1. juni 2009, 18:20 – opdateret 16. juni 2009, 18:20
Hjerneblødning overset
Merete Langhoff
Min mand kører mig til vagtlægen da jeg har så voldsomme hovedsmerter at jeg ikke er istand til at ligge mit hoved på min hovedpude. det gør for ondt.Min mand tror jeg er ramt af en hjerneblødning pga.mit blik i øjenene er helt tomt, forklarer han lægen.Min mand beder om at få mig indlagt. hvilket blev affejet med følgende bemærkning."Skulle jeg indlægge alle som bad om en seng,ville der ikke være senge nok". Ligeledes blev det nægtet at jeg kunne få en scanning. Efterfølgende gav lægen mig en injektion i nakken og smertestillende piller.Vi kørte hjem.
Næste morgen var jeg ikke ved bevidsthed. Blev bragt til sygehuset 0g blev scannet diagnose:sprunget aneurisme, sivende blødning i hulrummende i ventrikel-systemet, inde midt i hjernen.De efterfølgende 2 måneder var frygtelige for min mand og børnene.Selv oplevede jeg ingen ting,da min hjerne var ude af drift og jeg ikke var istand til at opfatte og huske nået.Idag kæmper jeg med mit nye liv.Der aldrig bliver som før.
Fik blodprop men måtte kæmpe for at blive tilset
Historien er egentlig ikke min, men derimod min mors, enkelte detaljer er måske derfor ikke givet helt præcis.
Min
far fik for snart tre år siden en blodprop i hjernestammen. Tegnene på
blodproppen viste sig allerede ved middagstid om dagen, men efter en
tur ved egen læge blev min far sendt hjem igen. Samme nat vågner min
far, og får problemer med sine bevægelser, han kan ikke stå op, styre
sine arme eller ben, og har en frygtelig smerte i hovedet. Min mor
ringer straks til lægevagten, de mener han selv skal komme derind, men
da min mor ikke har kørekort og min far ikke kunne stå op, var dette en
umulighed. Min mor ringer 112 efter en ambulance, men de vil ikke komme
før en læge har tilset ham. Min mor ringer derefter til falck for at få
dem til at køre dem, de kommer, men siger dog i telefonen at de jo ikke
kan hjælpe da han ikke kan ligge ned i deres bil, min mor beder dem
bare om at komme alligevel, - hun står alene og frustreret med min far,
der kun får det værre og værre. Det ender med at min mor står med
lægevagten i det ene rør og 112 i det andet på samme tid, og må skrige
at hvis ikke de gør noget nu, så dør han for hende. Falck når at komme
samtidig med lægen, de går ind i huset og kigger ikke engang på min
far, før de ringer efter en ambulance.
Historien her er endnu et
bevis på hvor mange opkald og hvor mange forskellige folk man skal i
kontakt med, før man får den fornødne hjælp, - samtidig med man står i
en helt umulig situation som pårørende.
Min far overlevede, på trods
af mange tilbagefald, en periode på intensiv, og et fire måneder langt
sygehusophold. På grund af de skader hans blodprop har pådraget ham, er
han nu på førtidspension, men dog velfungerende i forhold til de
udsigter der blev givet tidligere i forløbet.
Min mor er blevet
opfordret til at klage til patientklagenævnet over forløbet, men har
ikke haft energien og overskuddet til det.
Meningitis overset af vagtlæge
Min mand havde voldsom
hovedpine nogle dage og følte sig meget utilpas. Efter at have fået
ordineret kodein fra egen læge for at tage hovedpinen og det ikke
hjalp, ringede vi til vagtlægen om natten. Han kom på besøg og
konstaterede at feberen var 38,5 og at det bare var en influenza. Da
min mand sagde at han aldrig havde haft så kraftig hovedpine blev der
sagt at sådan var influenza. Dagen efter valgte vi at møde op hos egen
læge som henviste os til epidemiafdelingen på Riget. Her konstaterede
de at det var menigitis og han blev lagt i isolation i flere dage.
Heldigvis er han rask i dag uden mén.
Vagtlæge overså aneurisme i hjernen
Hjerneblødning efter sprunget annorisme i hjernen - Februar 2008.
Midt
under en skiferie i Frankrig havde jeg en annonrisme i hjernen som
sprang. Jeg fik stærk hovedpine, opkastning, kvalme og nakkestivhed,
men da jeg ellers var ved min fulde sanser tog jeg ikke det særlig
alvorligt til en start. Da vi skulle hjem to dage efter fik jeg
desværre nummer 2 blødning, mens vi var i lufthavenen og jeg var på vej
til at boarde flyet.
Efter denne anden blødning fik jeg det
gradvist værre og dagen efter hjemkomsten til Danmark søgte jeg
vagtlæge hjælp. Her blev jeg undersøgt og hjemsendt med besked om at
det bare var noget infiltration i nakken/en muskelspænding og jeg fik
noget afslappende medicin. Dagen efter var jeg blevet endnu dårligere
og opsøgte igen vagtlægen - stadigvæk samme konklusion - men nu fik jeg
noget morfin til at slå smerterne ned.
Da jeg absolut normalt ikke
er særlig pivet var min mand og familie klar over at noget virkelig var
galt. Min mor som er læge (øre/næse/hals - hvilket jo ikke lige er
samme område) valgte hun nu at indlægge mig på Bispebjerg Akut
Neurokirugisk modtagelse. Her blev jeg scannet 2 gange og fik rygmavs
prøve (igen 2 gange fordi lægen ikke kunne finde ud af det) og på grund
af dårlig kompetance hos personalet lå jeg i to dage uden at der blev
gjort noget. Mandag morgen (jeg formoder at de dygtige læger nu er
kommet tilbage fra skiferie) blev mine billeder sendt ind til
Rigshospitalet og så gik det stærkt. Kort tid efter var jeg under fuld
udrykning på vej til Rigshospitalet og kom straks efter på
operationsbordet for akut (ifølge overlægen i sidste øjeblik) at blive
opereret for mine 2 hjerneblødninger. Jeg var meget heldig - og efter
en måned på hospitalet kunne jeg udskrives uden nogen hjerneskade og
har idag genoptaget mit liv !. Ikke som følge af hjælp fra vagtlæger og
Bispebjerg Hospital - men på trods af dem. Jeg skylder dog
Rigshopitalets Neurokirugiske afdeling alt!
Læge på skadestue overså meningitis
For et par år siden var
jeg på besøg hos en god ven. Under besøget fik jeg ganske langsomt en
stigende kraftig hovedpine. Jeg tog tidligt hjem og i bilen blev den
værre og værre. Jeg stoppede på et apotek for at købe hovedpinepiller
og tog derefter hjem.
Jeg indtog tre kodymagnyler, men uden effekt.
I
løbet af aftenen blev jeg mere og mere stiv i nakken og hovedpinen
antog vanvittige dimensioner og derfor tog jeg på Gentofte Amtshospital
og henvendte mig på skadestuen. I venteværelset fik jeg det værre og
værre.
På det tidspunkt måtte jeg sidde med hovedet nede mellem knæene og var gråden nær af smerte.
Efter
nogen tid kom jeg ind og en overlæge så til mig. Hun lyttede på mig og
spurgte mig ud. På det tidspunkt kunne jeg ikke dreje hovedet og jeg
måtte ret hurtigt lægge mig ned på briksen og holde om mit hoved. Jeg
græd flere gange af smerte…
Hun kom og gik, kiggede på mig og i
mellemtiden blev min tilstand stadig værre og værre. På et tidspunkt,
jeg tror jeg var på stuen en time, konkluderer overlægen, at jeg sidder
forkert på mit arbejde. At jeg snarest skal søge en fysioterapeut og få
massage. Hun kunne ikke gøre mere.
Jeg protesterer, men bliver afvist og tager hjem.
Jeg kan ikke huske køreturen hjem i bilen, men hjemvendt løber jeg direkte ud på toilettet og kaster op.
Jeg
falder i søvn nogle timer, men tidligt næste morgen ringer min kone til
et familiemedlem, der er læge. Hans svar er prompte: Du har meningitis.
Han
ankommer i løbet af kort tid og kører mig tilbage på Gentofte Hospital
og nu er reaktionen helt anderledes, efter han forklarer de
tilstedeværende sygeplejersker, at jeg formentlig har meningitis.
Jeg
bliver hasteindlagt, det vælter ind med læger og jeg bliver undersøgt
med lumbalpunktur (i rygsøjlen) og efterfølgende indlagt i op til 14
dage med massiv medicinering til følge.
Det tog over en måned at komme tilbage til nogenlunde normaltilstand.
Jeg kan i dag konstatere, at bakteriel meningitis er livsfarlig i særlig grad.
Jeg havde en virus-baseret meningitis, men symptomerne er helt de samme. Ekstrem hovedpine, nakkestivhed og opkast.
Sagen har lært mig at være ualmindelig kritisk overfor lægefagligheden.
Blodprop hos etårig overset
Det starter starter lørdag
middag, hvor jeg pludeselig hører min lille søn på 1 år ligge og pive
på gulvet. Jeg skynder mig hen til ham og tager ham op. Her finder jeg
ud af han er helt slap i kroppen og kan slet ikke holde hovedet selv.
Altså min 1 årige søn opfører sig som om han var 1 mdr. igen. Samtidig
flakker hans øjn rundt i hovedet på ham. Han er ikke bevistløs eller i
kramper, men sådan ved siden af sig selv( svært at forklare) men
ihvertfalde overhoved ikke normalt. Min mand ringer til vagt lægen,
mens at jeg løber rundt i huset med den lille og han har endnu ikke
fået det bedre. Han piver stadigvæk og er slap. Endelig får min mand
overtalt vagtlægen og vi kører de 12 km til vagtlægen. Undervejs i
bilen får den lille det bedre og kommer mere og mere til sig selv. Da
vi kommer ind til vagtlægen trækker vi et nummer og det tager så en
halv time inden vi kommer til. I den tid er vores søn kommet helt til
sig selv og kravler nu rundt på gulvet. Da vi kommer ind til vagt lægen
lytter han bare på hjerte og lunger og ser ham i ørene. Og det var så
det. Kunne godt mærke på ham han ikke troede på en skid af hvad jeg
sagde. Og så siger han at vores søn nok bare lige var holdt op med at
trække vejret øh hvad?? Det kan da ikke bare ske sådan. Men vi tager
hjem og kan slet ikke lige slippe tanken igen. Men det går fint med ham
indtil torsdag morgen hvor den lille pludelig igen mister balancen og
er som et spædbarn igen. Han kan ikke side selv og er ekstrem svimmel.
jeg ringer så igen til vagtlægen kl. 7.00 torsdag morgen og får at vide
vi skal vente til kl 8 når egen læge åbner. I mellem tiden er drengen
faldet i søvn af udmattelse og kl. 9 ringer vi akut til egen læge, da
der overhoved ikke er bedring. Og for at gøre en lang historie kort.
Bliver vi indlagt på Herning sygehus som sender os videre til Skejby
sygehus, hvor de efter en MFR scanning kontatere at min søn har haft en
blodprop i hjernen. 1 år gammel... Vi har da heldigvis været så heldige
at den ramte lille hjernen og at han har det rigtig godt og forhåbenlig
kommer sig uden men. Men det kan tiden kun vise. Men de læger vi har
snakket med kan ike forstå at vagtlægen bare har kunne sende os hjem og
ikke har sendt os på børneafdelingen med det samme. Da sådan symtomer
som han havde lørdag, er jo ikke normalt for et 1 årige barn.
Vagtlæge overså hjerneblødning
i 2005 følte jeg snurrende
fornemmelser i højre side samt nedsat styrke. Ringe til lægevagten, der
fortalte mig, at de symptomer ville hospitalet ikke acceptere. Gik til
egen læge dagen efter - blev henvist til specialist. Under denne
konsultation fik jeg de samme symptomer og blev hasteindlagt på
Hillerød, hvor man konstaterede en hjerneblødning. Er i dag efter
genoptræning kun lettere ramt.
