Måtte vente på vagtskifte
Louise M. Riis

Jeg fik meget
kraftige smerter på bagsiden af skinnebenet og det var større end mit
andet ben, og kunne til sidst ikke gå. Første gang jeg snakkede med
lægevagten, fik jeg at vide jeg vare skulle tage nogen panodil. To
timer efter - endnu flere smerter, ringede igen, skulle komme ind.
Lægevagtens kommentar - kan du ikke ringe når vi har vagtskifte, for
jeg ved ikke lige noget om det. Det måtte jeg gøre så. Måtte ringe igen
efter 2 timer, kl. 22, da jeg ikke kunne holde det ud mere. Det var
samme lægevagt jeg kom ind til, og hun blev sur, fordi jeg ikke havde
ventet til hun havde fri. Jeg insisterede på at blive indlagt, da jeg
selv havde mistanke om en blodprop i benet. Derefter blev jeg så
heldigvis indlagt, og der havde også været en blodprop, problemet var
bare at de ikke kunne finde den mere. Lægevagtens sidste kommentar til
mig var at jeg skulle være heldig jeg har en mor der arbejder på
sygehus og ved en del, ellers havde hun bare snedt mig hjem igen.


Bidt af skovflåt - føler sig vejledt forkert
"Jeg fandt en
skovflåt i min armhule, ringede til vagtlægen i Aalborg. Lægen sagde,
at jeg skulle fjerne den med en pincet og holde øje med om der kom røde
ringe, der hvor jeg fjernede skovflåten. Det gjorde jeg og der kom
ingen røde ringe. Men fem måneder senere blev jeg nærmeste lammet og
det viste sig at jeg var smittet med sygdommen neuroborellia,
forårsaget af det skovflåt bid. Og jeg kunne ikke få behandling, da det
var for sent. Jeg lå i seng i 1 1/5 måned. Jeg var rigtig heldig , for
jeg slap med små men: prikken i begge arme og højre knæ og mistet
følsomhed i underlæben - noget jeg stadig har nu et år efter. Jeg er
glad for at jeg ikke blev uarbejdsdygtig eller permanent lammet, men
ville ønske vagtlægen havde vidst, at man godt kan få borrelia, uden at
få røde ringe omkring bide-stedet.
Hilsen Mike Kandi"

Tæt på at miste førlighed
"Har i mange år haft rygsmerter -
nogle dage var smerterne gået ned venstre ben - og havde efterhånden
slet ikke styr på min gang - ringede til vagtlægen som sagde jeg skulle
komme derud.
Lægen undersøgte mig og konstasterede meget hurtigt
at det var en dropfod og ingen diskusprolaps - blev sendt hjem og
skulle søge egen læge efterfølgende mandag. Mandag var det virkelig
slemt og havdenu bredt sig til begge fødder. Blev indlagt og overført
til Rigshospitalet og akut opereret om natten da jeg kunne risikere at
blive total lam i begge ben. Man må så sige at hvis jeg igen opnår fuld
førlighed i begge ben er det ikke vagtlægens fortjeneste.
Heldigvis er højrefoden vågnet næsten op til tidligere standard og den venstre er ved det."

- Unge mennesker kan ikke have ondt i ryggen!
Jeg havde fået
nogle rygsmerter som gjorde at jeg hverken kunne stå eller sidde, som
jeg fik efter at have bukket mig i badet og gledet.. Jeg kontaktede
vagtlægen som tog imod mig Jeg kommer ind og fortæller hvad der er
sket, hvortil hun svarer: Unge mennesker kan ikke have ondt i ryggen!
"Jeg fik at vide at panodiller var nok til at kurere det. Tog til lægen
et par dage efter. Hvor efter han satte den på plads da min ryg var
meget skæv og der sad nogle nerver i klemme der gjorde at jeg fik disse
smerter. Har stort set ikke brugt vagtlægen sidenhen, ´da mange
eksempler viser, at de ikke gider at bruge tid på at tilse folk, men
har meget travlt med at sidde og løse kryds og tværs og drikke kaffe.

- Vil du virkelig ha' at jeg skal vække min kollega?
Torsdag
d. 9/1-2003 kl. ca. 20.00 henvendte jeg mig til vagtlægen, Howitzvej,
Frederiksberg. Jeg havde stærke smerter i venstre øje. Lægen undersøgte
mig grundigt, vendte bl.a. øjet og mente at jeg havde revet en rift på
hornhinden. Han ordinerede en salve som jeg samme aften begyndte at
bruge.
Fredag og lørdag blev smertene stærkere og jeg fik udslet i
hovedbunden med små væskefyldte sår. Søndag d. 12.01.03 aften kl. 22.00
henvendte jeg mig igen til vagtlægen på Frederiksberg. En læge så på
skærmen med mine oplysninger og da jeg oplyste at jeg ikke kunne tåle
salven på grund af konserveringsmidler sagde han "Ja men, så får du
nogle dråber i stedet. Gå til din egen læge, hvis det ikke er blevet
bedre i løbet af nogle dage." Han så ikke bort fra skærmen på noget
tidspunkt, han så overhovedet ikke på mit ansigt, undersøgte ikke mit
øje, foretog sig absolut intet. Jeg sagde at jeg havde små sår i
venstre side af ansigtet og i hovedbunden og at jeg ikke kunne se med
ventre øje, så jeg ville gerne på Rigshospitalet for en grundig
undersøgelse. Han så op fra skærmen for første gang. DU HAR JO IKKE
FÅET EN RAKET I ØJET! VIL DU VIRKELIG HA' AT JEG SKAL VÆKKE MIN
KOLLEGA. Jeg gentog mit ønske, men Kim Schoubye kommanderede mig ud af
konsultationsværelset. UD, forsvind med recepten. Næste morgen
konstaterede min egen læge HERPES ZOSTER i venstre del af ansigtiget.
Jeg gik til behandling hos øjelæge og på Rigshospitalet i 6 måneder.
Jeg har i dag daglige smerter i v. øje og nedsat syn. Jeg klagede over
KS til patientankenævnet men her vendte KS sine egne bemærkninger 180
gr. og påstod således at patienten altså jeg havde sagt "JA, MAN SKAL
ÅBENBART HA' FÅET EN RAKET I ØJET FØR MAN KAN KOMME PÅ RIGSHOSPITALET"
osv. Sagen blev henlagt på grund af manglende bevis. Jeg sender fotos
af min sygdom med separat post. mvh EB

Vagtlæge lyttede ikke til symptomer
Jeg havde en grim opolevelse med vagtlægene i 2004.
Jeg
havde tidligere haft nyre-bækken-betændelse en enkelt gang, og kendte
symptomerne ganske godt: høj feber og meget stærke (ve-lignende)
smerter i mave og ryg. Jeg er diabetiker, hvilket gør at infektioner
påvirker kroppen hårdere, og skal behandles meget hurtigt med
antibiotika.
Vagtlægen blev kontaktet pr. telefon, men mente ikke, der var baggrund for at komme på besøg endsige udskrive penicillin.
Min
familie ringede igen til vagtlægen efter at jeg fik massive
feberrystelser. Denne gang kom lægen, der konstaterede at jeg havde
feber(!), undlod at test en urinprøve selvom symptomerne var klare, og
tog afsted uden at skrive en recept med den besked, at jeg nok havde
influenza og en smule blærebetændelse. Under hele forløbet gjorde jeg
og min familie opmærksom på, at jeg tidligere havde haft
nyre-bækkenbetændelse og kendte symptomerne.
Efter yderligere otte
timer var mine smerter så stærker, at jeg ikke kunne være nogen stedet,
og jeg blev af mine forældre kørt på hospitalet, hvor der omgående blev
påbegyndt behandling med penicillin.
Infektionen havde da så godt
fat, at jeg måtte behandles - og sygemeldes - en måned. Jeg tabte otte
kilo på fjorten dage, og var i det efterfølgende år plaget af afledte
urinvejsinfektioner.

Vagtlæge faldt i søvn
Det er mange år siden nu, men vores søn
havde forfærdeligt ondt i ørene. Vi ringede til vagtlægen, som ville
komme, men han kom ikke, for som han sagde, da vi ringede efter at have
ventet i flere timer: "jeg faldt i Morfeus' arme, og nu kan I gå til
jeres egen læge, han åbner om en time". Jeg blev fuldstændig måløs.
Hvordan kan man være vagtlæge, når man tager sin opgave så ansvarsløst
og falder i søvn? Jeg glemmer det aldrig! Mvh Pia Bomhoff 28.6.09

Stik blev lagt for tæt på operationssår
dette er en gammel
sag, helt fra 1998, hvor jeg tilkaldte vagtlægen pgr af stærke smerter
i lænden og let feber efter en hofteoperation en måned før. fik en
smertestillende sprøjte i låret, tæt på operationsstedet. kort tid
efter tog jeg på skadestuen med endnu stærkere smerter, og efter
indlæggelse konstateres gule stafylokokker, hvoraf en del var
koncentreret i en hønseægstor byld på vagtlægens stiksted. ved enhver
operation kan man risikere infektioner, men hvis stikket havde været
lagt længst muligt væk fra såret, havde jeg ikke mistet en stor klump
muskler, hvilket jeg må lide for resten af mit liv

Nyrebækkenbetændelse overses
20-årig kvinde, syg i 3 dage med
hvad der primært ligner influenza. På tredjedagen forværres symptomer
og der klages nu over tiltagende smerter under venstre ribben og feber
stiger til 40,7. Om natten ringes til vagtlæge efter hun har ligget med
kramper og febervildelse. Vagtlæge afviser først at komme ud, kl 01.30,
og anbefaler panodiler og søvn.
Der ringes igen kl 03.00 da
patient stadig er meget dårlig efter smertestillende er givet. Der
sendes vagtlæge ud der kommer kl 05.30.
Vagtlægen mener først der
måske kan være tale om graviditet udenfor livmoder, men graviditetstest
er negativ. Der tages en urinprøve, der viser betændelse. Patient har
stadig 40 i feber og nævner gentagne gange smerterne under venstre
ribben, noget der ikke tages stilling til.
Vagtlæge skriver recept på antibiotika for blærebetændelse.
Senere
samme dag besøger patient egen læge og afleverer igen urinprøve, der
konstaterer alvorlig nyre- bækkenbetændelse - smerter under ribben
viser sig at være fra milten, der har reageret på betændelsen i
kroppen.
Patient er i behandling i over 2 måneder inden infektion
er endeligt ude af kroppen, og er generelt stærkt svækket i et halvt år.

Afvist fordi hun fik stærk medicin
Jeg fik i 2004 konstanteret cancer i livmoderen. I den forbindelse havde jeg så kraftige smerter at jeg fik morfin.
På
et tidspunkt gjorde det så ondt at jeg søgte vagtlæge. Jeg forklarede
min situation og han var da meget imødekommende indtil han fik at vide
at jeg fik morfin for mine smerter. Så fik piben straks en anden lyd.
Han ville pludselig ikke have noget med mig at gøre, men opfordrede mig
til at søge læge dagen efter. Jeg skal lige sige at jeg ringede en
Lørdag og lægerne har som bekendt ikke åben om Søndagen.
Da jeg bad
om hans navn, nægtede han at give mig det og ville i øvrigt ikke
diskutere mere med mig. Røret blev derefter knaldet på.
Jeg følte mig stemplet som narkoman, hvilket jeg ikke er.
Ganske
vist var situationen ikke livstruende, men alligevel. Det vidner bare
om at man bliver sat i bås fordi man netop får den slags stærk medicin.
Hvorfor må vi ikke have lov at kontakte lægevagten hvis vi er syge?
Nu skal dertil siges, at det hele endte med at jeg blev opereret et par måneder senere og kom som sådan ud af den missere.
Jeg
synes at lægevagten begår alt for mange fejl på det grundlag at de har
for lidt tid pga underbemanding og for lidt tid til hver patient, men
det berettiger dem ikke til at begå så alvorlige fejl, at det koster
menneskeliv.

Hvad er der blevet af lægeånden/løftet?
Ringer til vagtlægen
og oplyser følgende: 40,3 i temperatur, dunkende hovedpine, sløret syn,
kan ikke fokusere, svimmel, ondt i halsen, sengeliggende og alment
stærkt utilpas. Det første vagtlægen spørger om, er om jeg kan komme
forbi dem? Jeg oplyser igen min temperatur og ovenstående og vagtlægen
grynter, at så er de jo nok nød til at komme ud. Da vagtlægen ankommer
starter han med at råbe ude i gangen om det er her der er nogen der er
syg. Da han kommer ind i værelset, hvor jeg ligger starter han med at
stille sig op og glo rundt i værelset ca. 5-10 sekunder uden at værdige
mig et blik, hvorefter jeg til sidst, liggende i min seng, siger til
han, at jeg befinder mig hér. Han kommer hen til mig og beder mig åbne
munden hvorefter han siger: "Ja så kunne du måske lige synke før du
åbner munden". Jeg siger til ham at jeg da er ked af at jeg er til
ulejlighed og sådan bliver syg. Han svarer "ja, ja lad os komme
videre". Efter en visuel klinisk undersøgelse på max. 10 sekunder, uden
at tage temperatur på mig, mumler han noget om virus, udskriver en
recept, fortæller noget om hvor mange piller jeg skal tage, noget med
så og så mange timer før mad, at recepten bliver indtelefoneret om
lidt, at den skal hentes i morgen og om hvilket apotek jeg ønsker at
afhente på. Da jeg dårligt kan rumme nogen form for information siger
jeg, at jeg ikke har forstået det med medicinen, hvorefter han vender
sig om og går samtidig med han siger at det står på pakken. Manden var
stærk arrogant, intolerant og asocial med stærke mangler på empati.
Hvad fanden bilder de sig ind de, alt for ofte, arrogante læger der
tror at patienter er til for dem. Hvad er der blevet af
lægeånden/løftet?

Herpes blev vurderet til blister
Jeg fik for et par uger
siden enorm kløen i underlivet og ringede til min egen læge og fandt
frem til at jeg måtte have svamp. Efter flere dages behandling blev det
kun værre og da jeg kom hjem fra min ferie ringede jeg om søndagen til
vagtlægen. Han spurgte om jeg havde overvejet om det kunne være herpes
og foreslog at jeg en tur ud forbi deres klinik ude på Amager Hospital.
Jeg tog selvfølgelig derud med det samme. Da jeg møder op bliver jeg
taget imod af en læge med det samme, da der ingen ventetid var. Jeg
forklarer ham situationen og han skal så til at kigge på mig, og se om
det lignede et herpes udbrud. Det første han siger, da jeg begynder at
tage bukserne af er, at han ikke har noget rent udstyr, tager så
handsker på og en lille pandelygte. "Mjah altså.... Det ligner ikke
umiddelbart et herpes udbrud, men jeg ved det ikke.. Jeg er ikke
sikker" konstaterer han. Jeg tager tøj på og vi sætter os ned og
snakker. "Altså umiddelbart ligner det sådan nogle ....." og så går han
helt blank, sidder og hiver ud i læben og peger på sin inder-underlæbe.
"...blister?" spørger jeg. "Ja, blister, præcis.. Så altså.. De
forsvinder jo nok af sig selv i løbet af 14 dage, men du kan pensle det
med noget klorhexidin indtil det forsvinder.. Lidt lige som man gør med
de der ....." og så går han blank igen. "Blister" siger jeg så. "Ja,
blister. Bare brug en vatpind og pensl alle blisterne..." Han foreslår
at jeg kan tage ned forbi min egen læge dagen efter hvorefter jeg så
siger: "Ja, altså et herpes udbrud forsvinder jo også af sig selv, men
derfor kan jeg jo stadig smitte, hvis det nu ER herpes, det bliver jo i
kroppen resten af livet, så jeg tror da vidst nok jeg tager ned forbi
lægen i morgen, nu hvor du ikke ved hvad det er" og det mente han også
var en god idé. Jeg følte mig mere læge end ham, haha. Dagen efter kom
jeg ned hos min læge, der uden tøven med det samme erkendte at det var
et tydeligt herpes udbrud og at det var på sit værste lige nu. For at
være ærlig overvejede jeg efter at have været hos vagtlægen om
søndagen, om det var børnelægen der havde været sød at tage den rigtige
læges vagt, mens lægen selv gik til frokost, for det var det mest
uprofessionelle besøg jeg nogensinde har haft hos en "læge". Havde jeg
lyttet til vagtlægen, er der jo så 5% chance for at jeg smitter andre
ved hvert ubeskyttede samleje - selv når jeg ikke er i udbrud, så
vagtlægens vurdering ( altså: "Blister"/"Jeg ved det ikke"/"Jeg er ikke
sikker") er jeg da glad for jeg ikke lyttede til.

Cyste i livmoderen udlagt som menstruation
I en periode havde
jeg grundet flytning malet mens flyttekasser i stabler på 5 blev
skubbet fra væggene mens jeg malede lofter og vægge. Efter nogle uger
med dette vågnede jeg en nat og i toilettet faldt 16-18 koaler
(blodklumper) på størrelse med fladhamrede tennisbolde. Jeg var meget
svag og ringede til vagtlægen. Hans kone tog telefonen og sagde efter
min forklaring som ovennævnte: "menustratione må du lære at leve med!",
hvorefter hun lagde på. Da jeg næste morgen ringede til min egen læge
sendte han en ambulance med en båre, da jeg ikke 'måtte gå selv'. På
hospitalet blev en cyste på størrelse med halvdelen af livmoderen
konstateret. Jeg var indlagt 3 dage. Utroligt at uuddannede læge-koner
kan afvise patienter.

Lægevagt var påvirket
I forbindelse med at vores datter fik
over 40 i feber, ringede vi en nat til lægevagten for at søge hjælp. Da
denne kom ud, stod det lysende klart, at han var påvirket. Han lugtede
af spiritus, talte usammenhængende og faldt op ad trapperne. Var i
øvrigt usoigneret og havde huller på bukserne.
Et par dage efter var
vi hos egen læge, hvor vi fortalte om oplevelsen. Han valgte derfor at
kontakte kollegaen, som var hos os, for at tage en snak om vores
oplevelse af ham den pågældende nat. Vores egen læge kører selv som
lægevagt og var meget ked af, at deres i forvejen noget plettede ry
skulle tilføres nye historier om dårlig behandling, så derfor valgte
han at gøre noget ved sagen, hvilket vi naturligvis fandt betryggende.

Overså infektion
Hejsa.

Jeg har faktisk (desværre) i flere tilfælde oplevet ikke at blive hørt hos vagtlægen.

Aldrig i et så alvorligt omfang. Men det er dybt frustrerende.

D.
8.6- 2009 Ringede jeg til vagtlægen. Jeg fik pludselig hævelse, rødme
og varme i benet 4 dage efter operation i lysken. Jeg var selv ret
overbevist om at det kun kunne være infektion. Særligt fordi smerterne
som jo burde være aftaget havde taget til. Lægen i Tlf. gav mig ret og
jeg blev sendt til konsultation. Her sad der en læge der ikke kunne
forstå mig. Jeg blev på ingen måde hørt, han forstod ikke at hævelsen
og smerterne havde taget til. Han tog min temperatur med øretermometer-
37.1 viste det. Men som mor har jeg altid lært at et sådan termometer
skal man lægge en grad til. Min kæreste og jeg er begge rystede over
behandlingen, men tager hjem. Da jeg kommer hjem tager jeg min
temperatur med et "rigtigt" termometer og den viser lige præcis
38.1-utroligt!
Jeg synes det er chokerende at man som læge ikke
engang kan tage en temperatur. Især i et tilfælde hvor
temperaturforhøjelse jo netop er et af de vigtige symptomer på
infektion.
Min svigermor foreslog at jeg ringede til centralen
igen og forklarede den læge der tog tlf. forløbet og det resulterede i
at jeg blev sat i behandling med antibiotika. Egen læge bekræftede
dagen efter en infektion.

Oktober 2007 fik jeg et galdeblære
anfald. Fra onsdag til søndag blev jeg tilset af en praktiserende læge
og vagtlæge minimum to gange i døgnet. Her fik jeg indsprøjtninger med
smertestillende og kvalmestillende. Først søndag da jeg tiggede
vagtlægen om at hjælpe mig tjekkede han min urin og der var blod. Jeg
havde da flere dage i træk ligget ind over en stol i venteværelset,
mens fremmede tog sig af min søn (enlig mor). Jeg blev indlagt og mine
levertal var for høje. Jeg havde gulsot og skulle opereres. Skulle have
fjernet min galdeblære. Jeg blev opereret onsdag en uge efter det
startede. Ventetiden resulterede i at galdeblæren grundet betændelse
sprang da de skulle fjerne den og jeg blev meget dårlig efter
operationen da min krop skulle udstøde den galde der lå i min bughule.
Jeg
forstår slet ikke hvordan de bare kan blive ved at komme med sprøjter,
når det tydeligvis bare er en forskydning af problemerne. Jeg havde
flere smerter, end da jeg havde veer.. I EN UGE!!

Jeg har
oplevet flere gange at min søn som er ørebarn er blevet sendt hjem af
vagtlægen for en hel weekend, på trods af at jeg har påpeget at han
ofte har lidt af mellemøresbetændelse. Mandag morgen hos egen lægen
bliver han med det samme sat i behandling for mellemøresbetændelse.
eller en enkelt gang for en lungebetændelse som de også sendte hjem som
værende en virus.

Jeg forstår lægernes stres. Det er mange
patienter og mange virus'er. Men hvis de nu bare tog sig to min. ekstra
til at HØRE efter. Til at skrive ind i journalen hvad det egentlig er
vi siger. Så kunne man måske redde et par liv!! Det er da værd at
overveje!!

Vagtlægen ville ikke lytte
Jeg falder over en bemærkning fra
flere af lægerne i sagen om Christian, hvor de ytrer "at det kan slet
ikke lade sig gøre" - altså, at så lille et barn ikke er i stand til at
sluge et batteri af den størrelse. Jeg har selv været udsat for samme
påstand af en kvindelig vagtlæge i København. Jeg var dog, i modsætning
til et barn på 2 år, i stand til at fastholde, at det hun påstod ikke
kunne lade sig gøre, rent faktisk var sket. Historien er kort, at jeg
brugte en stikpille i skeden med mælkesyrebakterier (VIVAG) som mange
andre kvinder. Da jeg skulle placere den, smuttede den op i urinrøret i
stedet for skeden og sad fast her. Jeg kunne ikke selv få den ud og
ringede derfor til vagtlægen. Som beskrevet ovenfor blev jeg afvist
med, at en sådan stikpille var alt for stor til at kunne komme op i
urinrøret - og belært ; om jeg vidste hvor smalt et urinrør er? Kun
fordi jeg på det bestemteste fastholdt at det var den altså, svarede
hun surt at så måtte jeg jo komme ind, selv om hun ikke så nogen grund
til det. Den mandlige vagtlæge der var til stede måtte fjerne pillen i
meget små bidder med en lang pincet, da der ikke er væde nok til, at
den ville kunne opløses selv. Det var smertefuldt og indtil den var
fjernet havde jeg ikke mulighed for at komme af med urin. Jeg tør ikke
tænke på hvad der kunne være sket hvis jeg blot havde affundet mig
eller ventet. Lægen var i øvrigt professionel og dygtig og bemærkede at
"nu havde han set det med - og at han måtte huske at advare sin kone" -
jeg håber at han også fik talt med sin kvindelige kollega om, hvad der
kan og hvad der ikke kan lade sig gøre!
Det er meget smertefuldt at
læse om så lille et barn der skal dø langsomt og pinefuldt blot fordi
lægerne har meget fast ide´er om hvad der kan lade sig gøre og hvad der
ikke kan lade sig gøre, i stedet for at lade tvivlen komme patienten
til gode.

I akut blodmangel - afvist af vagtlæge
Jeg havde blødt over
længere tid fra underlivet(halvt år), og er normalt ikke særlig pivset,
faktisk slet ikke, men var den dag ved at besvime (pgra akut blodmangel
ved jeg så senere hen), da jeg ringede til vagtlægen og jeg fortalte om
mine symptomer, sagde han surt at: "de faktisk havde folk der ringede
ind der var reelt SYGE".
Han smækkede på, men efter 15 min.
ombestemte han sig og ringede til mig, jeg blev sendt til Gentofte
Hospital (jeg tog dog selv en taxa) og blev undersøgt, jeg havde enormt
blodmangel, Jeg fik blodtransfusion, blev indlagt og senere opereret
(fibrom i underlivet) og var sådan set rekonvalescent i 2 års derefter.

På det tidspunkt da jeg ringede til vagtlægen var jeg for
syg/omtumlet til at blive vred og reagere, og det er jo ofte det som er
problemet, men det er jo en simpelthen SKANDALØS samt utrolig arrogant
holdning fra en vagtlæge som ikek kender mig. Jeg sagde til ham at jeg
ikke ville ringe hvis ikke jeg følte den var hel gal og jeg var på vej
til at gå i gulvet.

Min kusine er gynækolog, og jeg henvender mig hellere til hende efter den oplevelse hvis jeg har spørgsmål.

Mvh
Taina Anneli Berg

Følte sig magtesløs
Tilbage i 1998 havde jeg influenza og
feber og ringede til vagtlægen som bad mig møde op. Efter at have
siddet i kø 1-2 timer kom jeg endelig til, men vagtlægen kunne ikke
finde mit opkald i systemet, og han ville derfor ikke undersøge mig
selvom jeg allerede sad i stolen overfor ham på hans konsultation. Jeg
protesterede naturligvis og kunne ikke forstå at han viste mig ud igen,
og hans forklaring var bare at "når jeg jo ikke havde ringet i forvejen
kunne jeg jo ikke bare møde op midt i det hele". Jeg var meget
afkræftet og prøvede at forklare ham at jeg altså havde ringet, men
lige lidt hjalp det, og jeg måtte ud i venterummet igen, hvor jeg måtte
se ALLE i rummet komme til før jeg selv kom ind i konsultationen igen
efter endnu 1-2 timer, hvor han endelig ville se på mig.

Det
er en rimeligt harmløs historie, men jeg følte mig temmelig magtesløs
og meget lidt hørt. Derfor husker jeg tydeligt episoden her flere år
efter. Jeg er bare glad for at jeg ikke fejlede noget alvorligt og var
blevet overset på den måde.

Føler sig ført bag lyset
Jeg led frygteligt af Galdestens
smerter, vi søgte vagtlæge, jeg fik besked på at tage nogle Panodil. Og
så hjem igen. Det hjalp jo slet ikke.

Senere var jeg til
undersøgelse på Svendborg Sygehus, hvor de fandt min galdeblære og
galdeveje inficerede, men det sagde de intet om. Så jeg blev sendt hjem.

Ugen efter blev jeg så Opereret på Fåborg Sygehus, hvor de fortalte mig sandheden

Dette kunne have kostet mig livet, og min søn kunne have mistet sin mor, samt min kone kunne have mistet sin ægtefælle.

Så minTRO på vagtlæger ER ikke så stor mere.

Vagtlæger overså sprængt hovedpulsåre
Henvendelsen omhandler
min far, der døde den 12. juni 2002 på Rigshospitalet af sprængt aoarta
(hovedpulsåre). To forskellige vagtlæger havde tilset min far, som var
koldsvedende, grå i huden og havde meget stærke smerter. Ingen af dem
tog han puls eller blodtryk, som ville have vist at noget var helt
galt. Den ene gav recept på Ibuprofen, pga smerter i ryggen/benet på
mistanke om diskusprolaps. Da min far blev bevidstløs kl. 01.30 ankom
ambulancelægen indenfor få minnutter og konstaterede at der var tale om
aoartaspængning. Jeg har senere fået oplystat der er 7% rissiko for at
dø, hvis man kommer på hospitalet INDEN udposningen spænger.
Måske
kunne min far have overlevet HVIS blot en af de to vagtlæger, havde
taget puls/blodtryk. Min fars læge, som jeg kontaktede ugen efter
dødsfaldet fortalte at det var en meget sjælden diagnose, og derfor
kunne vagtlægen ikke mistænke det. Senere har jeg hørt om mange
tilfælde, så helt så sjælent er det altså ikke.
retfærdigvis skal
det nævnes at den sidste vagtlæge ville indlægge min far, som nægtede,
da han jo trodede, der var tale om rygproblemer.

Mvh

Helle Th. Hartvigsen

Dybt utilfreds med vagtlæger
Tønder d. 14-6-09

Jeg Allan Jacobsen undrer mig meget over hvorfor der eksisterer et patientklagenævn.

Er
patientklagenævnet der for at give de mennesker støtte, der har oplevet
at de blev svigtet da de i deres nød søgte hjælp på lægevagten. Eller
er patientklagenævnet der for at støtte de læger , der først laver de
forfærdeligste fejl og bagefter kommer med usande udtalelser, for at
dække over at de har begået fejl.

Jeg havde ikke levet i dag,
hvis mine forældre ikke havde reageret d. 22 marts 2008 om aftenen og
kørt fra Tønder til Kolding fordi de i telefonen kunne høre at jeg var
fuldstændig konfus.

Den 21marts kontaktede jeg lægevagten på Kolding sygehus, da jeg havde det meget dårligt.

Her
undersøgte en vagtlæge mig mig. Og jeg fik diagnosen en virus, selv om
jeg på det tidspunkt havde de sene symptomer på diabetes. Tabt mig,
overfladisk vejrtrækning, kuldskær, ondt i maven, kvalme, opkastning og
med et tårnhøjt blodsukker, som vagtlægen, når han havde været
kompetent havde kunnet konstatere på 1 min, hvis han havde taget en
prøve af mit blodsukker.

Han spurgte på intet tidspunkt om jeg
havde tørst eller andre symptomer på diabetes, som han senere over for
patientklagenævnet hævdede at han havde gjort. Jeg blev sendt hjem for
blot at få det dårligere og dårligere.

Kontaktede næste dag igen vagtlægen, blot for at få at vide at jeg skulle tage min temp.

Kontaktede igen lægevagten ved 18 tiden og fik at vide at jeg skulle møde op i lægevagten på Kolding sygehus.

Min
far ringede til mig, mens jeg sad i en taxa på vej til lægevagten. Han
kunne ikke forstå hvad jeg sagde og ringede derfor til lægevagten for
at sige at de skulle lade mig blive på lægevagten. Mine forældre ville
hente mig.

Jeg kom ind til vagtlæge nummer to. Han kiggede på
P.C skærmen og sagde. Du har været her før. Du har en virus og du får
en recept på Primperin for kvalme.

Han foretog ikke nogen form for undersøgelse og sendte mig hjem til en uvis skæbne, for at dø.

Ikke nogen form for spørgsmål om symptomer, nej jeg kan høre de ord igen og igen. Du har været her før og du har en virus.

Mine
forældre var på vej til Kolding sygehus for at hente mig. De havde
mange gange forsøgt at kontakte mig, men jeg havde uden at jeg vidste
det slukket for min mobil.

Vagtlæge nummer 2 havde heller ikke læst vagtlægenotat, at mine forældre ville hente mig.

Da
han senere fik et spørgsmål fra patientklagenævnet om hvorfor han ikke
havde sagt til mig, at jeg skulle vente, da mine forældre ville komme
og hente mig, sagde han at jeg havde været fuldstændig klar i hovedet
og selv kunne kontakte dem. Igen en af de utallige løgne historier han
er kommet frem med for at dække over sine fejl.

Jeg fik en af chaufførerne fra Kolding taxa til at støtte mig op til min lejlighed.

Jeg var på vej i en komalignende tilstand, da mine forældre endelig fik mig til at lukke op.

De havde været forbi lægevagten på Kolding sygehus, men havde fået at vide at jeg var sendt hjem.

Måske på grund af chok besluttede de sig for at køre mod Åbenrå for at henvende sig på lægevagten der.

De har fortrudt mange gange at de ikke ringede 112 med det samme.

Jeg blev med det samme indlagt på intensiv på Åbenrå sygehus med et blodsukker på 75. Dødssyg. og med en syreforgiftning.

Det
var meget hårdt fysisk at have fået diabetes. Og meget hårdt for mig at
fordi der sad 2 meget ukompetente læger i lægevagten på Kolding
sygehus, der ikke var i stand til at stille diagnosen diabetes, så
havde min nyopdagede diabetes udviklet sig livstruende

Hele min krop var forgiftet og det tog mange måneder før jeg fik det nogenlunde igen.

I
en artikel i J.V d. 26 marts 2008 erkendte den øverste lægelige chef
for lægevagten i Region syd at jeg var blevet fejlvurderet 2 gange hos
de 2 ukompetente læger i lægevagten på Kolding sygehus.

Jeg har klaget over den behandling jeg har fået til patientklagenævnet

Ikke
nok med at 2 læger har svigtet og med deres diagnose en virus i stedet
for at kunne se at jeg var dødssyg af syreforgiftning i forbindelse med
en nyopdaget diabetes.

I stedet for at indrømme at de tog fejl,
har de med utallige løgnehistorier udtalt sig at jeg på
undersøgelsestidspunktet var fuldstændig klar, havde nogle simple virus
symptomer, ikke lugtede af acetone og at jeg først måtte være blevet
meget syg efter at jeg var i konsultationen. I de 2 timer fra jeg var
på lægevagten og til jeg blev indlagt på intensiv i Åbenrå.

Psykisk har jeg og min fam haft det meget dårligt, når vi tænker på hvordan det havde været i dag, når de ikke havde hentet mig.

Når vi har skrevet til patientklagenævnet har vi utallige gange oplevet at det hvad vi har skrevet overhovedet ikke blev læst.

3
gange skulle vi skrive, at vi aldrig nogen sinde har ønsket at klage
over en tredje vagtlæge som var på lægevagten på Åbenrå sygehus og som
efter 2 min undersøgelse kunne give diagnosen diabetes. Havde hun været
på lægevagten i Kolding i stedet for de 2 ukompetente læger havde hun
kunnet give mig diagnosen diabetes med det samme.

I de papirer
vi fik til gennemgang fra patientklagenævnet stod der at vi klagede
over hende. Det har vi aldrig gjort. Men 3 gange skulle vi skrive til
patientklagenævnet før det blev læst.

Selv om vi mange gange har
haft mulighed for at give tilbagemelding i min klagesag har vi utallige
gange opdaget, at det hvad vi har skrevet overhovedet ikke bliver læst.

At
jeg på grund af 2 ukompetente læger har været i yderste livsfare og så
at de kan komme med så mange usande udtalelser for at dække over deres
fejltagelser.

Og at patientklagenævnet støtter dem ved at have givet mig afslag på min klage.

Hilsen Allan Mattesen Jacobsen

Annemonevænget 5

6270 Tønder

Hornhindebetændelse overset af uengageret vagtlæge
Mødte 3
gange op hos lægevagten på Gentofte Amtssygehus med øjensmerter. Hver
gang blev jeg sendt på Apoteket i Lyngby med en recept. Mit sidste
besøg, lørdag aften, lyste vagtlægen mig ind i øjet med en lygte, jeg
tog hænderne op for øjet, idet lys var som glasskår i øjet. Næste
morgen tog jeg på Gentofte Amtssygehus skadestue. Her konstaterede
lægen straks at detvar hornhindebetændelse, hvorpå jeg blev kørt til
behandling på Rigshospitalet. Behandling: øjet dryppes 1 gang i timen
døgnet igennem.

Jeg var så dårlig, at jeg ikke var i stand til at forlange mere af lægevagten, hvilket er imod min natur under normale forhold..

Lægevagten var totalt uengageret, nærmest ligeglad. Fremover går jeg direkte på skadestuen. Min tillid til lægevagten er væk.

Fik forskellige meldinger fra vagtlæger
Min historie: Min søn
på 17 år havde gennem fire dage haft høj feber og ondt i halsen,
hvorfor jeg ringede til vagtlægen d. 04.06. Han blev henvist til
vagtlægerne på Glostrup hospital, hvor vi talte med en sød og grundig
læge, der podede min søns hals. Resultatet af posningen var negativ, så
han blev sendt hjem med besked om at drikke meget og tage panodiler for
at holde feberen nede og for et bedre velbefindende.

Dagen efter
ringede jeg atter til vagtlægen, fordi min søns temperatur steg til
39,8, efter han havde taget panodiler. Denne læge fortalte mig, at min
søn IKKE skulle tage panodiler; feberen var et tegn på, at
imunforsvaret arbejde på højtryk for at bekæmpe sygdommen, og det
skulle man ikke ændre på.

Dagen efter d. 06.06. var min søns
mandler hævet voldsomt op, og jeg ringede til vagtlægen for at høre, om
en halsbetændelse kunne udvikle sig, således at den to dage efter en
negativ podning kunne vise sig at være behandlingskrævende alligevel.
Jeg talte med en læge, der gav sig god tid, og som mente, at min søn
skulle podes igen. Hun fortalte, at der jo findes flere hundrede slags
bakterier, men at man udelukkende poder for streptokokker. Derfor er
det lægens vurdering om der alligevel skal gives antibiotika. Hun havde
den personlige erfaring, at antibiotika i mange tilfælde hjælper,
selvom en podning er negativ.

Vi drog så igen afsted til
vagtlægen, der podede min søns hals, igen med negativt resultat. Jeg
gjorde opmærksom på, hvad jeg netop havde fået at vide af vagtlægen i
telefonen. Det blev kontant afvist med "jeg er ikke enig, og nu er I
her, hvor det er mig, der bestemmer" Min søn fik besked på at drikke
meget OG tage panodiler!!! Da jeg fortalte, hvilke forskellige beskeder
vi i øvrigt havde fået, kunne han da godt forstå, at vi var ved at være
temmeligt forvirrede, men igen "her bestemmer jeg, og det er mit råd"

Min
historie er jo rimelig harmløs, og uden fatale konsekvenser, men den
fortæller noget om troværdigheden og tilliden til vagtlæger. Det er
tilsyneladende afgørende for behandlingen, lige netop hvilken læge, man
kommer ind til. Noget så banalt som en rød, hævet hals og feber burde
efter min mening ikke give anledning til de store uenigheder blandt
læger - tænk hvis uenigheden er lige så udbredt, når det gælder
alvorlige og livstruende sygdomme.

Brækket lårben hos kræftpatient overset
Mødte hos lægevagten
på Ringsted sygehus d. 27. april 2004 med en bror, med mega store
smerter i sit ene ben, han var ved at besvime af smerter, kunne ikke
bevæge sig. Til trods for at vi påtalte overfor lægen at min bror
tidligere var behandlet for cancer blev han sendt hjem med 2
smertestillende piller.
Vi valgte at tage til Slagelse sygehus,
hvor min bror blev taget alvorligt og blev røngtenfotograferet, her var
lårbenet brækket - de vidste sig senere at det var canceren, der var
årsagen. Min bror døde af cancer 13. januar 2005. Han og jeg deltog i
Indslag om "når læger tager fejl" har været vist i TV2 ØST d. 2. maj
2004 og igen i januar 2008 som opfølgning.
Vi klagede til
patientklagenævnet - fik afslag, da der stod 1-1.dvs. 1 ville give
vagtlægen en næse og 1 ville ikke. Afgørelsen kom 2-3 mdr. efter min
brors død.
Selve det at lægevagten ikke opdagede at benet var
brækket har nok ikke haft betydning i selve forløbet, men det er
utilgiveligt, at en læge er så ligegyldig i sin undersøgelse og at man
samtidig skal há de mega smerter.

Prostata blev opdaget sent
Kunne ikke lade vandet på grund af
prostata, men fik at vide at det var en betændelse. Jeg ventede i 2
døgn på at lade vandet, hvorved at blæren blev udspilet og kunne være
gået i stykker, så jeg skulle have kateter resten af livet. Det er helt
uforståligt, at en læge kunne stille den dianose.

Regnbuehindebetændelse overset
Jeg ringede til vagtlægen,
fordi jeg havde en kraftig regnbuehindebetændelse under opsejling sent
fredag eftermiddag. Kendte symptomer - stærk rødme og stikkende smerter
ved lyspåvirkning. Vagtlægen mener ikke det er værd at beskæftige sig
med og siger jeg kan tage til øjenlæge mandag. Ved tidligere episoder
har pupillen siddet fast, hvilket han give et skævt syn. Det jeg gør
opmærksom på. Han afviser mig fortsat - hvorefter jeg ringer til
øjenambulatoriet i Århus. De vil godt tage mig, hvorefter jeg ringer
til Falck efter transport. "Det var godt du kom", var beskeden - og
behandlingen blev iværksat øjeblikkelig.