerurets tikken og nulrede de bare tæer rundt i luvet på det ægte tæppe.

Det er så grimt, når en person dør, og de efterladte cirkler som gribbe, til de flår flæsket fra benet og indrømmer, at de faktisk gerne vil have armbåndet, bilen og pengene. Nogle gange cirkler de, før personen er død, og hvis jeg var rig og gammel, ville jeg enten give dem det hele med det samme, så jeg ikke følte, at de kun besøgte mig for at få Mågestellet op under neglene, eller også ville jeg gøre det klart, at jeg havde testamenteret hele baduljen til Marsvinets Værn.

Der var nu ingen familiedramaer, da farmor var taget bort fra sine ting, og de skulle deles. Og det er hyggeligt at have fysiske minder om nogen, man elsker – men det er noget andet, hvis man bare gerne vil have det dyreste, den elskede havde brugt år på at få råd til. Jeg har masser af minder, som ikke er noget værd sådan i økonomisk forstand, men det gør mig glad, hver gang jeg ser på lysestagerne fra mine bedsteforældre, de to Heerup-tryk gør mig tryg, fordi de minder mig om mit barndomshjem, jeg har sjove lerfigurer, som giver mig solen i Mexico tilbage, safaristole fra en kær kæreste – alle vegne er der fysiske minder, som trigger et lille hjørne af hukommelsen og gør mig glad eller eftertænksom.

Men det fineste fysiske minde, jeg har, er nok arret på venstre knæ, som bliver lyserødt om sommeren. Det minder mig om, at jeg engang vandt amtsmesterskaberne i hækkeløb, selv om jeg faldt undervejs, havde blod løbende ned i sokken og måtte på hospitalet. Men jeg vandt. Det er den eneste gang, jeg nogensinde har gjort noget, som mindede om en scene fra en film. Bortset måske fra, da jeg troede, at nogen i min familie havde snuppet farmors jordbærske og fik en mærkelig vred fornemmelse i kroppen. Det var jo MIT minde. Da jeg senere opdagede den liggende fint i min skuffe med yndlingsting, silede tårerne stille ned ad kinderne, og jeg savnede farmor.

Hassan Preisler

Mit hjem bugner af ting og sager, jeg har slæbt hjem fra rejser. Et par vintage John Lennon-briller fra New York. En smuk mælkekande i pletsølv med stråomviklet greb fra Beiruts legendariske café Modka. Berlins Brandenburger Tor som samlesæt i patineret stål. En rød-grøn silkesari fra en thailandsk strandbod. En tung falafelformer fra Damaskus’ gamle souk.

Da jeg er 19, tager jeg til øen Ios i det græske øhav. Her møder jeg Stefanie. Hun kommer fra en californisk kystby og har langt, mørkt hår og sommerbrun hud. På terrassen lytter vi til Bob Dylans »Blonde on Blonde«-kassettebånd, indtil vi kan det udenad. Afskeden efter en uge i hinandens favn er smertefuld.

Hjemme igen stjæler jeg mig til de dyre telefonopkald, når jeg er på nattevagt som bud på avisen B.T. En aften fortæller Stefanie mig med en særlig klang i stemmen, at hun altså har hjembragt noget mere end den lille Satyr-statue og Ouzo-flasken fra Grækenland: Hun er gravid!

I biografen ser jeg filmen »Cocktail«. Tom Cruise lever det gode liv som bartender på en caribisk ø. Og da Stefanies far netop har et hus på Jamaica, ser jeg pludselig kabalen for mit unge liv gå op: Vi vil slå os ned i en strandhytte og leve af de fisk, jeg fanger fra min kano, og af de penge, vi får ind, når vi mikser Pina Coladas i vores egen bambusbar. Natten efter forelægger jeg Stefanie min plan. Og hun er på! De næste uger bruger vi på at tilrettelægge vores fremtid. Jeg behøver kun tre par shorts og mit pas. Hun skal ikke pakke andet end sine sandaler og nøglen til huset på solskinsøen. Vi aftaler at mødes i Norman Manley-lufthavnens ankomsthal.

Det er ved en tilfældighed, at min mor hører om min dagsorden. Og hun skyder en kile i den med disse ord: »I kommer til at ødelægge jeres liv – og et barns!« I den anden ende af verden har Stefanies far argumenteret på lignende vis, da han opfangede hendes agenda. Ugen efter meddeler Stefanie mig i et håndskrevet brev, at hun har fået en abort. Jeg holder op med at ringe til hende, og hun sender ikke længere post til mig.

Så indtil der en dag står en 28-årig mand eller kvinde med markante mørke øjenbryn og et korrigeret underbid foran min dør og siger: »Far?«, vil jeg konkludere, at det ikke er alt, man tager med hjem fra sine ferier, der får en plads i virkeligheden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.