Sager om infektioner

Akut nyrebækkenbetændelse overset
Maiken

jeg bliver udskrevet fra sygehuset D......., stadig med smerter og uden at jeg kunne tage føde eller væske til mig. Om aftenen får jeg meget kræftige smerter i højre flanke, svarende til nyrene, og jeg vælger at ringe til vagt lægen da de smertestillende piller jeg havde taget ikke tog smerterne. her fortæller jeg ham, at jeg havde været indlagt i ca. en uge, og jeg ikke kunne tage noget til mig.
han vælger så at sige at jeg skal fortsætte med det smertestilende, og hvis jeg ville kunne han udskrive noget mod kvalme så jeg kunne være sikker på at det blev nede. Der på afslutter han samtalen og jeg sidder tilbage med en følelse af at der er noget galt og lægen ikke gad at høre på mig. (Det er jo nemmere at afvise folk end det er at tage stilling til dem.)
det resultere i at jeg ender med at kontakte den private vagtlæge som kommer ud inden for en halv-time, hvor han så indlægger mig igen grundet dehydrering og til smertestilling.
og efter en afvisning på det sygehuset, måtte jeg henvende mig på et af regionens andre sygehus skadestue hvor jeg bliver akut indlagt med nyrebækkenbetændelse, og dehydrering.

Mellemørebetændelse overset
Da min datter var 8 uger gammel
blev hun syg med høj feber. Hun var rigtig sløj og jeg tog hende derfor
til vagtlægen på Herlev Hospital. Han kiggede på hende, men mente det
var en virus, og vi skulle ikke gøre yderligere. Min sjette sans sagde
mig at hun havde mellemørebetændelse, hvilket jeg sagde til lægen. Men
hans kommentar var følgende: "Så små børn kan slet ikke få
mellemørebetændelse". Jeg bad ham kigge hende i ørene, men det ville
han ikke og vi tog hjem igen. Weekenden over blev hun ved med at være
dårlig og have høj feber. Mandag morgen kørte jeg til ørelæge med
hende, som ved blot at kigge hende i ørene konstaterede en bragende
mellemørebetændelse på begge ører, og hun kom i behandling med det
samme. På trods af, at denne situtation ikke var alvorlig, og at der jo
slet ikke var tale om en livstruende tilstand, synes jeg alligevel, at
det var en foruroligende og underlig oplevelse at vagtlægen meget
overbevisende konstaterede, at " små spædbørn på 8 uger slet ikke kan
få mellemørebetændelse".

Afvist af verdens mest arrogante læge
I sommeren 2007 blev
jeg en fredag bidt af nogle insekter i sommerhuset - lørdag/søndag
begynder hele mit ene ben at hæve voldsomt op og jeg begynder ikke at
kunne gå. Mit ben og min fod hæver så meget at jeg ikke kan få sko på
og jeg begynder at få feber. Jeg er ikke normalt allergisk overfor
insektbid og har aldrig prøvet noget lignende. Jeg ringer til vagtlægen
af 2 grunde - min egen læge er på ferie om mandagen og jeg er bekymret
og kan ikke gå. Jeg snakker med min far i telefonen som er læge om at
jeg skal have pencillin og/eller antihistamin. Jeg ringer til vagtlægen
på frederiksberg søndag morgen. Her taler jeg med verdens mest
arrogante læge der i den grad taler ned til mig og siger at piger tit
bliver helt hysteriske når de får et lille bitte myggestik og at det
går væk igen.... Han kan ikke bruge mere tid på mig.
Jeg bliver så
arrig at jeg får min kæreste til at ringe op igen fordi han ikke tager
mig seriøst. Han får samme besked. Jeg får ingen hjælp.
Jeg venter
endnu et døgn på at komme til en vikarlæge der dækker min egen læges
ferie. Jeg kommer til sent om eftermiddagen. på det tidspunkt kan jeg
ikke gå mere, har smerter, feber og en dobbelt så stor fod og underben.
Lægen er meget overrasket over at jeg ikke har modtaget behandling før
og mener det kunne have begrænset infektionen. Jeg får noget af det
stærkeste antibiotika og antihistamin i 10 dage og er først frisk igen
efter 2 uger.
Grunden til at vi ikke tog på skadestuen er nok at
"man" sjældent tager på skadestuen for at vente 4 timer hvis man ved at
man i princippet bare skal have noget antibiotika hurtigst muligt.

RS-virus udlagt som influenza
Hej..

Nu da i har gang i nogen af de historier om lægevagter der svigter, vil jeg gerne dele min med jer også..

Min
datter var en tid meget syg, og da feberen lå på ca. 40 hver aften i en
uge hvor der var ferie ved læge, blev vi mistænksomme.
Vi ringede på lægevagten, de bad os komme. Kiggede på hendeog sagde, ja det er influenza.
Vi tog hjem igen, og troede på de vise ord, at det var influenza.. Dagen efter blev det værre. Vi kontaktede igen lægevagten.
Igen fik vi at vide, influenza.
Jeg blev så rasende at jeg dagen efter kontaktede min egen læge. Kun nåede kun lige at skimte os, og babu babu røg vi på
børneafdelingen med høj fart. Min datter var ramt af en slem gang RS virus. Så hun kunne slet ikke få vejret!
- Samme aften blev lillesøster på blot 1½ måned indlagt fordi hun var blevet smittet af storesøsteren!

-----> Så ja, det danske sygehus væsen (lægevagter) de er ikke en pind værd!

Håber I måske ku bruge min fortælling til noget!

Vagtlægekonsultationen blev en slem skuffelse
I slutningen af
februar konstaterede min øjenlæge, at jeg havde hul i hornhinden. Dette
hul blev behandlet, og hun oplyste mig, at hvis jeg mærkede, det blev
værre, skulle jeg omgående henvende mig til vagtlægen, da det kunne
være alvorligt, hvis der kom infektion i øjet. Behandlingen gik fint en
uges tid, men pludselig brød helvede løs igen, og jeg havde de vildeste
smerter. Følte ikke at jeg kunne være i min egen krop. Jeg kontaktede
lørdag morgen vagtlægen per telefon, da jeg nu også havde fået et stort
forkølelsessår på læben, og jeg havde om natten på nettet læst, at hvis
den virus gik i øjet, var det meget alvorligt. Vagtlægen var bekymret
og sendte mig til Frederiksberg, hvor jeg et par timer senere kunne se
en vagtlæge. Vagtlægekonsultationen blev en slem skuffelse. Lægen var
mest bekymret for forkølelsessåret, som han gav medicin for. Jeg sagde,
at jeg var mere bekymret for mit øje end såret, dertil svarede han: Det
kan jeg godt forstå. Han kiggede dog alligevel ikke nærmere på øjet,
heller ikke selv om jeg sagde, at jeg havde fået besked om at henvende
mig straks, hvis jeg mærkede forværring. Han bad mig købe en klap til
øjet og bare begynde at dryppe lidt med de dråber, jeg havde fra da
hullet i hornhinden var kommet. Jeg købte det anviste, men hele
lørdagen var et langt smertehelvede, og jeg mærkede intuitivt, at noget
var helt anderledes, end da der "bare" var hul i hornhinden. Om aftenen
tvang min mor mig til at tage på skadestuen, fordi hun ikke kunne holde
ud at se mig med alle de smerter. Af øjenlægen havde jeg fået at vide,
at Riget og Glostrup har øjenvagtlæger døgnet rundt, så jeg tog til
Riget. Der begyndte mit livs værste aften. Jeg henvendte mig i
traumecentret, der sagde, at det ikke var sikkert, jeg kunne komme til.
På det her tidspunkt kunne jeg stort set ikke se ud af øjet, og jeg
følte, øjet var så varmt og kunne eksplodere, ja faktisk at det kunne
falde ud hvert øjeblik. Sygeplejersken sagde, at hun ville ringe op til
øjenlægen og høre, hvad hun kunne gøre. Efter noget snak frem og
tilbage, kom hun og gav mig røret, og jeg fik den størte overhaling
nogensinde af øjenvagtlægen. Hvad jeg bildte mig ind at møde op her? Om
jeg ikke vidste, at jeg skulle tage til en normal skadestue? Jeg
forsøgte at sige, at jeg netop havde fået at vide, at jeg skulle
henvende mig til vagtlægen på Riget eller Glostrup omkring mit øje, men
lægen fortsatte bare ud ad samme spor. Til sidst sagde jeg nærmest
grædende (af magtesløshed og smerte), at jeg stod med den medicin, jeg
tog, og om han i det mindste kunne sige mig, om jeg skulle tage den
eller ej. Jeg følte bare, at det blev værre og værre. Ti sidst fik jeg
allernådigt lov til at tage elevatoren op på 6. for at møde ham, men
han sluttede samtalen af med at sige, at der ville være lang ventetid.
Jeg var ligeglad, jeg ville bare til på et eller andet tidspunkt, jeg
var så bange for at miste mit syn. Da jeg kom op på afdelingen til
vagtlægen, så jeg til min overraskelse, at der kun var to foran mig.
Ventetiden var på ingen måde lang, selv om hvert blink med øjet skar
som et glaskår gennem pupillen. Da det blev min tur fortsatte lægen med
at svine mig til. Hvad jeg dog bildte mig ind at møde op? Hvem der dog
havde anbefalet mig at komme til Riget? Hvad jeg dog lavede her? Det
blev ved og ved. Jeg var så udmattet efter ikke at have sovet i flere
døgn nu pga smerter, at jeg bare bad til, at han dog ville hælde noget
smertestillende ind i øjet. Han undersøgte øjet, og jeg forklarede
hændelsesforløbet med hullet i hornhinden. Han fortsatte med at
fortælle mig, at jeg bare skulle være taget på en skadestue, for det
her kunne de sagtens have klaret på f.eks. Bispebjerg eller
Frederiksberg. Jeg kiggede på en tavle og kunne svagt se bogstaverne,
så jeg tænkte, at jeg da heldigvis stadig havde noget af mit syn. Så
hældte han noget smertestillende i og lukkede øjet i med en klap og
sagde, at jeg nu kunne gå hjem og sove, og så kunne jeg bare se min
egen øjenlæge ved lejlighed. På vej ud kom der flere grimme
kommentarer, men så sluttede han af med at sige, at det nok alligevel
var godt, jeg var kommet! Allerede på vej hjem i taxien oplevede jeg,
at smerterne begyndte igen. Den smertestillende medicin virkede absolut
ikke som fortalt. Jeg var bange. Kom hjem og forsøgte at sove, men det
var ikke muligt. Jeg kunne mildest talt ikke være i min krop. Jeg har
en meget høj smertetærskel - har født et barn uden nogen former for
medicin, men det her var ved at tage livet af mig. Hele næste dag
forsøgte min mor at få mig afsted til vagtlægen på Riget igen, men jeg
turde ikke. Psykisk var jeg helt nede over den behandling jeg var
blevet mødt med. I dag ved jeg, at jeg skulle være vendt tilbage,
uanset om han havde været der igen. For mandag morgen, da jeg havde
klaret mig igennem nedtællingen til jeg skulle se min egen øjenlæge kl.
8, blev jeg for alvor klar over, at den var helt gal med øjet. Da min
øjenlæge hentede mig i venteværelset udbryd hun: Jeg sagde jo til dig,
at du skulle tage på hospitalet til vagtlægen! Jamen der har jeg været,
svarede jeg. Rystet blev hun. Hun ringede straks til Riget, og inden
for den næste time sad jeg på øjenklinikken - jeg havde den vildeste
infektion i mit øje. Lægen fra aftenholdet, der havde svinet mig til,
tog imod igen. Jeg gøs ved tanken. Han hentede dog assistance denne
morgen, og overlægen var rystet over, hvor galt det stod til. Denne
morgen kunne jeg INTET se på tavlen, hvor de tjekker syn, jeg kunne
faktisk slet ikke se nogen tavle. Jeg havde mistet synet. Der gik det
op for mig, at vagtlægen ikke var særlig kompetent, for han havde ikke
tidligere taget de prøver, der nu skulle tages, og overlægen valgte at
gøre det selv. Jeg kunne nu se frem til en uges indlæggelse i isolation
- de var bange for, at jeg smittede de andre med min infektion! Jeg var
lige så langt nede psykisk som fysisk efter mødet med vagtlægen. Jeg
følte i den grad, at der blev talt ned til mig, og jeg er altså
selvstændig med eget firma og ansat og lever af at kommunikere, men ham
her kunne jeg slet ikke hamle op med midt i alle smerterne.
Nu er
der gået fire måneder, og jeg kan stadig ikke se på mit højre øje.
Først om et år kan lægerne vurdere, hvordan mit syn bliver. Jeg kan
virkelig ikke slippe tanken om, at hvis vagtlægen havde hørt ordentlig
efter, hvad jeg fortalte, og havde behandlet mig anstændigt, så havde
infektionen været taget i opløbet, og jeg havde ikke mistet mit syn.
Synet var der jo, da jeg mødte ham om lørdagen. Under indlæggelsen
fyldte min magtesløshed over for systemet meget. Tænk at man har betalt
topskat i så mange år, og så får man sådan en behandling, når man
endelig henvender sig med et problem. Jeg er aldrig syg og bruger
aldrig sundhedsvæsenet, og det er jeg i dag endnu mere glad for. I dag
går jeg til kontrol hos meget kompetente læger på Riget, og under
indlæggelsen var der virkelig også et godt opsyn med mig og mit øje,
men jeg vil aldrig glemme den aften på Riget, hvor jeg blev overfuset
og sendt hjem i seng. Tænk at sende mig hjem med den svada og en klap
for øjet, når mit øje var et stort infektionshelvede!
Jeg får
aldrig lægerne til at sige, at det kunne have udviklet sig anderledes,
men i dag ved jeg fra en sygeplejerske, at vedkommende læge har fået en
opsang fra overlægen, og: "Han er blevet mere ydmyg over for sit job."
Til det kan jeg kun sige: Det håber jeg også.

Tak for en god
serie. Håber I kan bruge ovenstående til noget. Man skal i hvert fald
ikke have gået i Flinkeskolen, når man kontakter sundhedsvæsenet, er
min erfaring.

Vagtlæge foreslog en kop the
Jeg tog til vagtlægen en lørdag
aften, fordi jeg havde ondt under det ene ribben, hver gang jeg trak
vejret. Jeg fik at vide, at jeg nok bare trængte til at lægge mig hjem
under dynen og drikke en kop the. Da smerterne blev ved, tog jeg til
min egen læge om mandagen, som fandt ud af jeg havde nyre-bækken
betændelse...


Vagtlægerne lyttede ikke
Det er tragisk hvad der skete med
Christian og ikke noget der kommer bag på mig og min mand. Vi har boet
i udlandet med vores første datter og her var vi aldrig bange for at
hun ville blive set efter hvis der skete noget.
Efter vi er kommet
tilbage til DK med med nu en mere og har vi ikke følt os trygge. De
fleste vagtlæger har behandlet os som hysteriske forældre og har været
spild af tid.
Inden for de første dage vi var i DK blev vores yngste
på da 1 år syg og kastede op i flere dage. På 3. dagen hvor hun stadig
kastede op og ikke tog noget til sig tog jeg hende til lægen hvor jeg
håbede de ville give hende noget der kunne forhindre dehydrering. Lægen
gjorde dog intet og sagde at det var noget hun skulle selv skulle
skille sig af med. Fuldstændig spild af tid. Da vi kom hjem havde hun
brunt opkast og lå bare hen. Vi begyndte så at give hende cola og andre
ting med en blanding af salt og sukker. Hvis vi ikke havde vist bedre
ville hun være blevet yderligere dehydreret. Lægen gav absolut ingen
rådgiving om hvordan vi skulle tage os af hende eller hvad vi skulle
sørge for hun fik.
Næste gang tog det 3 læge besøg og et par dage
med 40 i feber før de testede hende for en simple halsbetændelse. Denne
gang nægtede min mand at forlade hospitalet før de fik hendes feber
under kontrol.
Tredje gang havde hun haft hoste et par dage da vi
en aften kiggede ind til hende da hun lød som om hun havde hostede
noget op og opdagede at der var blod ud over hele hendes dyne. Da
vagtlægen kunne hun ikke find nogen god grund hvorefter hun påstod at
hun havde haft næseblod. Der var dog inden tegn på blod fra næsen
hverken omkring eller det der kom ud. I stedet havde hun blod i
mundvigen.
Heldigvis førte inden af disse hængelse til noget
dramatisk men dog en oplevelse af at vagtlægerne hverken lyttede, gav
ordentlig behandling eller rådgivning.


Dreng med kyssesyge måtte vente forgæves
Min historie er
omkring et par mdr gammel. Min datter på 15 har sin kæreste
overnattende en weekend. Han starter med at være en smule sløj om
torsdagen og jeg siger han skal gå til læge - men det gør han ikke da
det jo IKKE er vigtigt. Jeg tager så til Sverige fredag aften og kommer
hjem søndag aften og høre så fra min datter at den er helt gal med
kæresten - jeg kan høre på hans vejrtrækning at den ikke lyder for godt
- men han vil ikke ha jeg ringer efter en lægevagten. Da han skal en
tur på toilettet ber jeg ham om at tage den halsklud af han har på så
jeg lige kan se hvor slemt det er - igen siger han ingen lægevagt.
Men
jeg siger så længe han er ved mig så er det ligesom mig der har
ansvaret for ham. Som sagt så gjort - jeg ringer da kl er omkring
midnat og venter og venter i røret i ca 2½ time før jeg kommer igennem
taler så med en vagtlæge der siger vi skal vente til mandag morgen for
der åbner hans egen læge - men jeg insitere på at der kommer en til ham
og forklare hvor vi bor og at de IKKE skal tage hjem til hans adr jeg
få afvide der er et par timers ventetid - Jeg sætter mig til at vente
og vente - der kommer ikke nogen. Jeg førsøger så igen at ringe og igen
måtte jeg vente i over 1 time på at komme igennem og fik så afvide der
var en på vej. I mellemtiden kommer min svigersøn mange gange for at
høre hvornår vagtlægen kommer - han kan dårligt trække vejret og kan
næsten ikke sige noget. Da kl var omkring 7 om morgen var der stadig
ikke kommet nogen - ringer endnu engang for at høre hvor de bliver af -
jeg har siddet oppe hele natten for at vente på dem - da jeg kommer
igennem til vagtlægen har de sørme skiftet vagt og der var skrevet i
deres papir at de ikke kunne finde min adr - SAY WHAT?? Aii sagde jeg
det mener ikke ikke - så svært er det vel ikke at finde - da jeg før
har haft lægevagt ude på min adr.. Men han kunne jo ikke gøre noget ved
det.
Vi fik så sendt min svigersøn til lægen efter kl 8 om morgen
- og hans egen læge sendte ham på hospitalet og han blev indlagt med en
meget slem mononukleose (kyssesyge)
Jeg syntes det er meget frækt
at sige de kommer også ikke gør det.. De havde mit tlf nr så de kunne
da ringe og sige hvis de havde haft besvær med at finde det.

Dobbeltsidet lungebetændelse overset
For 6-7 år siden -
sidste gang jeg var ved lægevagten på Helsingør sygehus ankom jeg med
voldsom feber d. 22/12 om morgenen. Efter at have talt med lægevagten
blev jeg diagnosticeret til at have influenza. Jeg spurgte om det var
normalt at have 40 i feber i 3 dage i tilfælde af influenza hvilket han
svarede ja til. Jeg blev ikke checket på noget tidspunkt ¨på trods af
at jeg bad ham om at kontrollere mig for lungebetændelse.

Den 27/12 gik jeg til egen læge og blev checket. Jeg havde da gået 10 dage igennem med en dobbelsidet lungebetændelse.

Stor byld i halsen overset
Vågndede ca. 0430 den 22.dec 2008
med høj feber og MEGET ondt i halsen. Ringede til vagtlægen, og talte
med ansvarlig vagtlæge Herlev for 1.a gang i mit liv. Han sagde at jeg
skulle skynde mig at køre derud, da de var ved at lukke. Jeg skyndte
mig afsted uden at vække familien, og sadt i venteværelset i ca. 1
tim!! Da jeg kom ind, var lægen meget TRÆT kunne jeg se, og jeg bad om
at få sikret om jeg havde en betændelse i halsen da min feber var 39 og
jeg havde det meget skidt. Lægen sagde at det nok var
mellemørebetændelse men at nu skulle jeg bare tage ppå juleferie til
Norge og slappe af, det skulle nok gå godt. Spise penicillin for øre og
holde ferie!!
Jeg var meget overrasket over kommentar, da jeg er
svensk her boende taler dansk og slet ikke havde sagt noget om Norge.
Jeg skulle heller ikke rejse, men holde jul hjemme i Lyngby.
Julen
var skrækkelig - jeg havde det skidt og 6 dage senere blev jeg
akutindlagt på Gentofte sygehus med en STOR byld i halsen og fik en
operation.
Mvh
en svensk dame

Livsfarlig infektion ikke opdaget
meget ondt i halsen kan
ikke få vejret, ringer 2 gange til vagtlæge, som siger jeg skal
kontekte egen læge næste dag, ernok halsbetændelse, hvad jag forklarer
det ikke er, er nok en byld i halsen, nej siger jeg, er selv
sygehjælper. tager selv til hospital, når at blive reddet isidste
øjeblik af vaks læge det var enbakterie på struben epiglotis, man
bliver kvalt på kort tid, mit held var at en læge var obs på denne
sygdom. kontaktede derefter vagtlæge og fortalte om hans fejl, der
kostede dage på intensiv og en ekstra uge på hospital, og med nød og
næppe undgik respirator. det blev lægen meget forskrækket over og
vidste slet ikke hvad han skulle svare.

Kraftig halsbetændelse overset
Jeg havde frygteligt ondt i
halsen der blev værre og værre og følte sidst på eftermiddagen også at
få besvær med vejrtrækningen. Ringede til vagtlægen (16.06) på Århus
Sygehus og blev bedt om at komme derop. Den kvindelige læge der tilså
mig (der var også en mandlig læge på vagt) startede med at bebrejde
mig, at jeg ikke havde taget min temperatur hjemmefra. Mærkede mig lidt
på halsen, kiggede mig kort i svælget og meddelte derefter at det
"bare" var en virus man ikke kunne gøre noget ved. Samtidigt fik jeg at
vide, at sådan noget går man til sin egen læge med, og ikke vagtlægen
der jo havde over 1000 patienter at betjene, podning var der slet ikke
tale om, jeg blev bare sendt sendt hjem.
Det skal nævnes at der overhovedet ikke var travlt eller kø i konsultationen, hverken ved visiteringen eller da jeg kom derop.
Jeg
fik det endnu værre om natten og kontaktede derefter min egen læge
dagen efter. Der blev nu taget en podning og konstateret, at der var
tale om en kraftig halsbetændelse der skulle behandles med Penicillin.
Allerede dagen efter starten på penicillinkuren var der indtruffet en
betydelig forbedring.
Besøget hos vagtlægen var overfladisk, ubehageligt og man følte sig uvelkommen og helt til grin.
Besøget hos egen læge var professionelt og kompetent.

Skulle have været med ambulance - sendt i S-tog af vagtlæge
Jeg
fik en akut byld i halsen under mandlen, og kunne ikke tale, men fik
besked på at møde hos lægevagten på Herlev hospital som jeg tog ud til
selv.

Lægen konstaterede en livstruende byld i halsen under
mandlen og ringede til Gentofte hospital som han bad om at være klar
til modtagelsen af mig til fjernelsen af bylden.

Lægen bad mig
så om selv at tage til Gentofte hospital med det samme, hvilket jeg
gjorde da bylden var under konstant vækst og truede med at lukke for
vejrtrækningen. Jeg tog S-toget til Gentofte hospital, da jeg ankom
mødte jeg flere sygeplejersker som gik søgende rundt på hospitalets
terræn og ledte efter mig, da de frygtede jeg lå livløs måske kvalt, da
vagtlægen havde oplyst bylden var livstruende og skulle fjernes straks.
Lægen på Gentofte hospital spurgte om hvem den læge var på lægevagten,
der sendte mig i S-tog med overvejende stor risici for at være kvalt
inden jeg nåede frem, da jeg skulle være transporteret med ambulance
under udrykning, jeg kom under kniven 3 minutter efter min ankomst, og
slap med livet i behold da bylden ikke nåede at lukke vejrtrækningen
helt, men det var i sidste time da jeg måtte hive efter vejret.



En omvendt Kafka
Jeg sidder med en stak breve, 28 i alt;
samlet vægt 270 gr. Dateringerne strækker sig over 1½ år. I denne
periode har jeg korresponderet med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
Frederiksberg Kommunes Sundhedsforvaltning, Embedslægeinstitutionen for
Københavns og Frederiksberg Kommuner, Samarbejdsudvalget vedrørende
almen lægegerning i Københavns Kommune, Landssamarbejdsudvalget for
Almen Praksis, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Det
har ikke været for min fornøjelses skyld, lidt træls har det været ind
i mellem. Anledningen var min fortørnelse over et i min optik arrogant
og inkompetent vagtlægebesøg ved pludselig opstået sygdom. Havde jeg
stadig været erhvervsaktiv, havde jeg nok bare sukket og indviet den
nærmeste familie i mine trængsler. Men som pensionist mente jeg at
kunne jeg afse tid til en klagesag. Lidet anende, hvad jeg kastede mig
ud i.

En gennemgang af korrespondancen efterlader et
surrealistisk indtryk. Jeg får igennem hele sagen ret i min klage, i
den forstand at man ikke anfægter min fremstilling af sagsforløbet –
men alligevel frikender man lægen. Ét sted er der dog en lille sprække
i systemet; vagtlægen er villig til at beklage, at hun ikke ulejligede
sig til at lukke entredøren efter sig. At hun heller ikke fandt det
nødvendigt at præsentere sig selv, afrunder billedet af den
”kunstneriske værdi”.

Men hvad så med den ”tekniske værdi”, er
jeg blot en ældre kværulant med for god tid? Ja, døm selv efter
følgende beskrivelse.

En sen eftermiddag bliver jeg pludselig
så svimmel, at jeg må lægge mig. En diarré og voldsomme opkastninger
får mig indledningsvis til at tro på en maveforgiftning, forårsaget af
et restaurantbesøg. Diarréen holder dog hurtigt op; men det gør
svimmelheden og opkastningerne ikke.

Da jeg efter 16 timer,
hvor jeg ikke kan holde på hverken vådt eller tørt, stadig er voldsomt
svimmel, bruger jeg mine sidste kræfter til at ringe til vagtlægen. En
time efter ankommer hun, og så begynder nye trængsler – efter den lidet
patientvenlige introduktion som beskrevet ovenfor.

Undersøgelsen indskrænker sig til, at lægen trykker mig på maven og
tager mig i hånden for at konstatere, at ”der er en puls”; det sidste
behøvede hun nu ikke. Jeg kunne på forespørgsel have bekræftet, at jeg
skam ikke var død. Men lægen vil ikke tage min puls eller måle mit
blodtryk, hun spørger ikke, om jeg eventuelt tager medicin, og
foretager ikke den simpleste test for dehydrering, som de fleste vist
kender, at klemme huden sammen på håndroden. Alligevel kan lægen i en
senere erklæring fastslå: ”Der var ingen tegn på dehydrering, …” I et
brev fra Patientklagenævnet fortæller man mig, at symptomerne på
væskemangel bl.a. er svag og hurtig puls, slap hud, lavt blodtryk.
Altså netop ting, jeg ikke blev undersøgt for. – Jeg fik at vide, at
jeg kunne ringe igen, hvis det blev værre.

Som lægmand spørger
jeg mig selv, om undersøgelser i det hele taget er nødvendige i det
pågældende tilfælde. Det lyder mærkeligt, at en 70-årig mand skulle
kunne være uden vand og mad i 17 timer, og efter svære opkastninger
ikke være dehydreret.

Efter yderligere en halv snes timer,
hvor jeg hverken får det værre eller bedre, mander jeg mig op til at
kontakte vagtlægen igen. En ny, ung læge dukker op, er venlig, høflig
og lyttende. Undersøger mig hurtigt og kompetent, og tilkalder straks
en ambulance. På hospitalet får jeg hurtigt drop (salt- og
glukoseopløsninger), og jeg har det bedre allerede efter et par timer.
Efter et lille døgn blev jeg udskrevet, og efter et par dage var jeg
nogenlunde frisk igen. – Det viste sig, at min voldsomme svimmelhed
skyldtes en virusinfektion på balancenerven. I parentes bemærket en
lidelse, som, får jeg at vide, kan konstateres med en simpel test, som
det ikke tager et minut at foretage.

I tilbageblik spørger jeg
mig selv, om jeg mon begik en fejl ved i al sagtmodighed selv at
foreslå indlæggelse og behandling med drop; som altså også skulle vise
sig at være det rigtige. For en lægmand syntes jeg ikke, der kunne være
nogen tvivl. Om dette kan forklare, hvorfor jeg i kontante vendinger
får at vide, at jeg skam ikke kan påregne en indlæggelse, blot fordi
jeg har kvalme, at jeg ikke skal regne med at få et drop med det samme
ved indlæggelse, og at det i øvrigt er lige så godt at drikke vand
(selv om det var åbenbart, at det sidste kunne jeg ikke), det ved jeg
ikke. Men i så fald er det dog dybt uprofessionelt. - Det gjorde
øjensynligt ikke noget indtryk, at jeg er aleneboende.

Sygdomsforløbet kan synes banalt; men kunne dog under uheldige
omstændigheder have udviklet sig livstruende for en aleneboende ældre
mand, var jeg besvimet og havde slået mig alvorligt i faldet. Så jeg
beslutter mig altså for at klage. Og halvandet år senere sidder jeg så
med mine 28 breve, der til sammen vejer 270 gr, sammen med en de facto
anerkendelse af min klage; og samtidig en besked fra Patientklagenævnet
om, at lægens behandling ”var i overensstemmelse med normen for
almindelig anerkendt faglig standard”. Der synes ikke at være nogen
sammenhæng mellem præmisser og konklusion: ”Anklageren” får ret – ”den
tiltalte” frifindes. Det er, hvad jeg kalder en ”omvendt Kafka”.

Det viste sig undervejs, at klager over lægens opførsel ikke hører
under Patientklagenævnet, men under sundhedsforvaltningen i kommunen –
ikke min egen kommune, men lægens altså. Det sidste kunne man godt have
fortalt mig i første omgang. Så jeg måtte således ”køre” to klagesager
parallelt. Og her fik jeg så den lille indrømmelse, at lægen beklagede,
at hun ikke havde lukket entredøren efter sig.

Jeg var nu i den
situation, at Patientklagenævnet i sin uvilje mod at skulle irettesætte
en læge havde malet sig op i et hjørne, hvor der ikke var anden
mulighed end at fortælle mig, at det var lægefagligt forsvarligt at
efterlade en stærkt svimmel, aleneboende 70-årig mand, som havde kastet
op 17 timer i træk, uden en egentlig undersøgelse og uden nogen form
for behandling. At der havde været tale om en ”fuldt dækkende klinisk
undersøgelse”. Det virkede lidt sært.

Og hvad gør man så – går
i demonstration til Christiansborg, danner et nyt parti, indbringer
sagen for Landsretten? Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke tjente
noget formål at fare frem mod Patientklagenævnet. Dette havde
formentlig blot fulgt ”the same procedure as last year”. Mere
produktivt måtte det være at forsøge at højne ambitionsniveauet for
lægebehandling i hjemmet, altså at ændre ”normen”, give standarden et
løft. Så jeg skrev til Sundhedsministeriet; to gange endda.

Først da jeg herefter skrev direkte til sundhedsministeren, kom der en
reaktion. Da havde jeg ventet i 4½ måned. Her får jeg et venligt og
beklagende svar (ja, korrespondancen var hele vejen igennem meget
urban), som fortæller mig, at normen udledes af den lægefaglige
praksis, herunder Patientklagenævnets praksis. Og at Sundhedsstyrelsen
er den øverste sundhedsfaglige myndighed.

Så nu skrev jeg til
Sundhedsstyrelsen. Hvor jeg bl.a. fremførte det besynderlige i, at
Patientklagenævnet lægger et niveau – som er baseret på nævnets egne
afgørelser. Så der altså ikke er en overordnet myndighed, som kan
sikre, at normen ikke ”skrider”. Hermed indledes en kortere, opklarende
korrespondance med en venlig afdelingslæge i styrelsen. Den korte
konklusion er, at det ikke er muligt at komme med generelle
retningslinier for vagtlægebesøg. Dog at det i visse tilfælde er muligt
at være ”normsættere”.

Hermed slutter min kontakt med de
sundhedsfaglige myndigheder. Én nyttig oplysning kom der ud af det. Fra
Sundhedsstyrelsen får jeg at vide, at fra 1. januar 2004 vil de
amtslige patientvejledere kunne indgå i en slags mægling i tilfælde som
mit, såfremt også lægen er indstillet på en dialog. Personligt ville
jeg have været tilfreds med et sådant møde, hvor sagen blev
gennemdiskuteret og afgjort på stedet. Det ville betyde en
afdramatisering af sagen – og sparet ressourcer i klagesystemet. Jeg
tør slet ikke tænke på, hvad min ”sag” har kostet i administration. Jeg
ville have været fuldt tilfreds med en erkendelse af, at lægen bare
havde haft en dårlig dag – det kan vi jo alle have – måske, og helst,
efterfulgt af en undskyldning (for jeg var dybt krænket); og måske et
lille smil. End of story!

Mine råd? Aller bedst, hold dig rask!
Men hvis du bliver syg, og du føler, at du har fået en inkompetent
behandling: klag – og bevæbn dig med en engleagtig tålmodighed. Min
forventning: ingen. Mit håb: I det lange løb vil sundhedssystemet
reagere og ”normen” blive forbedret. Og så kan det jo være, at der
trods alt, bag lukkede døre, bliver talt med store bogstaver til lægen.
Måske har man internt indført det vist nok fra ældre skotsk retspleje
kendte begreb ”Not proven”; som angiveligt betyder: Uskyldig – men gør
det ikke igen!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.