Personale efterlyser uddannelse

Læger og sygeplejersker i frontlinjen af akutsystemet efterlyser ny specialuddannelse, som skal klargøre dem til nøglerolle, når alvorligt syge danskere indlægges.

Nøglepersonalet på landets skadestuer og akutmodtagelser er ikke godt nok rustet til at stå med ansvar for liv og død hos alvorligt syge danskere. Det er erkendelsen hos landets akutlæger og sygeplejersker, som derfor efterlyser en ny, målrettet specialuddannelse til det personale, der skal modtage patienter på de fælles akutmodtagelser, som er en central del af fremtidens sygehusstruktur.

»I dag står uerfarne læger uden tilstrækkelig uddannelse med et meget stort ansvar. Det er ikke godt nok, og det er ærgerligt, hvis der skal uheldige sager på bordet, før man sikrer den rette erfaring og specialviden i front,« siger Dan Brun Petersen, bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Akutmedicin.

Erfarne læger i front

Berlingske Tidende har afdækket, hvordan landets akutmodtagelser i dag ofte bemandes af nyuddannede læger med få måneders erfaring eller af lægestuderende. Det går ud over patientsikkerheden, og derfor skal der erfarne læger i front med speciale i et nyt felt: Akutmedicin.

»Vi foreslår, at man ligesom flere andre lande opretter et speciale i akutmedicin. Det vil sikre, at lægerne i frontlinjen er rustet godt nok til opgaven,« siger Dan Brun Petersen.

Også Dansk Sygeplejeråd, DSR, efterlyser målrettet uddannelse:

»Det er helt klart, at sygeplejerskerne vil spille en stor rolle på akutmodtagelserne, og vi mener, at det er nødvendigt med en specialuddannelse på området,« siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.